Mens han taler, holder han hænderne foran sine øjne i et par sekunder, så det er umuligt at få øjenkontakt.
”Øjnene er det første, som vi lægger mærke til ved et andet menneske. Derfor er de så utroligt vigtige i mødet med andre,” siger 67-årige okularist Stefán R. Baldursson i en alvorlig tone.
Det er 20 år siden, at islændingen åbnede sin lille øjenproteseklinik i indre København, hvor han støber og håndmaler kunstige akryløjne til mennesker, der mangler et øje.
Hvert år mister 150 danskere et øje. Det kan skyldes sygdomme som kræfttumorer eller pludseligt opståede skader som følge af fyrværkeri- eller trafikulykker. Andre har medfødte øjenfejl, der kan betyde, at de ønsker en protese.
Da Stefán R. Baldursson ejer en af landets få akryløjenklinikker, møder han en stor del af disse danskere op til flere gange i løbet af deres liv. En akrylprotese holder nemlig i gennemsnit omkring fem år, før den skal udskiftes til en ny, fordi muskelstrukturen bag øjet har ændret sig i mellemtiden. Stefán R. Baldursson gemmer nogle af de gamle proteser, så han indimellem kan vise dem frem til kunder.
På bordet foran okularisten ligger derfor adskillige livagtige øjenproteser og kigger i alle retninger mod rummets poleringsmaskiner og laboratorieudstyr.
I dag er patienten Thomas i klinikken for at få støbt et akryløje for anden gang. Under konsultationen tager okularisten en afstøbning af Thomas’ øjenhule og laver dernæst en skabelon af øjet i voks, så den kan tilpasses perfekt til hans øjenhule, før den støbes.
Næste skridt er at male akryløjet i hånden flere gange, så det får den rette dybde og kommer til at ligne det raske øje til forveksling. Bag klinikkens malemontre sidder Stefán R. Baldurssons datter, Maria Rós Stefánsdóttir, der de senere år er blevet oplært af sin far, og maler protesens bundfarve med en ultratynd mårhårspensel, som om hver protese er et særligt kunstværk.
Datterens ønske om at følge i Stefán R. Baldurssons fodspor er lidt af en ønskesituation for ham. For da der ikke er andre, der er uddannet i at lave akryløjneproteser i landet, ville ingen være i stand til at tage over efter ham. Men, tilføjer han, datteren ville ikke være i klinikken, hvis hun ikke duede til det.
”Man kan være nok så dygtig en håndværker, men det nytter intet, hvis man ikke også har en god forståelse for andre mennesker. Som okularist kommer man utrolig tæt på den enkelte patient, fordi øjnene er noget af det mest intime, vi har. Mange fortæller, at de ikke engang har taget protesen ud foran deres ægtefælle. Så det er vigtigt, at patienterne føler sig trygge i den sårbare situation,” siger han.
Patientkontakten er uhyre vigtig for ham. I begyndelsen af sin karriere tog Stefán R. Baldursson før- og efterbilleder af samtlige patienter, så han kunne følge sine håndværksmæssige fremskridt. Han har altid gerne villet være den bedste til sit fag.
Han bladrer igennem stakken af billederne og viser et fotografi af en ung kvinde frem.
”Første gang hun kom her, var hun 18 år. Hun havde ladet sit pandehår gro ned over hele den ene side af sit ansigt, så det dækkede det misdannede øje, som hun havde levet med hele sit liv, fordi hun havde fået at vide, at der ikke var noget at gøre ved det. Hun smilede ikke. Hun var ikke glad,” siger Stefán R. Baldursson og roder rundt i fotostakken.
”Nu ser hun sådan her ud. Langt mere selvsikker,” siger han og peger stolt på billedet af den unge kvinde, der smiler direkte ind i kameralinsen med sit nu kortklippede pandehår og to øjne, der ligner hinanden.
Det er sådanne øjeblikke, hvor patienten er glad og rørt over resultatet, som han bedst kan lide ved sit erhverv.
”For mig har det her aldrig bare været et arbejde. Hvis man skal opnå de bedste resultater, må man øve og udvikle sig og se hver enkelt protese som noget helt særligt,” siger han.
Men hvordan finder man egentlig på at blive okularist? For Stefán R. Baldurssons vedkommende begyndte det hele med, at den islandske regering søgte en ny øjenprotesemager. Han arbejdede på daværende tidspunkt som sygeplejerske i en øjenafdeling, og selvom han normalvis ikke engang kan købe en ny kittel uden at overveje det i månedsvis, vidste han øjeblikkeligt, at han skulle søge stillingen. Staten gav ham heldigvis jobbet og sendte ham til London, hvor han blev uddannet fra Moorfields Eye Hospital i 1985.
”Man kan vel nærmest sige, at Moorfield for en øjenlæge er, hvad Mekka er for muslimer. Man bør besøge stedet mindst én gang i sit liv. Det er også her, hvor de går forrest med den nye teknologi,” siger han.
På hospitalet har man byttet de traditionelle glasøjne, som skabes på øjemål ved at puste glas op til en lille ballon og påtegne øjets iris med glasfarvestave, ud med de nyere akryløjneproteser, som kan støbes helt præcist til den enkeltes øjenhule.
”Man udvikler jo hele tiden teknikkerne. I dag kan man også hæfte musklerne til implantatet, så protesen ikke stirrer statisk frem for sig, men i stedet kan bevæge sig mere naturtro på samme måde som det raske øje. Det bliver spændende at se, hvad fremtiden bringer.”