Prøv avisen
Min weekend

Karen-Lise Mynster: Mennesker har brug for en hviledag

Skuespiller Karen-Lise Mynster medvirker i teaterstykket ”Stjernefamilien”, der er skrevet af Nikoline Werdelin og har premiere på Det Kongelige Teater i den kommende uge. – Foto: Leif Tuxen

For den 64-årige skuespiller Karen-Lise Mynster er tidspunkter for øvninger og forestillinger altid fastlagt. I fritiden skal det helst være omvendt, og søndagsprogrammet formes gerne efter dagens humør

Jeg mærker, det er weekend , når forestillingen er slut lørdag aften. Weekenden har altid været lidt anderledes for mig og min familie end for mange andre. Folk siger ”god weekend” klokken 15 fredag eftermiddag, men der har jeg ofte aftenforestillinger tilbage både fredag og lørdag.

Jeg vil gerne vågne op til en søndag, hvor der er plads til, at tingene kan laves om og planlægges efter, hvad jeg har lyst til. Jeg kan vågne og have drømt om noget mad, som jeg vil kaste mig over at lave. Det er altid med store ambitioner, men ender ikke altid så vellykket som tænkt.

I en weekend vil jeg være sammen med mine børn og børnebørn – det er det, jeg prioriterer. Men man skal også passe på med at gøre weekenden til en fast dag, hvor andre skal føle sig forpligtede til at ses. Det er vigtigt at føle efter i forhold til, hvordan man har det, og være ærlig. Hvis man er træt og ikke orker at gå til den planlagte frokost, skal man ikke presse sig selv eller hinanden. Man kan have mange ting på tapetet i en weekend, og forventningerne kan være så høje, at man ender med at blive stresset eller ked af, at det ikke blev som forestillet. For mig at se kan weekenden også have en sørgmodighed i sig. Der er så meget, man gerne vil, og som man umuligt kan nå på én dag.

Jeg vil gerne have klaret læsningen af manuskripter. Vi har snart premiere på ”Stjernefamilien” på Det Kongelige Teater, og op til en premiere bruger jeg ofte weekenden på at læse tekster højt for mig selv. Jeg skal gå teksten igennem hver dag, fordi den pludselig kan smuldre ud af hjernen, og jo ældre jeg er blevet, des flere gange skal jeg læse teksten.

Skal jeg holde et middagsselskab, gør det mig ikke noget, om det foregår på den ene eller den anden måde. Hvis jeg inviterer til brunch, og andre ender med at synes, at middag passer bedre, så laver vi det bare om til det, uden at jeg tager det så tungt. Selvom jeg har forberedt en brunch, kan jeg hurtigt købe nogle ekstra kartofler og gulerødder og lave det om til en middag. Det allervigtigste for mig er, at alle muligheder er åbne i mine weekender. Jeg er omstillingsparat og kan bedst lide, når weekenderne er til forhandling. Det har nok noget at gøre med, at jeg har altid har haft et lidt mærkværdigt arbejde, og hvor det hele er meget fast med bestemte tidspunkter.

På en søndag elsker jeg, hvis der ikke skal ske noget bestemt, men er plads til spontanitet. Ofte er søndagen min eneste fridag, og sådan en dag er guld værd. Weekenden, hviledagen eller helligdagen er meget vigtig for os mennesker og har altid været det. Dagen er også religiøst indført, og jeg kan godt forstå tanken om at skulle komme weekenden i hu, fordi mennesker må have en dag, hvor man ikke skal noget, men kan restituere sig og blive klar til næste uge.

Skal jeg ud af huset, går jeg en tur. København er skøn at gå tur i, og selvom man ikke bor på landet, kan man nemt komme på ture. Vi er heldige på den måde, at vi har Frederiksberg Have og Søerne, men også hurtigt kan køre ud af byen og gå tur i Dyrehaven, ved Bagsværd Sø eller tage ud til vandet.

Inden jeg går til ro efter en forestilling, cykler jeg hjem og får tankerne lidt væk undervejs. Man er fyldt med energi, når man lige har spillet teater, og som skuespiller kan man derfor let blive en natteravn. Det kan være svært for mig at gå i seng, selvom alle huse er mørke og andre sover. Natten kan også have en ro i sig, som jeg nyder. Jeg nusser rundt alene og læser, hører radio eller skriver e-mails til mennesker, jeg holder af, indtil roen indfinder sig, og trætheden for alvor begynder at spille ind.