Prøv avisen

Det var ikke hasardspil, men jeg fik smagt lidt af den lidenskab, som ludomaner drives af

Jeg tog lige efter studentereksamen til USA og fik job på et krydstogtsskib som blackjack-dealer i skibets kasino. Og milde Moses, hvor det fløj med dollar-sedler hen over den grønne filt, skriver Monica Ritterband. Foto: Leif Tuxen

Jeg har altid tænkt, at jeg ikke var typen, der kunne blive afhængig, at jeg ikke havde genet i mig. Og så har jeg alligevel her de seneste uger haft en lille oplevelse af det kick, som spil med kroner på højkant kan tilføre en, skriver kunstner Monica Ritterband

Er der noget, der kan forskrække mig, så er det afhængighed af enhver art. En ikke så ofte omtalt en af slagsen er spilleafhængighed, ludomani.

Den har jeg ellers selv haft fokus på, siden jeg var helt ung. Jeg tog nemlig lige efter studentereksamen til USA og fik job på et krydstogtsskib som blackjack-dealer i skibets kasino. Og milde Moses, hvor det fløj med dollar-sedler hen over den grønne filt.

Jeg husker især en aften, hvor en elegant, moden kvinde satte sig ved mit bord og spillede sin pung og derefter sit kreditkort tomt. Hendes opsatte frisure faldt, som aftenen skred frem, ned i et rodet virvar omkring hendes efterhånden let eksalterede udtryk i ansigtet. Den var helt gal. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg forsøgte at dele kortene så langsomt som muligt, så den ellers så elskværdige og dannede kvinde kunne nå at tænke sig om. Og stoppe. Lige meget hjalp det, hun tabte og tabte, og til sidst slæbte hun sig ud af kasinoet. I min næste pause gik jeg ud på dækket, og der så jeg, at skibets noget så rare skibslæge i sin vanlige halve brandert stod hen over den uheldige kvinde og var i gang med at give hende en beroligende injektion i låret.

Hun havde været på vej over bord, men var blevet stoppet af en af de unge matroser. Det gjorde et enormt indtryk, og siden da har jeg i alle årene været på vagt over for alskens slags hasard. At jeg også engang havde en kollega, som lignede stabiliteten og troværdigheden selv, og som et par gange havde fået sin løn på forskud for så efterfølgende at spille den op på en nat, ja det har blot yderligere bestyrket mig i min skræk for spil med penge på bordet. Jeg har altid tænkt, at jeg ikke var typen, der kunne blive afhængig, at jeg ikke havde genet i mig.

Og så har jeg alligevel her de seneste uger haft en lille oplevelse af det kick, som spil med kroner på højkant kan tilføre en. Min mand og jeg har nemlig investeret i et fint backgammonspil, det er et terningespil for to, som kan minde lidt om avanceret Ludo. Jeg har spillet det som ung, og det var mig, som måtte lære min mand det. Og formentlig let nedladende korreksede jeg ham hele tiden undervejs, samtidig med jeg vistnok et par gange ironisk kaldte ham ”mister mastermind”, åh, jeg gjorde mig så morsom på hans klodsede bekostning.

Men hovmod står som bekendt for fald. Jeg foreslog endog, for at sætte lidt mere fut i vores backgammonspil, at vi måske skulle spille om penge. Herregud, det var jo kun mellem ægtefæller. Som sagt, så gjort. Med glødende koncentration, den bliver nemlig vakt, når der er penge på bordet, udkæmpede vi en række slag, hvor jeg til min store forbløffelse måtte se mig selv tabe, spil efter spil. Jeg fattede ikke en bjælde, eftersom jeg er den absolut bedste spiller i hvert fald i egen optik. Og efter seneste dyst har jeg nu en manko på 450 kroner.

Det er så absolut et stykke fra hasard, men jeg fik smagt en lille bid af den lidenskab, som ludomaner drives af. Dels troen på egen fortræffelighed og dels troen på, at i næste spil ja så vender spilleheldet til ens fordel. Og en ting har jeg uddraget af dette, og det er en viden om, at afhængighed ikke kun lægger sig hen over særligt uheldige helte, men kan ramme alle, hvis man ikke har et øje på det og slår fra i tide. Men der er jeg nu ikke kommet til. Jeg skal i hvert fald spille i aften, og jeg er sikker på, at jeg vinder mine tabte horisonter tilbage. Det vil jeg faktisk vædde på.