Prøv avisen

Keramikken på Noma kommer fra 82-årige Astrid Schmidts hånd

”Jeg synes, at det, at jeg kan sidde her ved en drejeskive og fremstille noget ud af jord, ild og vand, der kan holde i årtusinder, er fantastisk. Så får jeg sådan en dejlig fornemmelse af at være en del af historien,” siger Astrid Schmidt. Begge fotos: Peter Palle Skov/Ritzau Scanpix.

Som ung måtte hun opgive drømmen om at uddanne sig til keramiker. Men da Astrid Schmidt gik på pension, investerede hun i brændeovn og drejebænk, og for kort tid siden leverede hun en stor samling keramik til den københavnske Michelin-restaurant Noma

82-årige Astrid Schmidt fra Asperup på Nordfyn er beviset på, at man aldrig skal skyde hvide pinde efter store drømme – heller ikke selvom de ikke går i opfyldelse lige med det samme. Således var det Astrid Schmidts drøm som ung pige at uddanne sig til keramiker. Men hun nåede kun et enkelt år på Kunsthåndværkerskolen i København, så slap pengene op.

”Jeg kom fra det yderste Vestjylland, og mine forældre kunne ikke hjælpe mig økonomisk, og dengang var der ikke noget, der hed SU. I starten gjorde jeg rent mod at få lov at bo på et lille værelse i København. Men det holdt ikke i længden. Jeg var meget ked af at måtte opgive at uddanne mig til keramiker, men der var ikke noget at gøre ved det,” siger hun fra sit lille, lyse værksted, hvorfra hun har kig til både Asperup Kkirke og sin egen køkkenhave.

I stedet blev Astrid Schmidt uddannet lærer, og i mange år underviste hun både børn og unge i formning og billedkunst. Men da hun blev pensioneret i 1998, og der pludselig blev tid til at dyrke passionen for keramik, genoptog hun håndværket. Hun investerede i en ovn, som hun kunne brænde sin keramik i, og hendes svoger lavede en drejebænk til hende, som hun kunne arbejde ved.

Artiklen fortsætter under videoen

For et års tid siden skete der noget ganske uventet for Astrid Schmidt. Hendes ældste søn, Jakob, der er møbelsnedker, havde lånt noget af sin mors keramik til en udstilling, han skulle lave. Og en dag blev Astrid Schmidt ringet op af en kvinde, der hed Christine Rudolph, og som var meget interesseret i at se nærmere på de flotte håndlavede ting.

”Hun var stylist, sagde hun og fortalte, at hun skulle finde udstyr til en restaurant i København. Hun kom på besøg for at se mine ting og eventuelt købe nogle af dem til en restaurant i København, og jeg tænkte bare, at det nok var til et eller andet lille spisested i en sidegade. Men inden hun gik, sagde hun: ’Keramikken er forresten til det nye Noma i København,’” fortæller Astrid Schmidt.

Det var en noget overrasket hobbykeramiker, der efterfølgende modtog en større bestilling på skåle, tallerkener og kander til Noma. Det blev en lang, men spændende proces at skulle producere talrige skåle og tallerkener, krukker med låg og vaser af forskellig slags. Det er således ikke helt ukompliceret at gå fra håndlavet unikakeramik til masseproduktion på en fabrik. Og så var der også andre udfordringer undervejs, fortæller den fynske keramiker og understreger, at hun hele tiden fik god støtte og hjælp fra Christine Rudolph.

”I min glasur bruger jeg noget grønt ler, som der findes få steder i Danmark. Blandt andet ude ved Røjle Klint (høj klint på det nordvestlige Fyn, red.), men da vi skulle hente til Nomas bestilling, var det skredet derude og ikke til af finde. Så måtte vi i stedet rejse til Bornholm, hvor den grønne ler også findes,” siger Astrid Schmidt.

Astrid Schmidt er én ud af fem keramikere, som har bidraget til service på Noma, og i dag kan gæsterne på en af Danmarks fineste restauranter således få serveret mad og drikke af keramik skabt af Astrid Schmidt. Men opskriften på den specielle glasur, der giver keramikken sit helt eget udtryk, kan hverken Noma eller andre nysgerrige få oplyst. For den vil hun ikke af med.

”Nej, det er min. Men jeg vil da godt fortælle, at der ud over grønt ler også er aske fra både min nabos pillefyr og fiskemandens røgeriovn,” siger hun og smiler hemmelighedsfuldt.

Astrid Schmidt tager plads ved sin drejebænk for i anledning af besøget fra Kristeligt Dagblad at vise, hvordan hun arbejder med leret. Hun får det til at se nemt ud, som hun lader foden skubbe den store træskive under sig rundt, alt imens det våde ler hurtigt tager form som en lille krukke mellem hænderne på hende.

”Det er meget terapeutisk for mig at sidde her. Og så synes jeg, at det, at jeg kan sidde her ved en drejeskive og fremstille noget ud af jord, ild og vand, der kan holde i årtusinder, er fantastisk. Så får jeg sådan en dejlig fornemmelse af at være en del af historien,” siger hun.

Astrid Schmidt er især inspireret af japansk keramik, som ofte har den enkelhed, der tiltaler hende. Der skal helst ikke være for meget nips på den rustikt udseende keramik, som hun fremstiller – men sjældent udstiller.

”Der er et lille galleri her henne på vejen, som har weekendåbent og udstiller nogle af mine ting, og en gang om året udstiller jeg på den lokale Asperupgaard, hvor man også kan købe mine ting. Men altså ellers gør jeg ikke meget i den slags. Og jeg laver aldrig på bestilling. Noma var en undtagelse. Jeg føler mig ikke fri til at skabe, når der er en i den anden ende, der forventer et bestemt produkt. Det skal være mellem tingen og mig,” siger hun bestemt.

Man skal ikke tale længe med Astrid Schmidt, før man fornemmer, at her er en kvinde, der stiller krav til sin keramik og sig selv. Hun indrømmer da også, at hun nok er det, man kan kalde perfektionistisk, og derfor går det ikke altid stille for sig, når den nordfynske keramiker ikke er tilfreds med det, hun har fået lavet.

”Hvis ikke det er blevet pænt, og som jeg vil have det efter brænding og glasering, så smadrer jeg det. Jeg vil ikke have noget stående, som jeg ikke selv er tilfreds med,” siger Astrid Schmidt.

Til Astrid Schmidts glasur bruges noget grønt ler, som der kun findes få steder i Danmark.