Prøv avisen

Kåre Gade: Jeg nærer en skamløs kærlighed til min iPhone

Kåre Gade Foto: ANDREW ATKINSON

Hvor længe jeg havde haft min første iPhone, da Instagram blev lanceret, kan jeg ikke huske. Men når jeg scroller ned til begyndelsen af mine Instagram-billeder, kan jeg se, at jeg var first mover. I min alder er det noget, man skal huske at prale af, skriver Kåre Gade

Det er blevet god Emma Gad at lufte sin misbilligelse af smartphones og sociale medier. Hvis nogen skriver en kronik om digital narcissisme, kan man være sikker på, det er det første opslag, ens kulturkritiske Facebook-venner deler og kommenterer, når de tjekker deres iPhone om morgenen.

Personligt nærer jeg en skamløs kærlighed til min iPhone. Af mange grunde, men først og fremmest, fordi den er mit mest elskede og uundværlige kamera. Jeg skylder faktisk Apple og Instagram, at jeg genfandt min glæde ved at fotografere.

Hvor længe jeg havde haft min første iPhone, da Instagram blev lanceret, kan jeg ikke huske. Men når jeg scroller ned til begyndelsen af mine Instagram-billeder, kan jeg se, at jeg var first mover. I min alder er det noget, man skal huske at prale af.

Den 26. november 2010, en måned efter at det nye sociale medie var lanceret, slog mit anagrammatiske alter ego, Aage Drake, sit første foto op: Et billede af min skygge på en mur, hvilket kvalificerer det til at være en slags selfie, fra før Apple fandt på at sætte et selfie-kamera på iPhonen. Skyggebilledet har fået en enkelt like.

Hverken succesraten eller det kreative niveau er meget højere på de følgende billeder: Et par koncertbilletter, et juletræ med sne, en tallerken med fish ’n’ chips. Selvom det alt sammen er kørt igennem Instagrams hipster-filtre, som får selv de mest trivielle billeder til at virke ældede og betydningsfulde, kan man se, at Aage ikke rigtigt kan finde ud af, hvad han skal bruge det dér Instagram til.

Hvad man ikke kan se, er, at noget var vakt i mig, som døde, da jeg 25 år tidligere havde påtaget mig at fotografere gode venners bryllup og præsterede at tage fem ruller film, hvor samtlige billeder var uskarpe og rystede. De var venlige nok til at kalde billederne stemningsfulde, men jeg var færdig med at gå i mørkekammeret.

Med iPhone og Instagram var det teknisk ukompliceret at tage billeder. Det handlede kun om at se. Og mens jeg på Instagram øvede mig i at se, stod jeg på hovedet i egne og andres gemmer for at grave skramlede filmkameraer frem.

Instagrams filtre får digitale billeder til at se analoge ud.

Men film er den ægte vare, hvor omhu og tålmodighed (og dyrekøbte erfaringer i form af håbløst mislykkede billeder) belønnes med den stoflighedens magi, der kendetegner filmfotografi.

Jeg begyndte også at fotografere med digitale kameraer, som var alt andet end ukomplicerede. Men den grundlæggende erkendelse – at det handler om at se – går altid forud for det tekniske. Vejret, årstiden, lyset. Den måde, en gruppe mennesker står på. Silhouetten af et træ mod aftenhimlen.

Seks år og tusindvis af billeder senere går der sjældent en dag, hvor jeg ikke fotograferer. Nogle gange fordi det hører med til mit arbejde, men oftest fordi jeg ikke kan lade være.

“Alle fotografier er memento mori”, skrev den amerikanske forfatter Susan Sontag, og måske er det forklaringen. Ved at fastfryse øjeblikket minder jeg mig selv om tidens flygtighed. I hvert fald tager man fejl, hvis man tror, at jeg ikke er til stede i nuet, fordi jeg har for travlt med at fotografere det. Det forholder sig omvendt: Jeg sanser, fordi jeg fotograferer. Også når det er med min iPhone.

Aage Drake har for længst fundet ud af, hvad han vil bruge Instagram til. Det kan man forvisse sig om på instagram.com/aagedrake. Og der er ikke skyggen af en selfie.