Prøv avisen

Kunstterapi er terapi uden en masse ord

Kunstterapi kan hjælpe mod sygdom, fordi den giver patienten en anden måde at udrykke sig på. Her er kunst­terapi-studerende ved at øve sig i fodmaling. Foto: Rüdinger Mövens

Kunstterapi appellerer til sanserne og giver syge mennesker et nyt sprog at tale i, fortæller to kunstterapeuter. De beklager, at terapiformen har så ugunstige kår i Danmark

Demens, kræft, psykisk sygdom eller livskrise. Kunstterapi kan hjælpe mennesker, der har mange forskellige sygdomme og lidelser inde på livet. Det fortæller Rüdinger Mövens, der er leder af kunstterapiuddannelsen i København og på Vitsø Kunstskole på Ærø. Som navnet afslører, er han af tysk afstamning, og når han kalder sig selv kunstterapeut har han noget at have det i.

I modsætning til i Danmark, hvor uddannelsen til kunstterapeut ikke er offentligt anerkendt, findes der i Tyskland en seks år lang universitetsuddannelse, der efterlader en med titlen kunstterapeut. Det er denne uddannelse, som Rüdinger Mövens har taget, og som han nu bruger til at uddanne mennesker i Danmark, der er villige til selv at betale eller få deres arbejdsgiver til det for at få titel af kunstterapeut. Han fortæller, at der på de fleste sygehuse i Tyskland i modsætning til i Danmark er tilknyttet kunstterapeuter, og han forstår ikke, at terapiformen ikke har bedre vilkår i Danmark. For kunstterapien kan noget, som andre former for terapi ikke kan.

”Kunst giver en stor mulighed for at skabe forandring. Historisk set har kunsten også altid været det punkt, hvor fornyelsen er sket. Jeg synes, det er på tide, at man lægger vægt på, hvordan patienten aktivt inddrages i sin helbredelsesproces. En proces, hvor det er en selv, der skaber forandring og ikke medicin, som gør noget ved en,” siger Rüdinger Mövens.

Den måde, hvorpå han arbejder med kunstterapi, er kendetegnet ved at være koncentreret om selve kunsten og fremstillingen af denne. Har han eksempelvis et menneske med depression i terapi, taler han og patienten sjældent direkte om depressionen og årsagen til sygdommen. De forholder sig alene til billedet.

”Selvfølgelig taler vi om billedet. Men så er det om, hvordan det virker på patienten, og hvordan der måske er nogle ting på billedet, der skal ændres. Som for eksempel hvordan man kan lave en rød farve, der er mere vred. Vi taler ikke om, hvorfor din mor har været sådan eller sådan over for dig. Vi bruger sanserne, og derigennem kan patienten få løst indre konflikter. Når man begynder at male, så oplever man sig selv som menneske, og ens selvværdsfølelse bliver styrket,” forklarer han.

Rüdinger Möven anser det som en vigtig del af en terapeuts opgave at få patienten til at føle sig set. Det gælder også for kunstterapeuter. Men det bør dog aldrig blive navlebeskuende, påpeger han.

”Jeg overvejer altid grundigt, hvor meget jeg fortæller om billedet, patienten har skabt. Jeg prøver at bygge et rum af tillid op, men jeg prøver samtidig ikke at diagnosticere for meget. Det er der så meget af andre steder. Det drejer sig for patienten mere om at være i processen og forsøge at komme derhen, hvor man gerne vil være som menneske,” siger han.

Det betyder dog ikke, at en kunstterapeut bør lade patienterne alene under skabelsen af et værk. Et værk, der lige så vel som et maleri kan være en skulptur af ler eller noget helt tredje.

”Når jeg oplever, at der er noget i billedet, der falder ud af helheden, hvad enten det er i linjerne, i farverne eller formerne, så ligger her den terapeutiske opgave at hjælpe patienten hen imod en kunstnerisk helhed. Det er her, hvor patienten aktivt kan modvirke sin sygdom, fordi den kreative omgang med farver og former i den kunstterapeutiske proces virker balancerende og sundhedsfremmende på patienten. Kunstterapien imødekommer det menneskelige behov for holistisk behandling, selvansvar og selvaktivitet,” siger Rüdinger Möven.

Kunstterapi benyttes i Danmark mest på dag- eller døgn-institutioner, hvor det som regel er lærere, pædagoger eller andre fagfolk, der har videreuddannet sig og forestår terapien. Men der er und-tagelser. Hanne Stubbe Teglbjærg, der er uddannet kunstterapeut og har skrevet en ph.d. om kunstterapi og arbejdede indtil for få år siden som overlæge på en psykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital i Risskov. Her brugte hun ind imellem kunstterapi til patienter.

”Det er en del af vores menneskelighed, at vi har brug for at skabe. For nogle er det med farver og former, for andre med bevægelser eller ord. Det, vi skaber, kan vi forholde os til og spejle os i. Vi kan bruge det til at skabe et indre liv og historier, vi kan udvikle os i og omkring. Og når vi så giver det en form, bliver det oveni til noget, vi kan tale om og vise andre,” siger hun.

Hanne Stubbe Teglbjærg arbejder oftest med kunstterapi i grupper, og hun lader altid gruppen tale samlet om hvert enkelt værk efter endt proces. Det er med til at styrke oplevelsen af at have skabt noget af betydning, når andre forholder sig til værket.

”Det styrker deres selverfaring, og de får en fornemmelse af, at de træder ud i verden med noget. De er med til at skabe noget, der både er dem og noget helt nyt. Og i stedet for at være fanget i deres egen indre verden, kommer de ud og bliver optaget af noget, der kan åbne for nye perspektiver,” siger hun.

Ligesom Rüdinger Mövens mener Hanne Stubbe Teglbjærg, at kunstterapien er underprioriteret i Danmark. I det offentlige behandlingssystem er historien, at man støder ind i barriere på barriere, når man forsøger sig med noget nyt som kunstterapi. Det var også en af årsagerne til, at hun for nogle år siden kvittede jobbet i sygehusvæsenet og i stedet blev privatpraktiserende psykiater og kunstterapeut.

”Jeg har i mange år kæmpet for, at kunstterapien og anden psykoterapi skulle have mere plads i Risskov. Det lykkedes mig med anarkisme, stædighed og nogle lokale støtter at få et kunstterapeutisk værksted i gang, men med udflytningen til Skejby bliver det næppe muligt at fastholde. Rammerne for arbejdet i psykiatrien bliver stadigt strammere, og man bliver for slidt af altid at arbejde i modvind,” siger Hanne Stubbe Teglbjærg.

Her ses, hvordan man kan anvende dynamisk formtegning. Foto: Rüdinger Mövens
Her ses en patient, der maler en farvestemning. Foto: Rüdinger Mövens