Når ens børn blive forældre, bliver man overrasket over, hvor udmattende og tålmodighedskrævende det er at have små børn. Måske er det af hensyn til artens fortsatte forplantningsvilje, at man fortrænger store dele af den heroiske arbejdsindsats, man selv må have ydet engang.
Jeg har for eksempel ingen erindring om, hvornår eller hvordan vi fik vores tre sønner overbevist om, at de ikke længere behøvede at gå med ble. At denne livsforandrende begivenhed i både deres og mit liv må udgøre et anseeligt hul i min hukommelse, står klart for mig efter en uge i sommerhuset med den ældste, hans kone og deres to sønner.
Mens den spæde slås med sine egne peristaltiske problemer i form af kolik og rød numse, er hans treårige storebror i gang med at lære at sige til, når han skal. Alle vi, der har fornøjelsen af at skifte ham, er enige om, at det er et påtrængende projekt, som vi gerne bruger den sidste del af sommerferien på.
Oplæringen i at beherske elementære kropslige funktioner bremses imidlertid af, at drengen er intenst optaget af sit eget, mere intellektuelle projekt: at udforske matematikkens forunderlige verden.
Det foregår ved hjælp af Duplo-klodser, hvor hver farve repræsenterer et bestemt tal. Og her bliver jeg nødt til at forbryde mig mod avisens sprogkodeks, for selvom hans mor taler svensk, og hans far taler dansk, har drengen valgt engelsk som sit foretrukne sprog til de aritmetiske øvelser:
”Twelve plus five equals… seventeen! Nine minus three equals… six! Two plus two equals… four! Make a square!”.
Sådan lyder det begejstret og med umiskendelig britisk accent, mens han ble- og bukseløs afprøver klodsernes kombinationsmuligheder – og med jævne mellemrum efterlader en sø eller det, der er værre, på gulvet.
Sproget og klodserne skyldes BBC-serien ”Number Blocks”, som han ser på YouTube. Og selvom bedsteforældrene er noget skeptiske over for den type medieforbrug hos en treårig, kan vi ikke sige os fri for at være imponerede over, hvad han lærer.
”Hvis det fortsætter sådan, kommer du på Cambridge, før du smider bleen,” siger jeg og tørrer en tår tis op.
”Nineteen plus four equals… twenty three!”, råber drengen.
Det unge geni er ikke stolt af sine uheld. Men han lægger heller ikke skjul på, at han ville foretrække en ble frem for hele tiden at få sin forskning afbrudt af fire voksne, der på skift spørger, om han skal tisse på toilettet – eller ”kissa på vässan”, som det hedder på hans mors finlandssvenske dialekt.
Efter nogle dage dæmrer det for os, at hvis Projekt Pottetræning skal blive en succes, er vi nødt til at forene de voksnes og drengens interesser.
At kombinere nummerklodserne med vässan viser sig at være en win-win-løsning. Drengen får både et voksent publikum til sine udregninger og jublende klapsalver, hver gang han leverer på toilettet. Vores pædagogiske optimisme er stigende, selvom metoden har sine ulemper.
”Er der en, der vil koge en kedel vand? Han har tabt nummer syv, otte og ni ned i kummen,” råber min søn ude fra badeværelset.
Nogle uger efter sommerhusturen sender matematikerens mor et billede af ham med enorm stabel Duplo-klodser:
”Twenty five thousand!”, skriver hun.
Han har ikke tøj på overkroppen, men nederst i billedet aner jeg kanten af en ble. Cambridge må nok ruste sig til en ny slags studerende.