Jeg kaster et kritisk blik i spejlet. Jeg er på vej ud for at lave et radiointerview. Det kræver ingen særlig påklædning at være i radioen, men samtidig skal ethvert radioprogram også lægge et billede op på de sociale medier.
Jeg griber min vinterfrakke, en grå, knælang minkpels, som jeg købte for 10 år siden. Jeg var 34 år, og pelsen var dengang, bortset fra købet af en andelsbolig, min største investering nogensinde. Og en investering er, hvad den har vist sig at være. Den er stadig lige smuk, og det vil den formentlig være i mindst 10-15 år endnu, og den går til alt – fra jeans til galla.
Vi bor i et land, hvor man har behov for en del forskelligt overtøj. Minkpelsen er min eneste vinterfrakke, bortset fra en i nylon med syntetisk for. Den holdt i to år og er for længst degraderet til have- og hugge-brænde-frakke.
På vej i bilen slår det mig, at den kendis, der skal interviewe mig, er vegetar og dyrerettighedsforkæmper. Med andre ord et menneske, der måske kan blive stødt af min pels. Jeg har boet i Rusland og lært at sætte pris på pels som et materiale, man uanset kuldegraderne ikke fryser i, og som er bæredygtigt på grund af sin lange levetid. Mit år i Moskva lærte mig også at gå med pelshue. Min er nu 22 år. Den kostede 1500 kroner, og jeg bruger den hver vinter, selvom danskere i almindelighed vender sig om efter én på gaden, når man går med hue – i særdeleshed pelshue.
Intervieweren ikke så meget som løfter et øjenbryn, da jeg tager pelsen af. Det er jeg en smule lettet over, samtidig med at jeg erkender mine egne fordomme. Pelsværk vækker mange følelser, og det er ikke altid, at de mennesker, der fremfører deres argumenter, har tilbragt en formiddag på forsædet af en dyrelægebil med besøg hos minkavlere i det mørke Jylland. Det har jeg.
Undervejs i interviewet, der handler om tro, kommer det frem, at det ikke altid er let at være vegetar. Folk skal åbenbart altid skynde sig at forklare, at de heller ikke spiser meget kød selv. Det kan godt være lidt akavet.
Jeg spiser selv kød hver dag. I jagttiden kommer over halvdelen af vores kød fra dyr, der har gået i skoven og haft det godt, til en lydløs pil rammer, og livet slutter 30 til 45 sekunder senere – ude i skoven.
”Og fred være med det,” siger intervieweren glad. Han har ikke noget behov for at omvende mig til sine egne vaner.
Der er en stor bevægelse i gang i disse år for miljøet. Vi skal være gode ved naturen, spise økologisk og redde planeten. Som en efterhånden fast vending fra miljøforkæmperne lyder: ”Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.”
I denne søde juletid, hvor vi gerne vil være lidt ødsle over for os selv og hinanden, vil jeg opfordre til langtidsødselhed. Køb lidt mindre, men køb god kvalitet. Køb en frakke, det kan betale sig at reparere. Invester i noget, der holder i mange år. Gå sammen nogle stykker. Køb noget, der betyder noget. Sæt forbrugstempoet ned.
Vi mangler i den grad stadig ordentlig dokumentation for, hvad der i grunden belaster miljøet mindst, og der er mange, mange følelser på højkant i debatten. Jeg risikerer måske også et par på pelshuen for mit forbrug af dyr. Men jeg garanterer, at når min hue engang om måske yderligere 22 år ikke kan mere, så kan den graves direkte ned i jorden, hvor den vil forsvinde ganske af sig selv. Og 44 år for en hue – det er langtids-ødselhed.