”Mon ikke femøren er faldet”, lød den lakoniske statusopgørelse på mit spørgsmål angående reformationsfejringen til en kollega. Han har også været stærkt engageret i fejringen, så bag svaret lå sikkert også en vis træthed.
Også i Skagen har vi sat mange – ikke alle – sejl til. Vi begyndte allerede i 2016 og havde nogenlunde fastlagt alle arrangementer til januar i år. Ikke mindst selve musikfestgudstjenesten den 29. oktober, som foruden en højtidelig og festlig højmesse også blev efterfulgt af et velbesøgt traktement med helstegt pattegris, årstidens grøntsager samt Luther-øl (i både Katharina-, Melanchthon- og Luther-aftapning) og godbidder fra Luthers frivole bordtaler.
Men til reformationsåret havde præst og forfatter Sten Kaalø også skrevet et egnsspil med titlen ”Da mørket blev lyst”, som fermt blev instrueret af skuespiller og instruktør Mads-Peter Neumann og afviklet i weekenderne over det meste af august.
Egnsspillet involverede temmelig mange frivillige amatørskuespillere og statister, som alle ydede en fantastisk indsats og satte instruktørens tålmodighed på mange prøver. Navnlig ham, der skulle spille både Martin Luther og den lokale, reformerte præst på dét tidspunkt i Skagens historie, Laurids Nielsen.
Den amatørskuespiller var undertegnede, som ellers ikke har nævneværdige erfaringer fra skuespil. I hvert fald ikke fra de skrå brædder, selvom der findes dem, der mener, at præsteembedet rummer flere oplagte paralleller. Det mente i al fald daværende rektor på Pastoralseminariet i København, Mogens Lindhardt, som blandt andet underviste mig i kirkekundskab i sin tid. Et eller andet må han vide om det, for hans søn, Thure Lindhardt, er i dag en af Danmarks dygtigste karakterskuespillere. Og æblet falder som bekendt ikke langt fra stammen.
I den forbindelse kan man i øvrigt tænke over, at også præsterollen ændrede sig med Martin Luthers reformation. Både fordi enhver oprørsbevægelse altid ytrer sig i et behov for at markere sig i synlig modsætning til det, man gør oprør i mod, men også fordi der som følge af Luthers ægteskab med Katharina von Bora (1499-1552) og den store familie, de stiftede, kom et anderledes liv i ”præstegården”, som man aldrig havde set tidligere.
Ligesom synet på præsten og den rolle, han havde både i og uden for gudstjenesten, også forandrede sig, fordi han nu prædikede på modersmålet og i det hele taget blev bedre forankret i det almindelige præstedømme, som enhver døbt – ifølge Luther – er medlem af.
At præsten derfor i dag er sognepræst og står både stærkt og troværdigt placeret midt i både sogne- og kirkeliv, kan man for en stor dels vedkommende tilskrive Reformationen. Præsten er ikke særligt hellig eller lignende, idet det kun er, når han helt konkret bliver kaldet til en bestemt kirkelig opgave (dåb, gudstjeneste, nadver, bryllup, begravelse med mere), at han midlertidigt træder ud af det almindelige præstedømme og påtager sig et særligt præsteembede.
Endnu mangler vi imidlertid at få gjort noget ved reminiscenserne af den fyrstekirke, som Luther desværre koblede sig på – især efter det for både Luther og Reformationen stærkt kompromitterende bondeoprør i 1525.
Præster skal ikke være statstjenestemænd og så tæt knyttet til staten. Det ville være i langt bedre overensstemmelse med Reformationens evangeliske kerne, om man fortsat styrkede præstens ansættelsesmyndighed og ansvar i sognet og den lokale menighed.
Semper reformanda!