Jeg kan huske for mange år siden, at man i et forbrugerprogram på tv havde valgt at fjerne al farvestoffet fra en ganske almindelig dansk spegepølse. Det var ikke noget kønt syn. Omtrent som at se en dansker bevæge sig ud af vinterhiet og ud i den begyndende forårssol. Bleg og farveløs.
Omvendt går der jo ikke ret lang tid, før den bagende forårssol kalder – ikke alene alle de spirende frø og blomsterløg op af jorden, men også mennesker ud af deres huse og ud af sig selv. Hvis nu vi levede i en politistat, hvor der som bekendt ofte forekommer vilkårlige arrestationer, så skulle politiet i Danmark bare slå til i den mørke årstid. For der er mange danskere i forvejen bagbundet af kulden og mørket. Nærmest spærret inde i deres huse, i deres kroppe og i sig selv.
Billedet af min gamle morfar dukker op på nethinden. Han var husmand og arbejdede det meste af sit liv. Med sig selv og sin krop. Ikke at han overanstrengte sig. Dét gjorde han ikke. For det var ikke nødvendigt. Han havde ikke anskaffet sig en større gård eller flere grise og køer, end han kunne passe i fred og ro og klare til sit eget og familiens underhold.
Men altid havde han brugt sig selv. Både på gården, i husmandsforeningen, i missionshuset, i brugsforeningen, i menighedsrådet, i kirken, i familien med mere. Han blev gammel og temmelig brugt. Ikke meget af hans liv fik lov til at ligge ubrugt hen. Han kom derfor også for mig og andre i familien til at repræsentere trofasthed, tryghed, ansvar og nærvær.
Det bemærkelsesværdige ved livet er jo, at det kan gå til af ikke at blive brugt. En krop, der aldrig bliver brugt, bliver slidt på sin egen specielle måde. Der slides mange kroppe op hjemme i danskernes sofaer eller foran computeren. Som Niels Hausgaard siger: ”Sofaen er som et forslugent rovdyr, der angriber bagfra.”
Lige såvel som man kan dø af overanstrengelse, kan man også dø af dovenskab og ugidelighed. Og der er slet ingen tvivl om, at det er det sidste, vi i skikkelse af udbredte livsstilssygdomme dør af i dag i vores del af verden.
Selvfølgelig kan man bruge sin krop forkert. Og hvis man gør det i forbindelse med sit arbejde som eksempelvis social- og sundhedsassistent, kan man ansøge om og få tildelt en arbejdsskadeerstatning. Det er sådan set udmærket, det er sådan. Men alternativet er jo ikke, at man så helt skal holde op med at bruge sin krop. For tænk sig, hvad der kan ske med den. Sådan er det jo også med livet i det hele taget: der kan ske så meget, fordi livet strengt taget udfolder sig under en permanent trussel om udslettelse. That’s life!
Mine søskende og jeg er vokset op på en gård de første år af vores liv. Og det er set i bakspejlet et mirakel, vi stadig er i live: min søster blev trådt i øjet af en ko; min bror faldt ned fra en frontlæsser og blev kørt over af en traktor; jeg selv faldt ned fra halmloftet og landede på den rene cement og slog i øvrigt hul i hovedet to gange uden at tage nævneværdig skade. Der var ingen seler på bagsædet af vores bil; mine forældre røg; vi fik to retter mad med fed, opbagt sovs og boede dertil helt derude, hvor hverken stat, region eller kommune havde ret meget at rive i.