Jeg mærker, at det er weekend, når jeg vågner om fredagen. Jeg er en stor weekend-romantiker og synes, weekenden er hellig – og det er egentligt mærkeligt, for mit arbejdsliv er overhovedet ikke indrettet sådan, at jeg altid har fri i weekenden. Om fredagen er alt muligt, lørdagen ligger åben, og om søndagen kan jeg godt blive lidt ”nu er det slut”-deprimeret.
Da jeg var barn, var min far præst i Grønnevang Kirke i Hillerød, og jeg sang i kirkekoret. Så der var kor hver fredag, om lørdagen skulle vi ikke noget, og hver eneste søndag, indtil jeg flyttede hjemmefra, var jeg så med til gudstjeneste for at synge. Jeg er den ældste af tre søskende, og der var meget kort i mellem os, så weekenderne gik med at lege bande i den nærliggende hasselnøddeplantage og den slags. Vores far var og er stadig helt vildt god til at lege. Han legede fuldstændig i øjenhøjde med os – som et barn med superkræfter og en endnu større fantasi. Engang var vi for eksempel på besøg hos vores bedsteforældre og var lidt overenergiske. Så vores far arrangerede slåskamp på det ægte tæppe. Vi måtte ikke bide og ikke rive i hår, og vi skulle blive på tæppet. Og så var han dommer.
Jeg er vokset op med en mor, der kendte mine behov, før jeg selv gjorde. Hun var sådan en, der altid skrællede en appelsin og stoppede den i munden på en. Eller sørgede for at temperere hovedpuden og sørge for, at lagenet ikke var krøllet, hvis man var syg. Der er ingen, der på samme måde som min mor kan finde ud af at tage sig af mig, når jeg er syg. Så derfor tager jeg faktisk stadig nogle gange hjem, når jeg er syg. Det er lidt pinligt! Min familie er mine venner og tit de første, jeg ringer til, når jeg har noget nyt at fortælle.
Når jeg skal slappe af, elsker jeg at hælde på mine døtre på tre og fem år af alle de ting, jeg holdt af, da jeg selv var barn. Ligesom min far er jeg en kæmpe nostalgiker, og for eksempel holder jeg af at se gamle tegnefilm som ”Bennys badekar” og ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven” sammen med dem.
Søndag fyldes ikke af kirke på samme måde, som da jeg var barn. For tiden står jeg tidligt op sammen med min datter Inga på fem år og ser ”Den store bagedyst”. Hun er helt inde i det, og vi griner af kagernes mærkelige navne, for eksempel ”Othello a la Lars” – det er jo det sjoveste ord nogensinde. Forleden dag overhørte hun med et halvt øre mig fortælle en anden, at der var nogle sange, der var røget ud af den nye højskolesangbog. Inde fra et andet rum råbte hun: ”Er de med i ’Den store bagedyst’?”. Det er det eneste område i tilværelsen, hun forestiller sig, at nogen kan ryge ud.
Skal jeg ud af huset, skal jeg altid have 30 dårligt pakkede muleposer med mig. Min mor kalder mig af samme grund posedamen.
Inden jeg går i seng, skal jeg som regel have pigerne vappet ud af dobbeltsengen og ned i deres egne senge, som står ved siden af. Sommetider lægger jeg mig først hos dem og krammer dem en ekstra gang. Det er tit der, jeg oversvømmes af følelser. For et par dage siden blev jeg faktisk så ramt, at jeg vækkede den ene af dem for at fortælle hende, at jeg elsker hende. Jamen altså. Jeg ved det godt, men det er sådan, det er.