Prøv avisen
Min weekend

Medlem af Europa-Parlamentet: Kirken er en skærmende ramme, når jeg går og bøvler med noget

Nyt medlem af Europa-Parlamentet for De Konservative Pernille Weiss begynder altid dagen med at læse i sin morgen­andagtsbog. – Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Nyvalgt medlem af Europa-Parlamentet for De Konservative Pernille Weiss, 51 år, planlægger omhyggeligt sine weekenddage i Danmark. Der skal helst være et tydeligt aftryk fra dagen, der er gået

Jeg mærker, det er weekend, når jeg ligger i min seng på Christianshavn i København og kan fornemme, at øen er mere stille end i hverdagen. Lyden af skraldebiler og varevogne, der læsser af og på, er forstummet. Helt konkret ved jeg også, det er weekend, når jeg enten torsdag aften eller i løbet af fredagen returnerer til Danmark efter min arbejdsuge i Europa-Parlamentet i Bruxelles. I løbet af ugen planlægger jeg med omhyggelighed programmet for lørdag og søndag. Selvom arbejdet i Parlamentet kan være hektisk, er jeg som regel ikke træt, når jeg kommer hjem. Jeg bestræber mig på at leve sundt, drikker stort set ikke alkohol og sover mindst syv timer hver nat. Og så laver jeg noget, jeg virkelig godt kan lide. Det giver energi.

Da jeg var barn, gik meget af weekenden med at passe gårdens dyr og udearealer. Jeg er vokset op på Fyn, hvor mine forældre drev et fritidslandbrug ved siden af deres tømrervirksomhed, og der var altid havearbejde, der skulle klares, eller dyr, der skulle muges ud hos. Det var helt selvfølgeligt, at vi børn skulle hjælpe til. I dag finder jeg det stadig meget tilfredsstillende at klippe hæk. Det var også obligatorisk, at vi hver lørdag helst sejlede en tur med farmor og farfar og efterfølgende spiste middag sammen med den store familie med fætre og kusiner.

Jeg er vokset op med, at hverdage og weekender flød sammen. Sådan har jeg det stadig. Man løser opgaverne, uanset om det er onsdag eller lørdag. Mine forældre var og er også meget selskabelige, så det var ikke arbejde det hele. Når de havde gæster, tog min søster og jeg gerne køkkentjansen og serverede, organiserede og vaskede op og tjente en skilling på det. En enkelt gang blev jeg også tvunget til at spille et stykke på hammondorgel, som jeg gik til i min fritid. Men der satte jeg helst grænsen.

Når jeg skal slappe af, så læser og skriver jeg – læserbreve, kronikker og debatindlæg. Noget af det bedste, jeg ved lørdag morgen, er at lave en balje grøn te og sætte mig ind i soveværelset med et par store puder i ryggen og læse aviser og magasiner og komme uforstyrret i bund med nogle emner, jeg gerne vil have læst op på. En kronik er en god måde at sætte sig ind i en problemstilling på, man gerne vil formidle til sine vælgere. I løbet af en weekend skal jeg også bruge min krop fysisk ved for eksempel at vinterbade. Der kan også være et håndværker- eller oprydningsprojekt, der skal klares. Der skal gerne være et fingeraftryk fra dagen, der er gået.

Søndag vil jeg gerne til gudstjeneste. Jeg kigger altid efter, om Claus Oldenburg skulle have en prædiken i Garnisons Kirke, selvom han er gået på pension. Jeg løste sognebånd til ham, da han stadig var sognepræst. Ellers er jeg begyndt at cykle ud til Sørine Gotfredsen i Jesuskirken i Valby. De er begge tro mod den lutherske højmesse, som ingen behøver pille ved, hvis jeg kan bestemme. Gudstjenesten giver mig ro og plads til at åbne mig for teksterne og mærke salmernes ord.

Skal jeg ud af huset, vil jeg helst på museum, i biografen eller til koncert. Jeg holder meget af kirkekoncerter og har elsket dem, siden jeg som 12-årig begyndte at gå i kirke, inden jeg blev konfirmeret. Jeg er vokset op med Fadervor inden sengetiden, men kirkegangen var mit eget initiativ. Senere tog jeg selv mine egne tre børn med til gudstjeneste og har i det hele taget brugt kirken meget i forskellige faser af mit liv. Kirken er et godt sted at være, når det gør ondt. Den er en skærmende ramme for mig, når jeg går og bøvler med noget.

Inden jeg går i seng, sikrer jeg mig altid, at Wilfred Stinissens morgenandagtsbog ”I dag er Guds dag” ligger klar på mit natbord. Jeg læser i den hver morgen og skylder sognepræst Trine Gørtz fra Mors stor tak for at anbefale den. Inden jeg falder i søvn, skal jeg have håndcreme på, ellers kan jeg ikke sove. Mens jeg smører hænderne, beder jeg Fadervor.