Prøv avisen
Min weekend

Prisvindende professor: Landevejscykling er ren afslapning

Professor Bent Meier Sørensen modtog i sidste uge Blixenprisen for sin bog ”Skærmens magi”, der er kritisk over for techgiganterne og vores omgang med den nye teknologi. – Foto: Leif Tuxen

Bent Meier Sørensen, professor på Handelshøjskolen i København (CBS), har et nærmest rituelt forhold til at cykle i weekenden

Jeg mærker, det er weekend, når vi bestiller sushi og skal spise sammen med vores to drenge på seks og otte år. Det er et fællesskab om måltidet, som er vigtigt, når man skal nå en masse ting til hverdag.

Da jeg var barn, var måltidet en central del af livet, og det var forbundet med en del regler og normer. Man måtte ikke synge ved bordet, og man skulle bede bordbøn. Det kunne forekomme drakonisk, men som jeg senere har hørt mig selv prædike for mine egne børn, så forsvarer det fælles måltid nogle fundamentale former, som er under pres. Ikke kun på grund skærme, men også alt det, vi skal nå.

Jeg er vokset op i en præstegård, så vi gik i kirke. Det kan jeg godt savne lidt. Gudstjenesten lever ikke helt op til moderne børns – og voksnes – behov for underholdning. Jeg kunne udholde mere kedsomhed, end mine børn kan.

Når jeg skal slappe af, cykler jeg landevejscykling uden musik i ørerne. Man kan ikke lave andet end at cykle. I takt med at jeg er blevet ældre, holder jeg også af at lave ingenting. Jeg har et skærmjob som mange andre, og det giver mindre tid til ikke at lave noget. Men det er vigtigt bare at sidde og kigge.

Søndag står den ofte på cykling, og det sker til og med i kirketiden, så det er noget værre noget. Men begge dele er ritualiseret. Jeg cykler ofte den samme tur og sammen med en kammerat, og der får vi ofte talt sammen, for på cyklen er der ikke mulighed for afbrydelser.

Skal jeg ud af huset, er det ofte til et legeland eller andre steder, hvor børnene kan komme med. Vi kører ud til en havn eller besøgsgård, som også er sjovt for voksne.

Inden jeg går i seng søndag aften, forsøger jeg at indstille mig på ugen, der kommer. Det er vigtigt med pauser. Modellen, hvor man holder vejret fra mandag morgen til fredag eftermiddag, er dårlig. Det er ikke kun om søndagen, man har brug for hviletid.