Prøv avisen
Min weekend

Lisbeth Zornig Andersen: Jeg bliver aldrig god til middelklassens middagsselskaber

50-årige Lisbeth Zornig Andersen er tidligere formand for Børnerådet og stifter af Huset Zornig. Blev kendt for dokumentaren ”Min barndom i helvede”, der handler om hendes egen barndom, som indebar vold, svigt og overgreb. I øjeblikket er hun aktuel som vært på TV 2-programmet ”Mit liv som luder”. – Foto: Niels Meilvang

Middagsselskaber bliver alt for ofte et udstillingsvindue for værtens identitet, mener Lisbeth Zornig Andersen. Hun bestræber sig på at servere sine gæsters livretter til weekendens middagsselskaber

Jeg mærker, det er weekend, når der ikke er møder i kalenderen. Jeg er selvstændig og arbejder derfor også i weekenden, men møderne holder jeg kun i hverdagene. I weekenden skriver jeg på mine bøger, og det nyder jeg. Men det betyder også, at weekend er blevet et lidt mærkeligt begreb for mig. Det har i hvert fald ændret sin betydning, siden jeg var arbejdstager og var sikker på at kunne holde helt fri, når det blev fredag eftermiddag. Nu flyder arbejdstid og fritid meget mere sammen.

I en weekend vil jeg finde tid til at være sammen med mine børn. Men med fem af slagsen plus deres kærester og mit barnebarn, så kræver det noget koordinering. I søndags lykkedes det mig heldigvis at samle fire af dem til brunch. Weekendbegrebet har også ændret sig for mig, i takt med at mine børn er blevet store. De er mere eller mindre flyttet hjemmefra allesammen, og derfor er det ikke længere en selvfølge, at vi er sammen. Heldigvis prioriterer børnene også familietid højt, og vi ses derfor ret ofte.

Jeg lader op, når jeg sidder ved et bål. Min mand, Mikael, og jeg laver bål, så ofte vi kan – hele året rundt. Det er ofte der, vi sidder og udvikler vores krimiplots sammen, og så er det simpelthen ren terapi at glo ind i de flammer.

Det er min yngste søn, Magnus, der har lært mig det. Så når jeg rigtig skal hygge mig sammen med ham, bliver der også lavet bål. Magnus har tilmed indført det dogme, at vi ikke må bruge kunstige hjælpemidler til at tænde bålet med. Der går derfor let en halv dag, før vi får samlet nok tørt kvas til at få gang i ilden. Men den der oplevelse, når det sker, er helt fantastisk. Jeg tror, det er, fordi det vækker et eller andet urmenneskeligt i os.

Skal jeg holde et middagsselskab, vil jeg servere noget mad, som jeg ved, gæsterne elsker. Om det så bare er en pizza eller en gang spaghetti med kødsovs, eller om det er en fin steg er ligegyldigt. Jeg hader middelklassens middagskultur, hvor maden, man serverer for andre, er et statement om egen identitet eller politisk overbevisning. Det bliver jeg aldrig god til. Måske fordi jeg ikke rigtig forstår mig på middelklasseliv. Jeg bliver irriteret over det. Jeg vil ikke have andres meninger eller måder at leve på trukket ned over hovedet på mig under en middag. Selv lever jeg meget sundt, men jeg kunne aldrig drømme om at pådutte andre det, hvis de kom til middag hos mig. Jeg vil hellere gøre dem glade ved at servere deres livretter.

På en søndag vasker jeg tøj og gør rent. Og jeg hygger mig faktisk med det. I mit arbejde er der så meget, der er abstrakt, men jeg synes, det er rart en gang imellem at lave noget, som er helt konkret. Noget, hvor jeg bruger mine hænder, og hvor resultatet er synligt.

Når jeg for eksempel får taget mig sammen til at fjerne kalkranderne på badeværelset, kan jeg godt bagefter tage mig selv i at gå ud og beundre værket igen og igen efterfølgende.

Skulle jeg ud af huset, skulle det være for at gå i træningscenteret. Det er en af de få ting, jeg gør helt for mig selv, og det er et skønt frirum. Jeg er faktisk ikke ret socialt anlagt. Der er ikke mange andre mennesker end mine børn og min mand, som jeg har brug for at se ofte.

Inden jeg går i seng, ser jeg et afsnit af en eller anden serie. Gerne en krimi. Jeg må ærligt erkende, at jeg får læst for lidt. Serierne er kommet til at afløse bogen, fordi det at se et afsnit af en serie godt kan føles lidt som at læse et kapitel i en bog. Men det ærgrer jeg mig lidt over, for det er ikke det samme. En gang imellem beslutter jeg mig derfor bevidst for at sætte mig ned med en bog, for når man skriver, som jeg gør, skal man også læse for at holde sit skriftsprog ved lige.