Jeg har tit tænkt, når jeg eller andre har været ude at rejse, at de historier, vi fortæller, når vi kommer hjem, stort set aldrig handler om de forskellige storslåede attraktioner, vi har rejst ud for at se, men mestendels om de mennesker, vi tilfældigt har mødt eller måske bare set undervejs. Sådan blev det også efter mit besøg i det store, vilde og saftspændte æble New York.
Selvfølgelig gør byens majestætiske højhuse et svimlende indtryk, men det, der påvirkede mig endnu mere, var det uendelige, triste syn af de mange hjemløse, man ser alle vegne i det amerikanske bybillede. Som sidder, ligger og sover ved foden af himmelskraberne af stål og glas med deres samlede jordiske ejendele bestående af hullede tæpper, plasticposer og et papskilt... Andre hjemløse vakler svajende omkring, ofte talende til sig selv.
Umiddelbart upåvirket af dette dagligdags syn suser storbyens fikse unge forretningsmennesker forbi med en mobil i den ene hånd og et papkrus med kaffe i den anden.
Byens tempo, lys- og lydniveau er skruet vanvittigt op. Og den tætte pølsepakkede menneskemængde bevæger sig som en samlet koordineret slange.
Jeg selv er på vej til at se en musical, da en modgående mand styrer direkte imod mig og med fuld kraft hamrer sin skulder ind i min. Jeg tror, det hedder at få sig en gedigen lammer. Jeg ser op og tror et kort øjeblik, det er et uheld. Jeg møder et koncentreret hårdt blik, hvorefter han med stærke skridt forsvinder. En ung kvinde kommer ilende: ”Jeg så ham, jeg så, hvad han gjorde. Kan jeg hjælpe dig? Skal jeg tilkalde hjælp?”.
Manden er allerede langt væk, min skulder er ikke gået af led, så jeg takker pænt nej og går lettere chokeret i teater. Min mand skumler, han har lyst til at slå voldsmanden ned.
På vej tilbage til hotellet med subwayen går der ged i vores billetkøb. En stor tyk mand ser det, og uden at spørge swiper han sit metrokort igennem for os. Han venter ikke engang på tak. Da vi står af toget, er vi lidt i tvivl om, i hvilken retning vi skal. Vi parlamenterer med hinanden, da en lillebitte nydelig ældre dame med krummet ryg og rollator og læbestift henvender sig og siger, hun kan se, vi ser fortabte ud. Hun hjælper os fornemt videre.
Lettere forvirret over denne dags tildeling af grovhed og venlighed lægger vi os til at sove.
Sidste aften i New York går vi på en tilfældigt valgt pænere restaurant. Vi har næsten lige sat os, da den nydelige herre ved nabobordet venligt hilser på os. Han er, som mange amerikanere, vældig åben og snakkesalig og præsenterer sig.
Han er en pensioneret musikproducer, og vi spørger selvfølgelig ind til, hvilke kunstnere han har arbejdet sammen med. Og så viser han fotos af sin elskede Dolly. Med efternavnet Parton. Og af Alison Krauss og mange flere. Men Steve, som han hedder, er ulykkelig, han har ondt i ryggen og ondt i livet, ondt over, at det elektrificerede og spændende liv ligger bag ham.
Vi taler om det og også om den 11. september. Og han fælder en tåre. Vi taler om Anden Verdenskrig og om, hvor vi nu er i livet. Vi taler, som har vi altid kendt hinanden. Vi udveksler adresser, og han siger, han kommer og besøger os i Danmark. Dagen efter modtager vi fotos fra vores fælles aften. Vi sender også fotos retur. Jo, vi kommer til at ses. Og sådan har rejsen vekslet mellem sindsoprivende møder af enhver art. Møder, der er endt med at blive selve rejsens rygrad og mening.