Prøv avisen

Hvad kan man stille op med en rigtig klumpedumpedag?

Monica Ritterband, klummeskribent,journalist Foto: Leif Tuxen

Jeg har fundet ud af, at enten skal man sætte tempoet ned med 90 procent eller, måske mest effektivt af alt, gå hammer tidligt i seng og håbe på, at morgendagen byder på en grøn bølge, skriver Monica Ritterband

Der findes to slags dage. Der er balsamiske dage, hvor alting glider som flydende trafik gennem grøn bølge, og så er der andre dage, hvor alt, hvad man rører ved, går skævt og i stykker. På det seneste har jeg haft et par af sidstnævnte slags.

Den værste af mine klumpedumpedage (som er at sammenligne med tychobrahesdage, blot mere insisterende) var så monumental, at den behørigt bør erindres.

Det begyndte ellers så godt. Fuglene vækkede mig ved deres kvidren. Og med morgenfriske skridt træder jeg ind i stuen, men som det første snubler jeg over mit gulvtæppe. Jeg ryger lige ind i en bordkant, og et bredt blåt mærke gror frem. Jeg forsøger tappert at ignorere det første anslag og går næsten uanfægtet i gang med at koge æg. Jeg tjekker også lige mine mails og må lige svare. Det viser sig at være ret uklogt, eftersom jeg helt glemmer de vældigt kogende æg, som nu for bestandigt har forladt den smilende tilstand med fast hvide og blød blomme.

Da jeg efter morgenmad tager strikketøjet op og liiige skal have mig den sidste kaffetår (gør aldrig to ting på én gang), triller der ud af mine let løse mundvige en dråbe caffe latte direkte ned i det råhvide strikketøj. Hastigt op af lænestolen, endnu engang snublende over tæppets hjørne, som var jeg James i Miss Sophies ikoniske 90-årsfødselsdag.

Strikning er herefter skrinlagt for denne dag. Så jeg går ind på min mail igen, hvor jeg nu finder ud af, at jeg har videresendt en privat tråd. Det var uheldigt, eftersom der i tråden stod et par indiskrete bemærkninger, som jeg altså nu havde fået tilsendt til den omtalte person. Gys. Jeg sætter mig tungt ned og kigger ud ad vinduet. Jo, jeg ville plukke mig en lille buket roser. Det er sådan en dejlig ukompliceret handling. Jeg behøver vel ikke at nævne, at jeg får en gigantisk torn ind i min pegefingers blomme. Den blomme var i modsætning til morgenæggene hel blød, og blodet flød. Plaster havde jeg heller ikke, så afsted til den lokale købmand. Jeg sætter mig ind i bilen, og bang får jeg solskærmen, som jeg havde drejet mod sidevinduet og tankeløst ikke sat på plads igen, lige i panden. Jeg er nu blevet arrig, og hurtigt flår jeg solbrillerne, som jeg har siddende i håret, ned på næsen, men tre-fire hårstrå har sat sig fast i selv brillestangens vippeled, og den lille tot bliver flået ud.

På vej tilbage fra købmanden ser jeg en vejbod med gamle ting og sager. Måske kunne man gøre sig et fund her. Og ja, den sødeste lille japanske cloisonne-vase med indlagte metaltråde kalder på mig. Jeg får den til en god pris og synes, at dagen retter sig en smule. Men da jeg på vej ind ad havelågen skal finde nøglen frem fra taskens bund, taber jeg vasen, som min skadede og plasteromviklede pegefinger ikke har formået at holde ordentligt fast på. Og ja, så fik min japanske vase sin første bule. Til frokost skærer jeg en tomat over, og tomatsaft og farvefaste kerner flyver langt ud på det rå og meget sugende egetræs spisebord. Og senere på dagen, hvor jeg sætter tænderne i en saftig blomme, får jeg to pletter strategisk elendigt placeret på endnu en striktrøje... At mine ærmer den dag tre gange sætter sig fast i et dørgreb er næsten ikke værd at nævne, eftersom det sker hyppigt for mig.

Hvad kan man stille op med sådan en klumpedumpedag? Jeg har fundet ud af, at enten skal man sætte tempoet ned med 90 procent eller, måske mest effektivt af alt, gå hammer tidligt i seng og håbe på, at morgendagen byder på en grøn bølge.