Prøv avisen
Billedserie

Papirklip: Torben hjælper figurerne i papiret med at komme til live ved hjælp af en saks

Torben Jarlstrøm Clausen har lavet papirklip i 12-13 år. Det begyndte med gækkebreve i selskab med børnene, men i dag har han haft udstillinger i både Japan og USA. Foto: Carsten Bundgaard

Først da Torben Jarlstrøm Clausen fik børn, begyndte interessen for papirklip. Når han klipper sine finurlige figurer, handler det i både konkret og overført betydning om at forløse potentiale

På det mørke cafébord ligger en paperbackudgave af Antoine de Saint-Exupérys ”Den lille prins”. Den ser brugt ud – og det er den også. Ikke kun fordi den har været læst adskillige gange. Men lige så meget fordi den tjener som opbevaringssted for en bunke små, farvede og finurlige figurer klippet ud af papir. Som firkløvere i pres ligger de godt beskyttet inde imellem siderne i den franske klassiker.

Det er Torben Jarlstrøm Clausen, der har klippet de figurer, som han slet og ret har valgt at kalde ”De klippede”. På bordet ligger en saks og en bunke farvede stykker papir, som den 51-årige odenseaner har taget med hen på den lokale café, hvor han har lovet at demonstrere, hvordan han giver liv til ”De klippede”.

”Jeg ser sådan på det, at der inde i papiret allerede sidder en figur. En trist figur med papir i øjne, mund og næse. Figurerne skal have hjælp til at blive forløst. Den hjælp får de fra saksen,” forklarer han.

Torben Jarlstrøm Clausens vej ind i papirklipperiets verden er en ren tilfældighed. Det hele startede, da han en dag for 12-13 år siden sad og klippede gækkebreve med sine børn.

”Jeg prøver lige at klippe en lille mand også, tænkte jeg. Trekvart år senere havde jeg min første udstilling i en kunstforening,” siger han og understreger, at han ikke har nogen som helst referencer til billedkunst i øvrigt.

I starten klippede Torben Jarlstrøm Clausen sine små figurer, udelukkende fordi han syntes, det var sjovt og afslappende at sidde med saks og papir i hånden. Men en dag kom tanken til ham, at han jo faktisk sad og klippede noget fra. På den måde opstod idéen om, at han forløste små usynlige væsener fra papiret.

”Jeg ser dem som mennesker, der får mulighed for at forløse deres potentiale, når de bliver klippet ud. Alle mine figurer er glade – ellers ville de stadig sidde i papiret. Munden og øjnene er altid det sidste, jeg klipper, og når jeg kommer dertil, nænner jeg aldrig at lade dem være sure. Når de smiler, siger de ja til livet. På den måde bygger jeg også mig selv i en positiv retning,” siger han.

Den første tid klippede Torben Jarlstrøm Clausen udelukkende, når han var alene og sad med god jazzmusik i ørerne og en kop varm kaffe ved sin side. Det med at klippe foran et publikum kunne han slet ikke forestille sig. For perfektionistisk som han er, var han nervøs for, at han ville komme til at ryste på hænderne, så de figurer, han fik klippet, ingenlunde ville være noget, han havde lyst til at vise frem.

Men for seks-syv år siden fik fynboen imidlertid et tilbud, som han ikke kunne sige nej til.

Torben Jarlstrøm Clausen viser et fotografi frem, hvor han iklædt en lys grå habit står med saks og papir i hånden, omringet af en flok tydeligt nysgerrige små mørk- hårede børn. Fotografiet er taget i Japan, og det viser den første gang, han vovede at stå og klippe foran et publikum.

”Jeg blev inviteret til Japan for at klippe, efter at jeg havde udstillet i H.C. Andersens Hus. Det sagde jeg ja til, og på den rejse oplevede jeg at tage min egen medicin. Jeg siger jo, at det for alle mennesker handler om at forløse sit potentiale, og på den tur føler jeg, at jeg klippede mig selv fri. Sidenhen har jeg holdt flere klippeværksteder – blandt andet tre gange under H.C. Andersen-festivalerne i Odense,” siger han.

Når Torben Jarlstrøm Clausen sidder og nørkler med saks og små detaljer, føler han sig fri og kobler fra, fra hverdagens stress og jag, der blandt andet indebærer et job som projektleder inden for bæredygtighedsområdet i Odenses borgmesterforvaltning.

”Det er rart at kunne fordybe sig og sidde og lege med papiret. Jeg tænker, at det giver mig det samme at klippe, som andre for eksempel får ved at skrive eller dyrke deres urtehave. Når jeg klipper, skal jeg ikke tænke, men bare være til stede i nuet,” siger han.

Selvom Torben Jarlstrøm Clausen efterhånden har udstillet mange steder – også i USA og Japan, hvortil han atter rejser i slutningen af 2017 – gør han ikke en dyd ud af at kalde sig kunstner. Det betyder ikke så meget for ham, hvordan han tituleres, og andre behøver heller ikke at betragte hans små figurer som kunst.

”Det, der er vigtigst for mig, er den kommunikation, der ligger i det, jeg laver, og det samvær med andre mennesker, som kommer ud af det. I det lys er det prædikat, der kommer på mit arbejde, ikke så vigtigt,” siger han.

Selv kigger han ikke på anden papirkunst, og det der med at afsløre sin inspirationskilde har han lidt svært ved. Musik og særligt jazz er dog noget af det, der kan være med til at sætte ham i den rigtige stemning

”Jeg klipper figurerne ud af hovedet – cirka 45 minutter kan det tage, hvis jeg sidder og udvikler en ny. Men jeg ved faktisk ikke helt, hvad der inspirerer mig. Jeg synes nok bare, at det er vildt sjovt, at et stykke papir kan komme til den slags udtryk,” siger Torben Jarlstrøm Clausen.

Se Torben Jarlstrøm Clausen klippe papirklip herunder

203297517
Foto: Carsten Bundgaard
Foto: Carsten Bundgaard
Foto: Carsten Bundgaard
Foto: Carsten Bundgaard