Kåre Gade: Min kone siger noget, jeg ikke får fat i

Al samtale kræver ekstra anstrengelse, så jeg synker ned i en non-verbal, vegetativ tilstand. Og de eneste butikker, jeg interesserer mig for at gå ind i, er dem, der sælger papirlommetørklæder og næsespray, skriver Kåre Gade

De følgende dage trasker jeg efter min kone rundt i London, mens jeg koncentrerer mig om at holde visuel kontakt. Det er ligesom at se fjernsyn, mens naboens teenager holder fest, skriver Kåre Gade.
De følgende dage trasker jeg efter min kone rundt i London, mens jeg koncentrerer mig om at holde visuel kontakt. Det er ligesom at se fjernsyn, mens naboens teenager holder fest, skriver Kåre Gade. Foto: Leif Tuxen.

Vi er på vej til London for at fejre min kones 60-årsdag. Bare hende og mig og en svær forkølelse, der forvandler mig til en omvandrende sky af nys. I lufthavnen, mens min kone ser på butikker, tager forkølelsen og jeg på apoteket og køber stort ind. Da vi lander i Heathrow, har jeg brugt tre pakker lommetørklæder, mistet hørelsen på begge ører og udsat et ukendt antal medpassagerer for smitte.

”Et fly lander i Heathrow – det er sådan, det begynder. Måske er jeg ’patient zero’ i den sidste store pandemi,” hoster jeg, da vi går gennem paskontrollen.

Min kone siger noget, jeg ikke får fat i.

”Så kan jeg få opkaldt en virus efter mig,” siger jeg og pudser næse, mens jeg studerer skiltet med bagagebånd.

”Bånd fem,” siger jeg, og opdager, at min kone er væk.

Jeg indhenter hende.

”Bånd fem,” gentager jeg.

”Det var det, jeg sagde,” siger hun.

”Du er nødt til at tale højere. Jeg har propper i ørerne.”

Hun hæver stemmen:

”Jeg sagde: Det var det, jeg sagde.”

”Jaja, jeg hørte det godt. Jeg er ikke døv.”

Min kone siger noget, jeg ikke får fat i. Jeg gætter på, at det er en variation over den vittighed, hun har underholdt med i årtier: At jeg (a) ikke hører ret godt, og at jeg (b) ikke vil indrømme det. Det er snedigt, for jo ihærdigere jeg bekræfter (b), des mere sandsynligt forekommer det, at (a) sikkert også passer. I hvert fald har vores drenge, siden de var små, været overbevist om, at de havde en far med et hørehandicap, som det var helt ok at fortælle vittigheder om.

De følgende dage trasker jeg efter min kone rundt i London, mens jeg koncentrerer mig om at holde visuel kontakt. Det er ligesom at se fjernsyn, mens naboens teenager holder fest. Byens lyde er et svagt baggrundstæppe bag en party-playliste af hyletoner, boblende væsker og bankende pulsslag, der danser afsted inde i mit overtryksbelastede kranium.

Al samtale kræver ekstra anstrengelse, så jeg synker ned i en non-verbal, vegetativ tilstand. Og de eneste butikker, jeg interesserer mig for at gå ind i, er dem, der sælger papirlommetørklæder og næsespray.

På min kones fødselsdag vækker jeg hende med et hosteanfald.

”Tillykke, skat. Du er nu en ældre kvinde. Er du interesseret i et kys?” siger jeg og pudser næse.

”Tak, men jeg tror, jeg springer over,” siger hun.

”Undskyld, det hørte jeg ikke,” siger jeg og spidser munden.

”Urgh,” siger hun og flytter hovedet.

”Øv. Jeg havde glædet mig til at prøve at kysse en 60-årig,” siger jeg.

Jeg håber halvvejs, at flyveturen tilbage til København vil få propperne til at forsvinde. Det gør den ikke.

De følgende uger vænner jeg mig til at sidde til middagsselskaber og møder uden helt at forstå, hvad der foregår. Min taktik er at anlægge en kritisk, lyttende mine og selv sige så lidt som muligt. Jeg fornemmer, at det skaber en nervøs respekt omkring mig og noterer, at det er værd at huske, hvis hørelsen vender tilbage.

Da det lykkes mig at få en tid hos en ørelæge, viser det sig at have en stærkt helbredende effekt. I dagene op til konsultationen bliver jeg bekymrende rask.

”Hvor langt har du igen?” spørger min kone, da jeg kommer hjem.

”Han testede mig. Du vil ikke bryde dig om resultatet.”

”At du vil leve i adskillige år?”

”At jeg hører utroligt godt for min alder.”

Min kone bevæger læberne uden at sige noget.

”Haha. Måske skulle du også overveje en høreprøve? Jeg vil tro, det er gratis i din alder.”