Prøv avisen

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Kunsten at nyde livet

Det handler om at holde fri, og det gør man blandt andet ved at beskæftige sig med noget ”unyttigt” som Majestæten sagde, hvorved hun ramte durk ned i en åre hos et pligtopfyldende folk, der længe havde drømt om tilladelse til at passe lidt på sig selv og nyde livet, skriver forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky. Foto: Leif Tuxen

Man kan komme til at jage af sted, fordi der altid er mere, man burde gøre, folk man burde ringe til, og arbejdsopgaver, man er bagud med, eller som ikke er blevet forberedt i den grad, man kunne ønske det. Men man må sørge for åndehuller, for åndehullerne giver glæde, og glæden giver livsmod, skriver forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky

Min mand og jeg er begge pligtopfyldende mennesker. Tilmed har han lange arbejdsdage og mange pligter, mens jeg som selvstændig har en større portefølje af opgaver, der ikke løses af andre end mig. Når man selv og livet er sådan skruet sammen, skal man passe på, at det hele ikke bliver surt. Man kan komme til at jage af sted, fordi der altid er mere, man burde gøre, folk man burde ringe til, og arbejdsopgaver, man er bagud med, eller som ikke er blevet forberedt i den grad, man kunne ønske det.

Jeg har fundet ud af, at jeg alligevel skal gøre mig umage med at nyde de små ting. Det er måske en erkendelse, mange andre har gjort for længe siden, men i den senere tid er den blevet særlig nærværende for mig. Grundene er mange, men en enkelt årsag, som jeg deler med alle danskere, er, at vinteren er mere langvarig end normalt, og det slider på de fleste. Men nogle gange kigger solen frem. Og det tager kun to minutter at lave en god kop kaffe og sætte sig i den ene solstråle, der er dukket op. Man skal slå til i disse tider, for lader man kaffen trække for længe, så er det måske blevet snestorm i mellemtiden.

Vi har en yndlingskrog på terrassen, hvor der næsten altid er læ. Man kan sidde dér selv i regnvejr, for netop her hænger taget så tilpas langt ud, at man sidder i tørvejr selv med strakte ben. Der står et par stole og et lille bord, og der slår jeg mig ned med min kaffe. Nogle gange er jeg heldig, at jeg sidder der sammen med min mand.

En veninde, der skal flytte, forærede mig for nylig lidt beklemt en hel stor papkasse med gamle magasiner og blade. ”De er altså for gode at smide ud,” sagde hun med et smil midt i sin store oprydningsproces. Normalt er Bo Bedre og Havemagasinet en bekostelig affære sammenlignet med en prisvindende roman i billigbogsudgave. Nu var bladene gratis i kilovis.

Min mand læser jagtblade. Jeg læser bolig- og haveblade, klipper ud og klistrer ind i en bog, hvor idéerne kan få lov at vokse og gro.

Det handler om at holde fri, og det gør man blandt andet ved at beskæftige sig med noget ”unyttigt” som Majestæten sagde, hvorved hun ramte durk ned i en åre hos et pligtopfyldende folk, der længe havde drømt om tilladelse til at passe lidt på sig selv og nyde livet.

Jeg ved godt, at vi mest hører om problemer og udfordringer i TV Avisen, men sandheden er jo, at langt de fleste passer deres arbejde, betaler skat, spiller håndbold eller brætspil, og at mange driver foreningsarbejde eller bærer store byrder i familien. Man må passe på sig selv og på oplevelsen af, at livet er værd at leve, og at det rummer fritid og fornøjelser. Man må sørge for åndehuller, for åndehullerne giver glæde, og glæden giver livsmod. Og der er altså et egenansvar her, der handler om at sætte grænser for pligter og ”burde-skulle” og i stedet få fyldt noget livsmod på. Så de andre ikke skal trækkes med ens evindelige brokkerier.

Som mange andre længes jeg efter at komme i haven, at se ting gro, at se vinteren slippe taget i landet. Men indtil foråret indfinder sig, så pakker jeg mig ind med hue og handsker, tæpper og vinterfrakke, og jeg sætter mig i lækrogen på terrassen og nyder livet i minutter eller halve timer. Jeg lytter til solsortene og alle de andre mange småfugle. Tiden bliver længere i de øjeblikke. Hjertet falder til ro. Og det har livskvaliteten rigtig godt af.