Det er, da han sætter sig op på briksen og dingler med sine bare tæer, jeg begynder at skæve mod døren. Konsultationen er kun lige begyndt, og jeg er allerede ude af min komfortzone. Men jeg kan ikke rejse mig og gå. Selvom andre mennesker overskrider mine grænser, betyder det ikke, at jeg selv er i stand til det.
Og måske er det noget, alle fysioterapeuter gør – går rundt i bare ben og virker svært godt tilpas i deres kroppe? Mit erfaringsgrundlag er ikke-eksisterende. Som søn af en læge foretrækker jeg at tage en pille og vente på, at det går over, frem for at lade fremmede mænd røre ved mig.
Min debut hos sygegymnasten er rykket nærmere et stykke tid. I foråret pådrager jeg mig noget, som jeg – baseret på grundig, internetbaseret selvdiagnosticering – kalder en sportsskade. ”Ses typisk hos idrætsudøvere, midaldrende motionister og ældre.” Jeg beslutter at indplacere mig selv et sted mellem den første og den anden gruppe, tager en pille og venter på, at det går over. Det gør det ikke.
Jeg halter gennem sommeren og siger lyde, når jeg rejser mig fra kontorstolen. Jeg griber mig selv i at klage: ”Jeg går som en gammel mand.” Ingen er friske nok til at svare, at det er naturligt i min alder. En dag står jeg sammen med kinesere og pensionister og ser på fornuftige sko i Ecco-butikken. Næste stop bandagisten, tænker jeg.
Så er det, jeg får mit livs første henvisning til en fysioterapeut. Det er ham, der nu sidder og vipper med fødderne, mens han giver mig gode råd.
”Du skal sige til dig selv: ’Jeg nok skal blive rask.’ Men kroppen skal have tid. Der kan gå to måneder, eller der kan gå seks.”
”Super. Der er allerede gået fem, så jeg har et pænt forspring,” siger jeg.
Han smiler venligt og spørger, om det påvirker min livskvalitet. Jeg flytter mig uroligt i stolen. Jeg har god erfaring med at isolere problemet til en øm sene nederst på venstre ben. Der er ingen grund til at åbne for de holistiske sluser og lade problemet sprede sig til min generelle psykiske habitus.
”Du skal sige til dig selv: ’Jeg kommer til at løbe igen.’ Men du skal være tålmodig,” siger han.
Jeg nikker og spekulerer på, om han har tænkt sig at se på mit ben.
”Gør du noget godt for din krop i mellemtiden?”.
Jeg hører mig selv fortælle, at jeg er begyndt at gøre gymnastik. Det lyder som noget, ældre mennesker siger til deres fysioterapeut.
”Godt. Det er vigtigt, at du holder dig i gang,” svarer han.
Det lyder som noget, fysioterapeuter siger til ældre mennesker.
”Gør du noget for din kardio?”
Jeg siger, at jeg cykler til arbejde. Det får jeg også point for.
”Det er vigtigt, at du får pulsen op en gang imellem.”
Jeg rider på en bølge af fysioterapeut-ros.
”Gør du noget for at styrke akillessenen?”.
Jeg er glad for, at vi nærmer os sagens kerne. Han hopper ned fra briksen og demonstrerer nogle øvelser med sine bare tæer.
”Hver aften skal du sige til dig selv: ’I dag har jeg gjort noget godt for min akillessene,’” siger han.
Så beder han mig lægge mig på briksen. Han mærker på min akillessene – og tøver et øjeblik. Han underretter mig om, at den hævet.
”Der er også den mulighed at give indsprøjt- ninger med binyrebark- hormon,” siger han.
Mit humør ryger i vejret. En målrettet, kemisk-mekanisk løsning – lige efter mit hoved.
”Men bare rolig,” siger han trøstende. ”Der er vi slet ikke endnu.”