Sidst i februar er jeg i Kairo på litteraturfestival. Det er 18 grader, det er vinter, og egypterne fryser. Jeg synes, det er varmt at færdes i lange bukser og lange ærmer, men skik følge eller forårsag lovlig meget kaos i den i forvejen kaotiske bytrafik.
Festivalen varer en uge og er spredt ud over en række forskellige steder. Der er forfattere fra Canada, USA, Schweiz, Spanien (han insisterer på Catalonien), Syrien og selvfølgelig forfattere fra landene nord for Sahara. Vi læser op og diskuterer på engelsk med tolkning til arabisk.
Det mest spændende er for mig de unge egyptere, jeg møder i randen af de forskellige oplæsninger. De er typisk studerende på universitetet. En ung mand taler rigtig godt russisk – hans lærer er tolk for præsidenten i dennes samtaler med Putin. Den unge mand har aldrig været ude af Egypten, men taler russisk som en moskovit.
Jeg møder unge kvinder, der taler intet, lidt eller meget engelsk. En aften møder jeg på et bibliotek en ung kvinde, der taler overraskende godt tysk. I starten fungerer hun mest som tolk mellem mig og en syrisk forfatter, der gerne vil have afløb for al sin viden om historie. Efter lidt høflig snak får jeg pigen for mig selv. Hun taler tysk, fordi hendes mor har insisteret på at sende hende på sprogskole i Tyskland i tre måneder. Hun er et særtilfælde, og jeg kan regne ud, at familien er velhavende og har forbindelser. Fire andre unge kvinder lytter til vores samtale og får små referater undervejs. Jeg kan regne ud, at visse ting bliver udeladt.
Egypten går til valg i slutningen af marts, og det bliver næppe dramatisk. Jeg har nogle gange spurgt ind til valget, men de unge viger forsigtigt udenom – til vi kender hinanden bedre. Netop denne aften på biblioteket tager en ung mand ordet og forklarer mig sagens sammenhæng.
”I må ikke tro, at det, der foregår, er demokrati. Sisi vinder igen. Der er kun én modstander, der ikke er blevet sparket eller arresteret væk fra valget. Men ikke engang hans familie kender ham. Det er bare teater.”
Jeg har hørt P1-programmet ”Verden ifølge Gram” i flyet på vej ned til Kairo. Det var en udsendelse, der gjorde mig meget klogere og også tydeligt lod skinne igennem, at egypterne har megen humor.
”Vi ved godt, at det er teater,” siger jeg stille.
Den unge mand bliver så lettet og overrasket, at alle ler.
”Tak,” siger han. ”Det betyder meget, at I ved det.”
Den følelse af lettelse handler måske om, at man ikke er alene, at nogen ved lidt om, hvor svært det hele er. Sisi er ikke dårlig som sådan – de vil hellere ham end Islamisk Stat og det muslimske broderskab og alverdens andre mørkemænd. Men der er så langt til god regeringsførelse, så megen korruption, så høj arbejdsløshed og så mange andre udfordringer, at det hele virker lige så uoverskueligt som Kairos trafik.
Selv tror han ikke, at Egypten nogensinde bliver bedre. Det tror jeg. Jeg kigger de unge kvinder lige i øjnene.
”I skal huske, at I har hjerner. I skal huske, at I er 50 procent af befolkningen,” siger jeg. De ranker sig. Øjnene blinker glade.
Efter en uge med lange snoede digtoplæsninger og sprog tykt af symboler vender jeg hjem til et sneklædt Danmark, som jeg sætter stor pris på. Varmen fra de unge egyptere bærer jeg med mig. Stor hjertevarme har de. Egyptens unge er nu røget med i min morgenbøn.