Det er så nemt at hive en pakke leverpostej eller en spegepølse ned i indkøbskurven, når man er ude at købe ind til madpakkerne, synes hun. Og selvom der egentlig ikke er noget galt i det, har kok, opskriftudvikler og kogebogsforfatter Louisa Lorang længe savnet nogle grønne alternativer til sine tre børns madpakker. Derfor har hun skrevet sin nye kogebog ”Grønne madpakker”, der netop er udkommet på Lindhardt og Ringhof.
”Tiden er til, at vi kan begynde at kigge på grønnere versioner af madpakken. Det handler ikke om, at man ikke må spise kød – det gør jeg selv i hvert fald – men om, at det er de grønne elementer, jeg og min mand har sværest ved at finde på. Så det tænkte jeg, at andre måske også havde,” siger Louisa Lorang.
Når hun køber ind til madpakker sammen med sine børn, har hun nu taget en ny taktik i brug.
”De får lov til at komme med egne idéer. Når vi står i grøntafdelingen, kan jeg godt lide at sige til dem, at de må vælge en vare frit derfra. Det synes de er ret fedt, og de vælger tit noget, som de synes ser lidt anderledes ud. Og så får de en følelse af medbestemmelse og luksus, når de putter en litchi eller passionsfrugter ned i kurven,” siger hun.
Tit vælger børnene noget, som de voksne måske heller ikke er vant til at bruge, og så bliver man nødt til at undersøge, hvad man kan bruge madvarerne til sammen. Det kan Louisa Lorang godt lide.
Hun lever til daglig af at lave måltidskasser og madplaner, men når hun har fri, er dét at lave mad og madpakker noget meget socialt for hende.
”Det bedste, jeg ved, er, når mine børn også er med i køkkenet og dufter til de forskellige elementer og spørger ind til, hvad det er,” siger hun og fortsætter: ”Men jeg kan også have dage i hverdagen, hvor jeg slet ikke kan overskue madpakkerne. Og der plejer jeg at ty til at lave noget til aftensmad, som også fungerer godt koldt dagen efter som frokost. For eksempel falafler, hummus, ærtedip eller græskartærte.”
Som barn fik Louisa Lorang madpakker, som var meget anderledes end de jævnaldrendes.
”Jeg er vokset op i et meget hippieagtigt hjem i København med en mor, der lavede madpakker, der var afsindigt tunge. Det var bunker af rå grøntsager, klid, fuldkorn og nærmest ingen salt,” siger Louisa Lorang og fortsætter:
”Og det var jo meget atypisk for skolemadpakker i 1980-1990’erne, hvor mine venner nærmest spiste chokoladepålæg til frokost. Nede i min gård kaldte de min mor for Sundheds-Birthe, og min mormor var også fremme i skoene på det grønne område. Allerede da jeg var barn, gik hun til vegetarmadlavningskurser, selvom hendes jævnaldrende rystede på hovedet af hende.”
Da Louisa Lorang flyttede hjemmefra, gjorde hun i et års tid oprør mod sin families indstilling til mad. Hun rørte aldrig grøntsager og spiste helst pizza og drak sodavand. Men modbevægelsen varede ikke længe:
”Selvom jeg i dag absolut ikke er lige så sund som min mor, har hendes tilgang til mad jo alligevel smittet lidt af. For jeg nyder at spise bælgfrugter, kornprodukter og grøntsager. Men måske fordi min mor havde det syn på kost, er jeg aldrig selv blevet fanatisk. Så længe basen er i orden, er der altid plads til søde sager ved siden af.”
Og netop de søde overraskelser er vigtige for hende i madpakkerne.
”Madpakken jo også en hilsen hjemmefra. Det er derfor, at jeg så tit har lyst til at putte små, søde ekstraelementer ned i madpakken. Især da børnene var helt små, tænkte jeg som mor tit på, hvordan de nu sad ovre i institutionen og åbnede madpakken og kunne se, at jeg havde tænkt på dem, selvom vi befandt os hvert sit sted i byen. Det kunne være konfektkugler, et klistermærke eller bare en lille seddel. Og bagværkselementerne kan man jo netop lave sammen med børnene om søndagen. Så bliver det et hyggeligt, fælles projekt i familien, hvor vi kan samles.”