Det har sneet ganske let på Bornholm, da jeg med min bue en tidlig morgen går ind i skoven. Området, hvor jeg har fået lov at jage, er velkendt og smukt. Klippestykker ligger spredt ud over skovbunden, og blot 30 meter inde i skoven falder terrænet brat ned i en voldsom kløft, hvor en bæk risler.
Det sparsomme hvide lag i skovbunden afslører et par veksler, men vinden er forvirrende. Rådyr ”ser” med næsen og ørerne. Ude på marken blæste det blidt ind mod skoven, men herinde kommer vinden fra kløften op mod mig. Ergo skal jeg ikke ned i bunden af kløften, men sidde heroppe med vinden mod mit ansigt. Jeg måler ud til de to veksler på 18 og 23 meter, hvoraf den sidste er til den lange side, uden at det er urimeligt. Jeg finder et stort klippestykke, der er godt at sidde på. Bag mig har jeg skråning og krat, så i praksis er jeg nu usynlig. Så er det bare at vente.
Efter en kold, men smuk time skriver min mand en sms og foreslår at liste gennem skoven for at sætte lidt bevægelse i dyrene. Jeg takker ja, for indtil videre har jeg kun set en flagspætte.
Da han passerer et stykke fra mig, kan jeg se, at han kigger efter mig, men først da jeg bevæger hånden, får han øje på mig. Jeg signalerer, at jeg har set to dyr, men ikke haft chancen til skud. Han lister videre.
Nogle minutter senere hører jeg et dyr springe gennem skoven. Jeg strammer instinktivt grebet om buen. Så ser jeg den. Et lille rådyr stopper og ser i den retning, min mand forsvandt. Mit hjerte har sat hastigheden op. Hendes store ører lytter, og så lunter hun min vej. Jeg trækker buen og følger hende i sigtet. Hun standser et øjeblik nøjagtigt ud for et træ, som jeg har målt afstanden til. Der er 23 meter. Jeg tager sigte og slipper pilen.
Der er en karakteristisk lyd, et ”fup”, som når man suger en tilstoppet vask. Det er første gang, min hjerne når at opfatte den lyd. Det er lyden af et dobbelt lungeskud, og det er den sikre død. Rådyret springer af sted. Jeg følger hende. De 10 rådyr jeg har skudt med bue indtil nu, er alle gået ned højst 20 meter væk. Nogle har end ikke opdaget, at de er blevet skudt. Hende her løber længere. Jeg er nervøs. Men det lød rigtigt. Den tanke holder jeg fast i. Pludselig er det, som om hun bare slukker og styrter om i nogle klipper. Jeg griber straks telefonen og skriver til min mand. Da jeg ser op fra telefonen, er rådyret væk. Mit hjerte hamrer. Hvad i alverden?
I tankerne gennemgår jeg alt. Jeg søger med min kikkert, men uden held. Den største fejl, jeg har begået, er ikke det lange skud. Det traf fint. Den største fejl er, at forfatteren i mig straks ville skrive om begivenheden, hvorved jeg slap dyret af syne. Nu spekulerer jeg på, hvor hun er, og om hun faktisk døde. Jeg sender en sms-beretning af novelleagtige proportioner af sted til min mand, der sender kortfattede, rolige instrukser tilbage.
Sammen går vi gennem skovbunden. Vi finder den blodige pil, der er fløjet durk igennem hende. Vi følger blodsporet omkring 40 meter. Så ser jeg hende. Hun ligger fem meter fra mig, stendød. Den gråbrune pels er næsten usynlig i klipperne.
Med nerverne i ro kan jeg trække hende ud på marken. Der er kun ganske lidt fedt i hende, og hun er ikke større end en sportstaske at slæbe hjem. Der er ingen ræve på Bornholm til at tage de svage dyr. Men der er jægere. Den dag var dyret og jeg måske lige usynlige – men jeg slipper ikke et dyr af syne igen.