Prøv avisen
Min weekend

Med jazzmusikken slapper han af

69-årige Jørgen Vad mødte sin nuværende kone, mens han arbejdede som lydtekniker på Femø Jazz Festival. I dag er han formand for festivalen. – Privatfoto.

51 millimeter regn på under en time. Sådan blev starten på årets Femø Jazz Festival, der løber af stablen i disse dage og kan fejre 50-årsjubilæum. Siden festivalens formand Jørgen Vad var barn, har han været solgt til jazz- musikken, der for ham er ultimativ afslapning

Jeg mærker, det er weekend, når det bliver fredag eftermiddag. I weekenden er der tid til afslapning med min familie, i hvert fald i det omfang, det er muligt. Lige nu mærker jeg også weekenden i forbindelse med Femø Jazz Festival. Musikken startede i onsdags, men fra torsdag har vi haft fuld tryk på med musikprogrammet, og det vælter ind med folk. Så nu er weekenden for alvor nået til Femø.

Da jeg var barn, gik jeg i skole om lørdagen. Det fortsatte til og med gymnasiet, hvor min årgang var den sidste, der havde lørdagsskole. Derfor startede weekenden først lørdag eftermiddag, også fordi min far havde en lille købmandsforretning og først kom sent hjem om eftermiddagen. Så weekenden var lørdag aften og søndagen med. Ofte brugte vi lørdagen derhjemme og tog så ud og besøgte familien om søndagen. Da vi fik bil, begyndte vi også at køre ture om søndagen. Så stablede vi smørrebrød i en lille madkasse og kørte ud i naturen. Der holdt vi ind til siden i vejkanten og slog et lille campingbord op for at nyde frokosten i det fri.

Jeg er vokset op med nogle værdier om, at man skal opføre sig ordentligt. Men i modsætning til hjemme hos mange af mine kammerater var der aldrig fysisk afstraffelse hjemme hos os. De værdier, mine forældre gav mig, har jeg prøvet at give videre til mine egne børn og kan se, at de giver dem videre til deres.

Når jeg skal slappe af, lytter jeg til musik. Herhjemme spiller musikken da også næsten altid. Jeg må nok tilstå, at 90 procent af den musik, jeg hører, er jazzmusik. Jeg var nok omkring 10 år, første gang jeg hørte jazz, og det fangede mig med det samme. Men det var først, da jeg senere kom til at høre noget af den ægte vare fra USA, at jeg var fuldstændigt solgt. Lige siden har jeg haft en særlig stor kærlighed til den jazzmusik, der kommer fra den amerikanske sydstatsby New Orleans.

Søndag er først og fremmest afslapning. Der er der ikke noget fast program eller noget, jeg skal. Måske ud over at se mine to børn og to bonusbørn og de efterhånden mange børnebørn, jeg har fået.

Skal jeg ud af huset, går jeg ofte en tur omkring Søndersø med min kone. Vi bor i Værløse tæt på den skønne natur, og det er helt fantastisk at bevæge sig rundt ved søen eller i Harreskoven. Ofte går vi også til koncerter. Jeg kan bedst lide de små intime spillesteder. Tirsdag eftermiddag kan jeg eksempelvis godt finde på at slå et smut forbi Charlie Scott’s i København, hvor der er live jazz. Derudover besøger jeg gerne jazzklubber, hvoraf jeg er medlem af et par stykker. Det er typisk noget, som foregår fredag eller lørdag aften, så det går en del af weekenden med.

Inden jeg går i seng, børster jeg tænder, men ellers har jeg ikke et fast ritual. Jeg tjekker sjældent min mail efter klokken 19, men som alle andre bruger jeg nok min iPhone lidt for meget. Det er så let lige at tjekke, hvordan vejret bliver i morgen eller noget andet, men jeg vil gerne blive bedre til at lægge den væk eller ned i en skuffe. De sene aftentimer bruger jeg i selskab med min kone, hvor vi taler sammen eller hygger, og det sker også, at vi falder i søvn foran fjernsynet.