Kunstner: Et halvt års arbejde, så jeg for mit indre blik, lå i tusinder af stykker på gulvet

Jeg vil have styr på alt, så Murphys lov ikke rammer mig som en hammer i hovedet. Med devisen om, at alt, hvad der kan gå galt, går galt, skriver kunstner Monica Ritterband

Ud af de 79 værker var der ét mosaikarbejde, jeg var særligt øm over, nemlig det, der forestiller en honningbi på vej til et møde med en forskrækket mariehøne.
Ud af de 79 værker var der ét mosaikarbejde, jeg var særligt øm over, nemlig det, der forestiller en honningbi på vej til et møde med en forskrækket mariehøne. . Foto: Leif Tuxen.

At udstille er som at føde børn. Næsten... Men efter en udstillingspause på over et 10-år gjorde jeg det igen. Jeg havde rent glemt, hvor bøvlet, besværligt og tidskrævende det er. Og tænkte, da jeg fik tilbuddet om at vise mine seneste værker i den rustikke udstillingsbygning, Æglageret i Holbæk, at det var for godt til at sige nej til.

Jeg var nervøs. Jo ældre jeg er blevet, jo mere bekymrer jeg mig om alting. Jeg vil have styr på alt, så Murphys lov ikke rammer mig som en hammer i hovedet. Med devisen om, at alt, hvad der kan gå galt, går galt.

Min første bekymring var transporten. Gys – mine kæmpe mosaikarbejder, der er så tunge, at et værk på sekunder kan transformere en storetå til en blødende blinis, hvis det falder ned over den.

Men ud af de 79 værker var der ét mosaikarbejde, jeg var særligt øm over, nemlig det, der forestiller en honningbi på vej til et møde med en forskrækket mariehøne. Biens lodne midterparti består af transparent gult glas stikkende op, og lige den sarte del havde jeg beskyttet med særligt meget bobleplast. Og jeg havde gentagne gange tudet min ægtemand og den rare og hjælpsomme rammemand ørerne fulde om, at de endelig måtte være særligt forsigtig med den. Men bien og de øvrige værker ankom uden skrammer til udstillingshuset.

Og der stod et helt hold af frivillige, behjertede og kunstelskende stærke mænd klar til at sætte udstillingen op. Og med præcision blev alle mosaikkerne en efter en hængt op. Jeg tænkte, nu kan jeg krydse den bekymring af.

Den sidste, der blev hængt op, var honningbien. Jeg stod foran den og smilede huldsagligt, der hang min megabi.... i sådan cirka 10 sekunder, så faldt den forover og ned, i mine øjne i slowmotion, og med et øredøvende brag landede biens sarte midterparti lige ned på kanten af en taburet.

Jeg hørte et kvindeskrig bag mig, det var udstillingens kurator, som også havde set det. Jeg selv var i en tilstand, som er skridtet mere chokeret, end når man skriger, nemlig i total lammelse og fornægtelse. Jeg var blevet til en saltstøtte med begge hænder op for øjnene og kun en indvendig stemme påkaldte de største magter... Åh Gud...

Cirka et halvt års arbejde, så jeg for mit indre blik, lå i tusinder af stykker på gulvet. Langsomt flyttede jeg hænderne og gjorde mig psykisk klar til at tage afsked med min afdøde honningbi og ditto mariehøne.

Men jeg oplevede noget, der næsten kan kategoriseres som et mirakel: honningbien og mariehønen var intakte. Sådan stort set. Kun et par små stykker var splintret af. Lette at reparere. Jeg følte en lettelse og en livsglæde, som jeg vil tro kun er forundt vinterbadere. Først chok, så velbehag.

Og efter honningbiens drabelige mavelanding blev mine bekymringer betragteligt reduceret... Jeg ville ganske vist det ene øjeblik forsikres om, at der var vin og vinglas nok, for i det næste øjeblik at bekymre mig om, hvorvidt der overhovedet dukkede nogle gæster op til ferniseringen.

Jeg må i sandhedens let pralende tjeneste sige, at der kom så mange, at jeg i en tilstand af total forvirring ikke engang kunne genkende min første ægtemand, som jeg ikke havde set i mange år. Bortset fra dette udfald gik alt over forventning, og jeg var tæt på lykkelig. Og som den sympatiske kurator hviskede til mig under ferniseringen: ”Se nu bare, Monica. Af alle dine bekymringer, der ikke blev til noget, var den her da en af de bedste.”