Kunsten at fejre

At fejre er at huske. At fejre er at markere, at vi er kommet hertil, og vi bobler over indeni. Det giver energi og glæde ved livet. Også når man tænker tilbage, skriver Anne-Cathrine Riebnitzsky

Anne-Cathrine Riebnitzsky.
Anne-Cathrine Riebnitzsky. Foto: Leif Tuxen.

Det har altid imponeret mig, at jøderne i Det Gamle Testamente havde ordre fra Gud om at holde fester. Mindst syv af slagsen (og sikkert flere, jeg ikke ved af). Alle nøje fastlagte på bestemte tidspunkter for at fejre udfrielser og mærkedage. Fra påskefest til høst.

Ikke alle danskere er vokset op med den slags. Men det kan læres. Min mand har lært mig, at jeg skal fejre mine sejre. At jeg skal huske at belønne mig selv for veludført gerning. Den belønning kan se ud på mange måder. Men det skal føles som en belønning, og det skal kunne mærkes.

Jeg afleverede mit romanmanuskript fredag den 25. maj. To års arbejde, og endelig var jeg i mål. Opløbet var hårdt. Jeg var kamptræt til sidst, og det er jeg hver gang. Til alt held har jeg en evne til at gro meget store skyklapper og bide mig fast.

Datoen for min deadline var valgt med omhu. Jeg havde i ganske lang tid vidst, at min mand og jeg ville blive inviteret til taffel for at fejre Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik. Og finere og bedre bliver det simpelthen ikke.

Det kan måske lyde mærkeligt, men jeg nyder festen endnu mere, når jeg samtidig glæder mig over den milepæl, jeg selv har nået. Og jeg ville jo aldrig kunne stable en sådan fest på benene. Man kan blot gå med, gøre sit ypperste, smile og tale med alle de begavede mennesker, nyde maden og fejre ham, der engang blev set som den grimme ælling, men i dag har et enormt vingefang. Jeg er dybt taknemmelig over, at man får lov at være med. For på en måde er de smukke blomsterdekorationer også lidt til ære for mig. Kronprinsen kan jo strengt taget ikke se, hvad der står på bord 12 – men alle gæsterne får fin udsmykning på bordene. Vi får alle æren af at være med og lejlighed til at nyde det bedste og fineste. Og jeg tager det virkelig til mig.

Lige da jeg havde trykket send på computeren, og romanen fløj af sted, følte jeg ikke noget som helst. Hverken glæde eller lettelse. Det samme hører man af og til fra folk, der har afleveret eksamensopgave eller nået et andet stort mål. Det kan tage tid, før følelserne indfinder sig. Nogle gange skal de have hjælp.

Senere den dag kom min mand hjem med en særlig gave. Da jeg pakkede op, blev jeg meget rørt og forstod, at nu var jeg endelig i mål. Næste dag var jeg så klar som nogensinde til at fejre og feste.

Jeg skal sent glemme Riddersalen – både med blomster og borde – og efter midnat forvandlet med diskokugler i loftet, rødt lys på lysekronerne, dj og fed musik. Diademer fra det halve Europa glimtede om kap på dansegulvet, og jeg måtte finde en sikkerhedsnål og hægte gallakjolen op, for nu gik det løs. Ud på natten overraskede hoffet Kronprinsen og alle os andre med en stilfuld pølsevogn, hvor tjenere med forklæde og bowlerhat serverede hotdogs. Det var lige den natmad, vi helst ville have. Høj som mindre høj. Sikken en fest.

At fejre er at huske. At fejre er at markere, at vi er kommet hertil, og vi bobler over indeni. Det giver energi og glæde ved livet. Også når man tænker tilbage.

For at vende tilbage til Det Gamle Testamente: Der står et sted, at når oksen arbejder, må man ikke give den mundkurv på – den skal altså have lov at æde undervejs. Sådan er det også med mennesker. Hårdt arbejde kræver opmuntringer og belønninger. Selvforanstaltede eller venligt kastet i grams af andre. Tusind tak.