Jeg mærker, det er weekend, når jeg sidder under dynen i sofaen sammen med mine børn og min mand og spiser slik, mens vi ser Disney Sjov. Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan ritualet opstod, men mon ikke, det var noget, vi begyndte på, fordi alle andre børn i børnehaven (og i det meste af landet) også så Disney Sjov og spiste fredagsslik? Nu er det en helt fast fredagstradition. Det er på en eller anden måde, som om vi alle sammen synker ned i bevidstheden om, at det er weekend, når vi sidder der og ser Pluto gå amok med et kødben eller Løvernes Garde redde endnu en krokodille.
Da jeg var barn, var weekender ofte også store begivenheder. Jeg er født ind i to meget store familier, og derfor var fødselsdagsfester, pinsefester, bryllupper og alle mulige andre slags fester ikke sjældne i kalenderen. I det hele taget fylder min store familie meget i erindringen om weekender i min barndom. Nogle af de klareste minder er fra de weekender, hvor min søster og jeg besøgte min moster i København. Ture i Tivoli og Botanisk Have var nærmest obligatoriske, og vi fik lov at se Olsen Banden, når vi vågnende om morgenen og at spise alt det slik, vi kunne. Jeg bor ikke langt fra min mosters gamle adresse nu, og jeg har stadigvæk en helt særlig fornemmelse i kroppen, når jeg går på de gader, der var vores faste ruter dengang.
Når jeg skal slappe af, er jeg i vores sommerhus på Møn. Allerhelst ude i haven, hvor der heldigvis er en del træer, man kan fælde eller save i. Min mand påstår, at jeg ser anderledes ud, når jeg har gået og klippet i krattet et par timer. Ganske enkelt mere afslappet. Det er utvivlsomt mit bedste middel mod panderynker og tankespind.
Jeg er vokset op med, at weekender og ferier ikke nødvendigvis var tidspunkter, hvor man skulle slappe af i klassisk forstand. Det var mere tidspunkter, hvor man skulle opleve noget og deltage i en fælles begivenhed. Om det så var at vandre ud i en skov for at se et ældgammelt træ med en særlig historie, at lave julegaver, besøge et museum eller at være med til at gøre rent. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg har store dele af den tilgang til weekender med mig som voksen. Jeg har en bevidsthed om den værdi, det har været for mig – og stadig er i dag – at være en del af et fællesskab, der kræver min tilstedeværelse. Dog har jeg i flere år også øvet mig i at lave ingenting – og at lade mine børn gøre det samme, hvilket ikke er så let, som det lyder.
Når jeg skal ud af huset, er det i disse uger og måneder mest af alt for at gå en tur. Jeg er nærmest afhængig af at gå ture til hver en tid, og i en coronatid, hvor min helt egen bolig udgør så stor en del af livet i både hverdage og weekender, er gåture blevet helt livsnødvendige. En gåtur hænger for mig uløseligt sammen med at være et sted med en grøn farve. Det er den nemmeste sag, når vi er i sommerhus, men også i København kan der tegne sig de fineste grønne mønstre gennem byen på nogle af de veje og steder, hvor man ikke går på fortov.
Søndag er en dag, hvor min søn har gjort morgenmaden til en form for begreb. Der er noget, som hedder søndags-morgenmad, siger han, hvilket betyder den form for morgenmad, hvor man nærmest spiser morgenmad to gange, og hvor der er røræg til mindst den ene omgang. For mig er søndag derudover en dag, hvor den kommende uge tager form, og jeg slutter ofte en weekend med at lægge tøj sammen, mens jeg ser ”21 Søndag” på DR 1, hvilket er en kombination af gøremål, der giver mig en eller anden følelse af at blive klar til en ny dag og en ny uge.
Inden jeg går i seng, putter jeg altid dynen om mine børn en ekstra gang. Jeg har tænkt på, at det er et aften-ritual, der må stoppe, når børnene får en vis alder, men heldigvis er de så små endnu, at jeg tænker, der er længe til.