Prøv avisen

Kunsten at være usynlig

Det har sneet ganske let på Bornholm, da jeg med min bue en tidlig morgen går ind i skoven. Området, hvor jeg har fået lov at jage, er velkendt og smukt. Klippestykker ligger spredt ud over skovbunden, og blot 30 meter inde i skoven falder terrænet brat ned i en voldsom kløft, hvor en bæk risler.

Det sparsomme hvide lag i skovbunden afslører et par veksler, men vinden er forvirrende. Rådyr ”ser” med næsen og ørerne. Ude på marken blæste det blidt ind mod skoven, men herinde kommer vinden fra kløften op mod mig. Ergo skal jeg ikke ned i bunden af kløften, men sidde heroppe med vinden mod mit ansigt. Jeg måler ud til de to veksler på 18 og 23 meter, hvoraf den sidste er til den lange side, uden at det er urimeligt. Jeg finder et stort klippestykke, der er godt at sidde på. Bag mig har jeg skråning og krat, så i praksis er jeg nu usynlig. Så er det bare at vente.