Prøv avisen

Er præstekjoler liturgiske spændetrøjer?

Foto: Jens Nørgaard Larsen/ Reuters/ Ritzau Scanpix

Jeg har egentlig aldrig følt mig helt tilpas i præstekjolen. For størstedelens vedkommende skyldes det fysisk ubehag.

Men jeg kan ikke sige mig fri for en god portion teologisk betinget ubehag også. Og det er ikke, fordi jeg ikke kender og er indforstået med alle de fra fagkundskabens veletablerede teologiske og liturgiske årsager til præsters anvendelse af præstekjoler. Det ændrer bare ikke noget ved mit ubehag.

Kommer vi til messehagler er det værre. Her er det endnu vanskeligere at skelne mellem det fysiske og teologiske ubehag. For én ting er, at messehagler kan være tunge og derved lægge sig desto mere klaustrofobisk på mine smalle skuldre. Noget andet er, at de stik modsat den ofte fremhævede begrundelse i allerhøjeste grad skiller præsten ud fra det almindelige præstedømme, som han eller hun deler med menigheden af mere jævnt påklædte syndere.

Jeg kan godt føle mig som lidt af et fastelavnsris, når jeg har messehagel på. Selvom jeg også synes, det er smukke og dekorative tekstiler. Og dyre!

Navnlig det sidste lægger ydermere et moralsk pres på mit personlige valg. For når nu menighedsrådet har investeret så mange penge – sjældent under 20.000 kroner – i en messehagel, burde præsten vel også bruge den. Og ja, det burde jeg vel.

Der findes også dem i menigheden, der mener, at messehaglen kan medvirke til at lægge en dæmper på præstens – herunder mit – af og til lidt løsslupne gemyt. Det er tilmed ofte dem, der på linje med præster af samme observans synes, gudstjenesten skal afvikles under alvorsfuld iagttagelse af den strengeste og mest jomfruelige disciplin. Fordi de mener, at præsten ellers kommer til at fylde for meget.

Uha, der er mange hensyn at tage. Jeg har haft cirka 20 år til at øve mig og finde den rette balance. Men på et tidspunkt må man også træffe et valg. Og stå ved det.

Man kan ikke, uanset hvem, se bort fra, at både kjole og messehagel bæres af et menneske. Og dét menneskes temperament, karakter og type hverken kan eller skal puttes af vejen, så snart han eller hun tager en præstekjole på. Præster må for himlens – og deres egen! – skyld ikke blive ritualrobotter og aflægge sig alle kanter. Det virker utroværdigt. Akkurat ligesom da jeg selv var barn og gik i kirke og simpelthen ikke kunne begribe, hvorfor i alverden præsten pludselig teede sig så unaturligt, bare fordi han stod foran alteret eller på prædikestolen. På mig virkede det som skaberi.

Vigtigst for en præst i liturgiske klæder (som præstekjolen strengt taget ikke er) synes jeg må være at kunne være troværdig, uforstilt og frimodig. Det er min erfaring, at det for især kirkefremmede mennesker i forbindelse med dåb, konfirmation og bryllup gør en kolossal forskel, om præsten ikke gør sig til hverken mere eller mindre end det, han eller hun er. Men blot taler jævnt og ligefremt i øjenhøjde med dem, der er i kirke.

Men jeg har også oplevet, at der er ganske få kirkegængere og præster, for hvem jorden omtrent går ud af sin bane omkring solen, hvis ikke de præcist kender præstens og deres egen rolle ud og ind og dertil nærer en til afguderi grænsende utryghed ved at blive udfordret i deres vante forestillinger.

Evangeliet er ikke først og fremmest tryghed og velbefindende. Det er en sag for velfærdsstatens politikere. Evangeliet er også uro og af og til en rystelse, der tvinger os ud i det usikre, for dér at genfinde os selv som dem, der også har behov for Guds tilgivelse.

Eller som forfatteren Erik A. Nielsen digter det i en borgersalme, som provokerer lige tilpas her op til pinse:

O vidunder-ro!

Jo dybere stilhed, des finere tro!

Ømfindtlig er Gud, men dog inderlig god;

kun latter og ildfuldhed er ham imod.

Han elsker jo én frem for tre eller to

i kirkernes ro!