Anja Rykind-Eriksen: Glem de hadefulde beskeder, og træd ud i foråret

En yderst ubehagelig sms med en meget voldsom og morbid tilsvining af mig som person. Det var, hvad min søn forleden modtog. Det var ubehageligt - og tankevækkende

"Jeg tror, at det, jeg reagerer på, er den intimidering, der ligger i pludselig at få en nedrig og grov besked smidt lige i hovedet uden forvarsel," skriver Anja Rykind-Eriksen.
"Jeg tror, at det, jeg reagerer på, er den intimidering, der ligger i pludselig at få en nedrig og grov besked smidt lige i hovedet uden forvarsel," skriver Anja Rykind-Eriksen. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Så blev det april, og jeg havde besluttet mig til at skrive om foråret som håbstegn. Hvilken glæde det hvert år er at se de første små spirer stikke op af jorden og demonstrere, at vi går en lysere, varmere og smukkere tid i møde. Jeg elsker nemlig forår og al dets tro på livet, fremtiden og dets lovning på, at alt bliver godt igen.

Men der skete noget for et par dage siden, som lige nu fylder i mit hoved, og som jeg bruger (for mange?) tanker og kræfter på i disse dage. Så selv min begejstring for foråret er trådt i baggrunden.

Jeg har nemlig fået en sms. Eller rettere: Min søn har fået en sms, fordi han er så uheldig at have et telefonabonnement, der står i mit navn. En yderst ubehagelig sms med en meget voldsom og morbid tilsvining af mig som person. Uden afsender. Og fra et nummer vi ikke kender.

Men det er heller ikke nødvendigt. For vi ved godt, hvem det er. For det er ikke første gang, at jeg har fået beskeder fra vedkommende. Det har faktisk stået på i fem år. Heldigvis med lange pauser undervejs, hvor jeg kom til at tænke, at nu er han nok faldet til ro. Men som de andre gange kommer der pludselig lyd igen uden ydre anledning. Og tonen bliver grovere og grovere. Der er (heldigvis) ingen direkte trusler om vold, eller det der er værre. Kun tilsvining – med et krav om et pengebeløb, som vedkommende mener, at jeg skylder. Som i løbet af de fem år er steget med 250 procent. Efter en kortvarig ansættelse her på stedet som blev afsluttet allerede i prøveperioden, fordi vi ikke mente, han var den rette person.

Min strategi – hvis man kan kalde det sådant – var i begyndelsen at svare høfligt og formelt tilbage og henvise til fagforeningen. Det fik kun beskederne til at blive længere og mere modbydelige. Mit næste træk blev at ignorere beskederne. Endnu engang steg længden og grovheden i mailene.

Herefter fulgte en periode med ondskabsfulde beskeder på min private Facebook-side, ubehagelige kommentarer ved billeder af mine børn, voldsomme anklager på Rødding Højskoles Facebook-side og Instagram-profil. Jeg har selvfølgelig for længst blokeret vedkommende, så jeg ikke kan ringes op, få mails, Facebook-beskeder eller lignende. Men det forhindrer ikke, at det sker alligevel. Med nye profiler, anonyme telefonnumre og lignende.

Men hvorfor kan jeg ikke bare ignorere det? Og være ligeglad med, at et for mig ikke vigtigt menneske udstiller sig selv på den måde? Jeg vil jo til enhver anden sige, at de bare skal trække på skulderen, fordi enhver kan se, at det er en person i ubalance, der skriver. Men jeg får en klump i maven ved hvert nyt ”angreb”.

Jeg tror, at det, jeg reagerer på, er den intimidering, der ligger i pludselig at få en nedrig og grov besked smidt lige i hovedet uden forvarsel. Via sms, Facebook, mail og lignende. Et gammeldags brev havde man kunne afvise eller kaste på bålet. Men på de elektroniske platforme komme det ind uden indpakning. Og står bare pludselig midt i stuen, uden at man kan gøre ret meget ved det.

Tanken om, at der findes et menneske, der er så indædt vred og forbitret på mig, virker også en anelse skræmmende, ligesom jeg har det skidt med, at det nu har ramt et af mine børn og også min mand, som i de seneste dage har fået nogle meget morbide beskeder.

Måske jeg alligevel skulle gå ud i foråret og lade dets lys og livskraft sive ind i mig. Glæde mig over, at alt er ved at springe ud i fantastisk mangfoldighed og med beskeden om, at livet er godt. Og det kan en enkelt gråvejrsdag ikke lave om på. Så velkommen til foråret, fortrøstningen, fremtiden og forventningsglæden. Det bliver godt igen.