Marie Brixtofte: Man kan nørde med whist, og så er det intellektuelt udfordrende

Psykolog og forfatter Marie Brixtofte, der er aktuel med bogen ”Bolsjefilosofi og andre leveråd”, falder helst i søvn til lyden af regn

Psykolog og forfatter Marie Brixtofte er 41 år og har tre døtre i alderen 7 til 10 år. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
Psykolog og forfatter Marie Brixtofte er 41 år og har tre døtre i alderen 7 til 10 år. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Jeg mærker, det er weekend, når jeg trækker vejret lidt dybere. Fredag er min yndlingsdag på ugen, hvor jeg kan mærke en boblende glæde over, at jeg nu har tid til at være sammen med min mand og vores tre børn.

Da jeg var barn, skulle jeg pakke min taske hver tredje eller fjerde weekend, fordi jeg skulle besøge min far (Venstre-borgmester Peter Brixtofte 1949-2016, red.) i Farum. Jeg fandt det stressende og utrygt. Når jeg i dag skal pakke til en tur i sommerhuset, kan jeg blive lidt dårligt tilpas, fordi jeg mærker den ængstelighed og uro, der var forbundet med at skulle rejse over til min far. Når jeg var hos min far, kunne weekenderne være gode i dagtimerne med fælles fordybelse om et brætspil eller en Olsen Banden-film, men om aftenen var der ofte druk og fest, og vi børn blev kørt lidt ud på et sidespor.

Jeg er vokset op med et stort behov for at være i mine egne tanker. Selvom jeg er ret ekstrovert, holdt jeg af at sidde på mit værelse, hvor jeg havde indrettet mig med en lænestol købt for 20 kroner på et loppemarked. Jeg læste alt fra ”Moby Dick” til ”Driver dug, falder regn” af Margit Söderholm, som jeg fandt i min mors reoler, mens jeg lyttede til Elton John og senere The Beatles. Og når jeg ikke læste, tegnede og malede jeg og skrev digte.

Når jeg skal slappe af, ser vi gerne familiefilm sammen. Vi indstiller hver en film og trækker lod mellem de fem film i puljen, og uanset om det så er ”Barbie i rummet”, så skal vi alle se med uden at være på telefonerne. Og så spiller vi whist. Både min mand og jeg er fra familier, hvor man spiller whist, og vi har venner, som spiller whist. For mig er det en god måde at være sammen på, hvor man på den ene side ikke skal præstere, men samtidig kan man nørde med spillet, der er intellektuelt udfordrende.

Når jeg skal ud af huset, vælger vi ofte noget, vi kan gøre sammen alle fem. Selvom coronaen har begrænset det, vil vi gerne på museer og i teateret, og så er vi begyndt at tale om, at vores børn snart har fået en alder, hvor vi også kan tage dem med til koncerter.

Søndag er en nattøjsdag, hvor jeg typisk også får dyrket den motion, jeg ikke har nået i ugens løb. Og når dagen går på hæld, læser vi Harry Potter i dæmpet lys med børnene en halv time, inden jeg kysser dem godnat, og så kan jeg gode lide at tyvstarte arbejdsugen ved at arbejde et par timer.

Inden jeg falder i søvn, sørger jeg for, at soveværelset er mørkt og køligt. Min mand deler sin tid mellem Hellerup og Herning, og er han ikke hjemme, ringer vi sammen og kysser godnat. Jeg sikrer mig, at der er en banan og et glas vand på natbordet, for hvis jeg vågner i løbet af natten med tankemylder, kan jeg med fordel spise en banan. Den indeholder melatonin og gør mig træt, som når jeg har spist en frokost. Inden jeg falder i søvn, sætter jeg lyden af faldende regn til på min telefon. Den lyd har jeg brug for, når jeg skal sove, og så tager jeg en øjenmaske på, så jeg ikke bliver generet af lys.