For et par dage siden flyttede jeg rundt på en del af mine malerier og skulpturer. Jeg kan godt lide, at mine vægge og vandrette flader fornyer sig, så mit blik opfordres til at stoppe op og blive lidt glædeligt overrasket. Og endog uden at have købt nyt.
Jeg er med årene også blevet mere og mere opmærksom på at placere kunst på steder, som ikke normalt bliver anset for at være hæderspladser, for eksempel på lokummet. For faktisk er det ikke nødvendigvis væggene i stuen eller spisestuen, der er de mest værdige.
I en spisestue er fokus for eksempel jo som regel rettet mod maden eller de øvrige personer rundt om bordet. Selvfølgelig flagrer ens blik da i ny og næ rundt i rummet, men under et socialt måltid sidder man ikke i flere minutter og stirrer på et maleri. Det gør man, ja, undskyld mit latrinære fokus, når man sidder på dasset. I koncentreret, ensom majestæt.
Altså at sidde på en førsteplads lige foran et værk og give sig tid til at følge værkets formationer, dybder, farveholdninger, udråb, anskrig eller sagte hvisken og lade sig henføre, indføre i maleriets historie er en oplevelse, man kun kan få ved at give kunstværket sin fulde opmærksomhed. Og hvorfor så ikke placere et yndlingsmaleri lige vis-a-vis porcelænsstolen?
Jeg fik sidste år en dejlig keramik- skulptur af en fyldig, nøgen kvinde, der ligger ned, og hende har jeg placeret på bordet lige op ad håndvasken. Jeg hilser på hende hver eneste dag – op til flere gange. Med nyvaskede hænder følger jeg endog også hendes kurvers flugt og bliver lidt ”hverdagsglad i låget”. Hun ligger så absolut på en hædersplads.
I min stue, ja, der har jeg jo – som mange andre – indrettet mig med et fjernsyn. Og indimellem ser jeg indslag, der keder mig, og det, har jeg egentlig tænkt, er spild af tid. Min løsning er, at jeg netop har hængt et fint lille oliemaleri, som jeg har arvet efter min mor, og som dermed betyder noget helt særligt, op ved siden af fjernsynet. Så når jeg synes, at vejrværterne er for lang tid om at fortælle mig, hvordan vejret bliver i de kommende dage, men partout først skal vise mig rundt i hele Danmark og stille – i mine øjne – irrelevante spørgsmål om, hvorvidt det er dejligt, at vinden blæser, så lader jeg mit blik vandre lidt til højre for tv-skærmen. For dér hænger to søstre i olie med en gigantisk dobbelthat med skorsten, hvorfra røgen bølger. En herlig surreel pause fra alle de faktuelle nyheder. Det maleri har jeg stor daglig glæde af nu, hvor det hænger et sted, øjet jævnligt besøger.
Til min 60-årsfødselsdag fik jeg foræret en anden keramikskulptur, som forestiller en troldkvinde med bare bryster og blålakerede finger- og tånegle. Hun bader i en blå lagune og nyder et glas vin. Den skulptur elsker jeg ganske enkelt, fordi den minder mig om at huske at nyde dette liv. Og derfor har jeg placeret hende på et lille bord inde i mit soveværelse, så det første, mit blik møder hver morgen, når jeg vågner, er hende. Måske synes de kære gavegivere, at hun ville være mere fornemt placeret inde i selve stuen, men der er der så mange genstande, møbler, skåle, vaser og lysestager og rejseminder, at min troldkvindes helsebringende budskab ville drukne i mængden. Men hvem ved, måske flytter hun en dag ind på mit arbejdsbord, for er der noget mere tillokkende end at lade blikket vandre, når man synes, at inspirationen lige mangler? Måske kan en lille barmsvær trold med blå negle lige knipse et par bæredygtige ideer frem. Kunst kan føre til meget. Især hvis man ser ofte og længe på den.