For mig handler alle dage om fugle – også i weekenden

Naturvejleder og museumsinspektør Morten D.D. Hansen går ikke så meget op i navnet på ugedagen. Han kalder sig selv for en nørd, der primært er optaget af fugle og insekter og beskriver sine oplevelser i naturen som åndelige

45-årige Morten D.D. Hansen er en af Danmarks flittigste naturformidlere og er kendt fra både aviser, radio og tv.
45-årige Morten D.D. Hansen er en af Danmarks flittigste naturformidlere og er kendt fra både aviser, radio og tv. . Foto: Natur-historisk Museum Aarhus.

Jeg mærker egentlig ikke, at det er weekend. I min branche er det ikke noget, vi tager særlig alvorligt, for vi er jo optaget af naturen både om mandagen og om søndagen. I weekenden er der som regel også en hel masse arrangementer, hvor jeg enten skal ud som naturvejleder for en række mennesker, der har betalt for at komme på tur – eller jeg skal stå for ekskursioner med studerende. Det gjorde jeg blandt andet sidste weekend, hvor jeg underviste kommende biologer på Molslaboratoriet, der ligger midt i Mols Bjerge Nationalpark.

I en weekend vil jeg derfor se på en hel masse på fugle, præcis som jeg plejer. Men hvis jeg nu skal forestille mig en drømmeweekend, så skulle det være rigtig dårligt vejr lørdag, hvor jeg så kunne hygge mig sammen med mine børn. Og så skulle det være supergodt vejr søndag, hvor de skulle til deres mor – og så kunne jeg bruge dagen på at se efter fugletræk. På en rigtig god dag kan jeg sidde flere timer ude i min have og bare stirre op i himlen. Vi biologer er verdens bedste til at kede os og meget tålmodige. Vi er jo håbløst optimistiske i forhold til at få et glimt af de mest sjældne fugle som for eksempel lærkefalken og skrigeørnen. Når det sker, er det simpelthen fantastisk.

Jeg lader op ved at få en dosis fuglekig og er ulidelig at være sammen med, hvis jeg ikke har fået øje på nogle. Det kan dog også være opdagelsen af spændende insekter, der kan give mig ny energi. Naturen fylder ganske enkelt alt. Den er mit liv. Og ja, jeg er en nørd.

Jeg har aldrig holdt et middagsselskab, og det kommer heller ikke til at ske. Punktum. Jeg tror også, det er lidt en byting at holde middagsselskab. Det gør man altså ikke i Nørre Snede, hvor jeg bor. De store oplevelser får man da heller ikke rundt omkring et bord med mad og gæster, dem får man i naturen. For mig er det en åndelig oplevelse at se, når fuglene kommer tilbage, og når de tager af sted igen.

På en søndag må det gerne være søndenvind i sommerperioden og kølig nordvestenvind om efteråret. Så er det optimalt fuglevejr. Vejret skal med andre ord svare til årstiden, så fuglene kan bruge det som pejling.

Skulle jeg ud af huset, ud af min komfortzone, så kan jeg en gang imellem godt finde på at tage en tur på stadion og se fodbold. Og der er jo kun ét hold: Vejle Boldklub, som heldigvis er blevet lidt sjovere at være fan af, nu de er rykket op i Superligaen.

Inden jeg går i seng, har jeg for vane at stille mig ud på terrassen, være helt stille og så bare lytte til himlen. Det kunne jo være, at jeg var så heldig at høre en fugl deroppe.