Egern har en særlig betydning for mig. Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg har siddet i en skov med min bue i hånden og kedet mig bravt eller ærgret mig over regnvejr eller blæst og kulde, hvorefter et egern er dukket op og har gjort det hele til en oplevelse.
Pludselig høres små energiske klør på vej op ad den stamme, hvor man selv sidder højt til vejrs i en jagtstige. Frem dukker et lille nysgerrigt ansigt med lange røde ører og vakse sorte øjne. Forbavset stopper den og ser på en. Og så får man en kæmpe skideballe for at sidde i dens træ.
Stemmen minder en del om Chip og Chap i Disneys juleshow. Når den har skældt ud og farer videre opad, er det helt umuligt at være sur over noget som helst. Stor var derfor begejstringen, da jeg kort efter vores flytning for et års tid siden oplevede hele to af de rødhalede akrobater i et træ et par meter fra min hoveddør.
Optimismen greb om sig, og jeg investerede i en såkaldt egernfoderkasse – en lille trækasse med plexiglasrude, rum til nødder og et låg, som egernet i sin nysgerrighed kunne løfte for at komme ind til godterne. Kassen kom op og ingenting skete. Jeg ventede – men forgæves. Jovist, jeg så et egern i skoven i ny og næ, men ikke rigtig så tæt på, som jeg gerne ville.
For nogle måneder siden sad jeg så en kold og våd formiddag på mit kontor, der har en herlig udsigt til haven og den foderkasse, vi har sat op til råvildtet. Det øsregnede, og en dame trak sin modvillige hund af sted på den grusvej, hvor vi bor.
Pludselig stoppede damen og stirrede på foderkassen. Den står under et morbærtræ og falder godt i med landskabet, så noget måtte have fanget hendes interesse. Jeg gloede fra mit vindue. Hvem sad i rådyrenes foderkasse i ly for regnen og sorterede foderet? Det gjorde et fint lille egern. Ud på jorden røg de kedelige foderpiller og ind i gabet røg de mere interessante majskorn. Damen trak videre med sin hund, og jeg tror, vi smilede lige meget af det snedige egern, der var på fortovsrestaurant i tørvejr.
Forleden morgen kom jeg søvndrukken ud af mit hi med kurs mod køkkenet og en kop kaffe. Ud af øjenkrogen fangede jeg noget usædvanligt ved fuglehuset, der hænger i et lille træ på terrassen. I det træ sad mit egern med hele overkroppen inde i fuglehuset. Med munden fuld af solsikkekerner trak han sig tilbage til træet og opførte en lille dans, hvor han vrikkede begejstret med hele kroppen og svingede med halen fra side til side. Han var helt oppe at køre over det herlige måltid.
Efter danseoptrinet kravlede den lille fyr nu helt ind i fuglehuset, som han fyldte godt ud. Jeg tog chancen, listede op i køkkenet efter min telefon og sneg mig tilbage til mit udkigspunkt. Det blev til flere rimelige billeder. Naturligvis skulle jeg også have en video. Jeg listede terrassedøren op og sneg mig tættere på. Jægeren kom helt ind på halvanden meter. I min barnlige begejstring hviskede jeg: ”Godmorgen, lille ven”, hvorpå kræet fløj ud af fuglehuset og forsvandt.
Jeg sendte videoen til min mor, min lillebror og min mand, der alle fik et godt grin. I mit stille sind håbede jeg, at jeg ikke havde skræmt den lille fyr væk for tid og evighed. Jeg ærgrede mig også lidt over min dristighed.
Her en uge senere kan jeg meddele, at jeg har fået en fast morgenmadsgæst. Han entrerer fuglehuset med største selvfølgelighed, og synet af et gyngende fuglehus med rød busket hale er ikke længere usædvanligt. Hvis man sidder helt stille, løber han gerne en tur rundt på terrassen. Og egernfoderkassen? Den hænger på sit træ – aldeles uåbnet.