Tidligere professionel cykelrytter Mikael Kyneb kunne ikke forstå, hvorfor han altid blev skadet med sine knæ, hver gang han var ved at nærme sig en podieplads. Seks gange blev han opereret i knæene, før han begyndte at se sammenhængen mellem sin krop og sit følelsesliv. Hans knæ var hans psykiske balancepunkt.
”Jeg begyndte at interessere mig for, hvordan fysik og psyke hang sammen. Når jeg ser tilbage i dag, var jeg måske bange for at blive en succes. For en succes stiller krav om, at jeg skal leve op til noget, og så var det nemmere, at kroppen gik i stykker,” siger Mikael Kyneb, der sidenhen har stiftet en klinik for kropsterapi, Body All Mind, sammen med sin kompagnon Martin Bonde Mogensen. Sammen har de to skrevet bogen ”Kroppen taler – lær at lytte”, som er udkommet i denne uge.
”Jeg kommer fra en dysfunktionel familie med vold og alkoholmisbrug. Trusler, tæsk og knuste tallerkener. Mine fysiske problemer blev for mig et billede på, at jeg er flygtet mentalt fra alt det møg, der har domineret tidligere i livet. Jeg skulle ikke forholde mig til det, når jeg var i idrætsverdenen. Det blev min identitet, mens min egen historie blev skubbet til side, puttet ned i en boks og glemt,” siger Mikael Kyneb.
En stor del af de lidelser og skavanker, vi døjer med, skyldes spændinger, som vi slet ikke lægger mærke til, fordi vi har vænnet os til at have dem.
”Vi lukker ofte af for kroppen, når vi bliver ramt af livet,” siger han og fortsætter: ”Men kroppen har et sprog, som vi skal huske at lytte til og reagere på, inden det går galt. Ignorerer vi kroppens signaler, ignorerer vi os selv.”
Mikael Kyneb har brugt mange år på at træne sig selv i at lytte til kroppen og ved, at bekymringer ofte sætter sig i lænden, mens angst sætter sig i maven. I den nye bog gennemgås således alle kroppens dele fra tåspids til pande. Men dét sted, som man bør indlede med at mærke efter, er netop knæene.
”Knæene er et af de led, der er størst belastning på. Hvis du står med stive knæ, så er der ikke særlig god fjedring. Så hver eneste gang du bevæger dig ud i livet med overstrakte knæ, hvor du ikke kan tømme ud i de affaldsstoffer, der måtte være i kroppen, hober de sig i stedet op. På et tidspunkt bliver kroppen så nødt til at sige fra. Knæene er essentielle for, hvor fjedrende vi egentlig er – både i vores sind og i vores bevægelser rent fysisk,” siger han.
Men alle mine ophobede bekymringer og fortrængte problemer i sindet løsner sig vel ikke, bare fordi jeg er god til at fjedre i knæene?
”Nej. Men det stimulerer din krop, dine bevægelser og dit nervesystem. Forestil dig, at du står og bøjer lidt i knæene. Så kan du mærke, at du også hænger lidt i lænden. Du mærker måske, at du er spændt helt op i skuldrene. Er brystet afstemt, eller står jeg og falder sammen? Betyder det, at jeg går og gemmer mig lidt? Du går på opdagelse i kroppens dele. Det er ikke en forløsning i sig selv, men det betyder, at du kommer bedre i kontakt med dig selv og dine sanser. Hvorfor går jeg egentlig og spænder? Hvorfor gemmer jeg mig selv? Det bliver en anledning til eftertanke,” siger Mikael Kyneb.
Qua sit job som behandler bruger han selv flere timer dagligt på at lytte til kroppens signaler og finde ro. Hans foretrukne meditationsform er dog cykelturene.
”Det er ikke alle mennesker, der skal sidde ned og meditere. Jeg cykler,” siger han.
Det handler om at finde den form, der er bedst for en selv, og så ellers tage sig den tid, det kræver.
”De fleste mennesker kan godt nå at investere 12 minutter inde i sig selv hver dag. Og mere tid behøver man faktisk ikke. Hvis man kan rette fokus og nærvær ind mod sig selv én gang om dagen, kan man komme rigtig mange af sine skavanker og lidelser i forkøbet. Jo mere vi lytter indvendigt, jo bedre er det for vores mentale velvære,” siger Mikael Kyneb.
Selvom det med tiden er blevet mere ”legalt” at se en sammenhæng mellem krop og følelsesliv, i takt med at flere er begyndt at dyrke yoga og huske de meditative pauser i hverdagen, er det ikke noget, vi i vores del af verden har tradition for, mener Mikael Kyneb.
Oplever mange så ikke, at jeres tilgang er lidt hokuspokus?
”Jo. Indtil de har prøvet at ligge på briksen og sanse kroppen,” siger Mikael Kyneb og fortsætter: ”Vi mennesker glemmer at sige til hinanden, at det er vigtigt at stoppe op. Vi har så travlt, og vi skal nå mere og mere. Vi stiller større krav til os selv: Du skal være en god ægtefælle eller kæreste, den bedste ven og den bedste elsker. Du skal være en god forælder. Men du skal også gøre det godt på jobbet. Når man lægger alle de forventninger oven i hinanden, er der nærmest ingen tid tilbage til at lytte efter. Det er synd.”