Prøv avisen

Livet er et langt farvel

Livet er – blandt meget andet – en øvelse i at sige farvel. Både de foreløbige og mere stedsevarende farveller. Nogle mere betydningsfulde end andre. Men stadig farvel.

Vi skal flytte. Det er mere end 19 år siden, vi prøvede det sidst. Og hold da fast, hvor har vi skrabet meget bras sammen. For 19 år siden kunne vi have det, vi besad, i en 64 kvadratmeter lejlighed på Østerbro i København. Nu har vi besiddelser, der lægger beslag på 280 kvadratmeter.

Du forbarmende.

Et gammelt kinesisk ordsprog siger: ”Hvis du ejer mere end syv ting, så er det tingene, som ejer dig.” Der er vi for længst forbi. Det blev også tydeligt, da flyttemændene, der skal give et bud på flytningen, nogenlunde unisont anslog, at de skal bruge mellem 180 og 200 flyttekasser til alt vores habengut.

Men lur mig, om der ikke bliver kasseret en hel masse undervejs. Vi gør – på linje med andre, der flytter – sikkert også en slags status over vores liv og vil uvilkårligt sortere blandt ragelset. En temmelig stor del, som vi ikke har taget os sammen til at gøre noget ved tidligere, ryger ud nu. Så ved siden af flyttebilen skal der stå en container. Måske bliver den fyldt?

Vores børn er vokset op i Skagen og er på vej hjemmefra, så for dem er det også et betydningsfuldt farvel. Ingen af os klasker os på lårene af grin over, at vi skal flytte. Men vi græder heller ikke. Hver ting har sin tid. Og tiden var nu. Jeg har eksempelvis ikke boet noget andet sted så længe, som jeg har boet i Skagen. Det er blevet helt hjemligt. Og trygt.

Nu begiver vi os som familie med mor, far og fire store børn ud af vores comfortzone og sætter os på spil i nye, uprøvede relationer. Det er sundt at prøve og gør os forhåbentligt klogere på livet og os selv. Der er trods alt kun tale om en flytning. Der er ingen bånd, der bliver revet definitivt over. Og Skagen vedbliver med at være, hvor den hele tiden har været og kalder os sammen med venner og bekendte herop igen og igen. Med garanti også for at sige nogle definitive farveller …

Den statusopgørelse, man gør, når man flytter, er nok også en rationalisering med udgangspunkt i, hvad man behøver for at leve sit liv glad og tilfreds. Det tænker vi ikke så meget over til daglig. Men flytningen en god anledning.

Pladsmangel har således allerede én gang betydet, at jeg har måttet halvere mit bibliotek. Det var ikke uden vanskeligheder. For i sagens natur var der mange bøger, jeg ikke havde læst. Men i eftertænksomheden blev jeg enig med mig selv om, at det kom jeg nok heller aldrig til. Så dem måtte FDF’erne godt få.

Siden jeg var syv år er jeg flyttet rigtig mange gange. Det har ikke været ubetinget godt, fordi det gjorde mig en smule rodløs hele tiden at skifte venner og omgangskreds. Men det har også lært mig at være omstillingsprat og falde til i næsten hvilken som helst sammenhæng, jeg bliver sat i.

Dybest nede er jeg meget konservativ og bryder mig ikke om for store forandringer. Jeg trives bedst i hverdagen, hvor dagene ligner hinanden og byder på mange gentagelser og ritualer. Nogle tilbøjeligheder slæber vi mennesker rundt på hele livet og gør sikkert også automatisk det trygge til en vane.

Jo ældre, man bliver, bliver disse vaner sværere og sværere at lave om på. Og personligt nærer jeg i hvert fald ikke noget ønske om bekæmpe dén tilnærmelsesvise lovmæssighed. Nok skal min familie og jeg flytte og sige farvel. Men i bund og grund flytter jeg ikke så langt væk – fra mig selv.