Prøv avisen
Min weekend

Christiane var nissepigen Kandis: Lyden af kirkeklokker minder mig om højtider og barndom

Mange husker især 52-årige Christiane Bjørg Nielsen fra rollen som nissepigen Kandis i TV 2’s julekalendere. I år genudsendes ”Alletiders Julemand”, der blev vist første gang i 1997. – Foto: Sophie Bech

Skuespiller Christiane Bjørg Nielsen optræder for tiden på Odsherred Teater i julens Bankovarieté

Jeg mærker især, det er weekend, fordi mine børn ikke skal så tidligt op. Det betyder, at jeg kan sove længe, og det nyder sådan et B-menneske som mig. Her i den mørke tid elsker jeg at sidde længe ved bordet i min morgenkåbe med et tændt stearinlys foran mig og til lyden af en lidt knasende grammofonplade med barokmusik. Gerne et af Händels stykker for cembalo.

Min kat er med til at sprede hyggen, for hun udser sig ganske enkelt et sted at sove, og så ligger hun bare der det meste af dagen. Uden at gøre dagens gode gerning.

Da jeg var barn, var weekenderne også noget af det, jeg så frem til. Vi boede på Nordfyn, langt ude på landet, og til hverdag skulle jeg cykle seks kilometer i skole. Jeg husker, hvordan jeg stred mig gennem blæsten med en træg dynamolygte, altid som om der var modvind på landevejen og helt uden læbælter. Det slap jeg for i weekenden.

De var til gengæld meget præget af mine forældres arbejde, for min far var præst og min mor en meget aktiv præstekone. Hun var også stærkt engageret i klima- og miljøspørgsmål allerede dengang. Blandt andet samlede hun korkpropper i kælderen, for, som hun sagde: Der kommer en dag, Christiane, hvor vi er nødt til at bygge en tømmerflåde. Om søndagen blev jeg tit hevet med over i kirken. Der kom ikke så mange, for det var et lille landsogn, og jeg nød at sidde der i rummet og synge salmerne sammen med de andre. Men jeg kunne derimod godt få lidt tankeflugt under prædikenerne. Især når min far undervejs fik en af sine mange idéer, som så skulle flettes ind. Jeg kunne altid se, når det skete, og så vidste jeg, at det blev en lang prædiken den dag.

Hvis jeg skal ud af huset, så er det næsten en tradition at tage på loppemarked i weekenden sammen med min kæreste. Jeg bor i et hus i Vanløse ved København sammen med mine børn, men i weekenden er han her, og så udser vi os et af de lokale markeder i en baggård eller en garage. Jeg tager også nogle gange til Sverige, hvor min eksmand og jeg har et af de der gamle, røde træhuse, hvor der altid er noget, der skal ordnes. Et vindue, der skal skiftes, eller en brønd, der driller. Det forbinder jeg faktisk også med noget dejligt og med at slappe af. Det kan også være, at jeg bare går op og ned ad villavejene her, hvor jeg bor. Jeg elsker at gå med lang hals og kigge ind ad andres vinduer. Og da jeg kun har boet i mit eget lyserøde hus i et års tid, så er det stadig nyt at gå på opdagelse.

Jeg lader typisk op derhjemme ved at sætte mig i mit studie og komponere musik. Det har jeg faktisk altid gjort. Som barn i præstegården havde vi ikke noget fjernsyn. Men vi havde et klaver. Så der brugte jeg rigtig meget tid. Jeg har det stadig lidt anstrengt med at se tv. Jeg bliver nærmest stresset af det og synes, at jeg spilder tiden.

Om søndagen kan jeg godt finde på at gå i kirke. Det sker dog ikke så tit. Men jeg nyder at have Vanløse Kirke som nabo. Elsker lyden af de mange klokker, der bimler og bamler, især i weekenden. De minder mig om bryllupper, barnedåb og begravelser – om alle de højtider, som hører livet til. Jeg holder meget af vores kirker, og selvom jeg ikke er en af de flittigste kirkegængere, så hænger der selvfølgelig meget ved fra min barndom. Kærlighedsbuddet kan vi da ikke høre for tit.