Det er ikke, fordi der på overfladen sker særligt meget i den bornholmske by Nexø. Men så er det godt, at man kan dreje ler.
Det mener i hvert fald Inkyong Lee. Den 31-årige kvinde, der er født i Korea og har boet det meste af sit liv i de canadiske storbyer Toronto og Vancouver, er så småt ved at have fundet sig til rette i den lille by sammen med sin mand, Jin Choi, og deres fireårige datter, Autumn Choi.
”Det er første gang, jeg har boet under så klar en stjernehimmel, som jeg gør her. Og jeg foretrækker det allerede frem for storbyen,” siger Inkyong Lee på engelsk.
Selv påstår hun, at hun ikke er så god til sproget, selvom hun har boet i Canada, siden hun var 12 år. I øjeblikket går hun på sprogkursus for at lære dansk, men finder det svært. Indtil videre klarer hun sig dog fint på engelsk, for på studiet er der mange internationale studerende.
Det er aften, og hun er iført grå sweatpants og -shirt, mens hun går rundt på Kunstakademiets Designskole på Bornholm. Hun nyder at kunne bruge nogle af sine aftener på at dreje ler, for det giver hende mulighed for at bruge flere af dagtimerne på sin familie.
Inkyong Lee har tidligere gået på kunstskole i Chicago i USA. Hun har tegnet, malet og lavet grafisk arbejde. Men efter mange år med hovedsageligt teoretisk undervisning ønskede hun at lave noget mere med hænderne, og i mange år drømte hun om at lave keramik. Det var dog først, da hun og hendes mand flyttede fra Toronto til Vancouver for tre år siden, at hun sprang ud i det.
”Jeg havde ikke længere lyst til at gå på arbejde og lave grafisk design foran en computer. Det var det samme hver dag, og det betød ikke så meget for mig mere. Så jeg sagde mit job op og begyndte at få lidt undervisning i keramik en gang om ugen, og min lærer sagde hurtigt til mig, at jeg lod til at være mere seriøs omkring det end mange andre. Jeg nød det bare.”
Det var ægtefællen Jin Choi, der er møbeldesigner, der først fik idéen at kaste blikket mod Skandinavien på grund af sin interesse for skandinavisk kultur og design. Og designskolen på Bornholm var samtidig en mulighed for Inkyong Lee for at lære keramikhåndværket.
Det var en stor beslutning at flytte. Det var først, da Inkyong Lee stiftede bekendtskab med det danske uddannelsessystem, at beslutningen blev nem.
”Hvis jeg ville, kunne jeg lave keramik alle steder. Men jeg blev virkelig overrasket over det danske uddannelsessystem. Det var meget chokerende for mig – på den gode måde,” fortæller Inkyong Lee om adgangsprøven.
Da skulle hun sidde i et klasselokale i syv-otte timer to dage i træk og lave forskellige projekter.
”Det føltes slet ikke som en prøve, hvor de ville teste ens viden, men mere som om de ville se, hvor meget man elskede processen. De to dage fløj af sted.”
Nu har parret boet her i lidt over et år. Hendes mand gør rent for at tjene penge. Og når Inkyong Lee ikke studerer, arbejder hun på Bornholms Keramikfabrik i Nexø. Her tager hun del i den stolte bornholmske keramiktradition, når hun producerer den efterhånden populære Ø-kop.
Og så har parret i august startet et fælles firma kaldet Jiin – et navn dannet af de to forbogstaver i hver deres navne. I øjeblikket viser de deres arbejde til forskellige kunstarrangementer eller som pop op-butik. Men drømmen er, at de en dag kan leve af deres egne designs.
”Vi siger altid, at vi aldrig har haft så travlt før. Men vi har heller aldrig været så glade før. Det er, fordi vi ved, at det arbejde, vi har ud over Jiin, er det, der giver os mulighed for at lave vores egne designs. Vi er ret tilfredse. Vi er glade,” siger hun, mens hendes læber kruses sammen i et smil, der synes nærmest permanent.
På Bornholm har de friheden til og muligheden for at gøre det, de elsker, fortæller hun. Og de har talt om, at de gerne vil blive boende på den danske klippeø, selvom hun tror, det kan blive svært at få lov til som canadier.
”Vi vil prøve at arbejde derhenimod. Hvis det ikke sker, så sker det ikke. Det er ikke jordens undergang, men vi vil meget gerne blive her. Vi er glade for vores liv her.”
”Jeg er ikke altid helt sikker på, at jeg vil lave keramik resten af livet. Men jeg ved, at jeg nyder det meget lige nu, og jeg vil gerne give alt for at dyrke det,” siger Inkyong Lee, før hun sætter sig for at dreje ler.
Hun holder meget af at lave porcelæn, og det næste stykke tid vil hun gerne fokusere på at blive bedre til at glasere det.
”Jeg bruger meget af min tid i værkstedet, og jeg er frustreret meget af tiden, når tingene ikke fungerer. Men jeg ved, at det er en del af mine fremskridt. Så i virkeligheden er jeg ikke særlig frustreret.”