Prøv avisen

Min latinlærer

En af dem, der har gjort størst indtryk på mig, er den latinlærer, jeg var så heldig at få, da jeg i gymnasiet valgte latin på højt niveau, skriver forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky

Jeg har været så heldig at have flere gode lærere gennem mit uddannelsesforløb. Mange af dem kunne fortjene en hyldestsang. De har været den slags lærere, som fik tiden til at forsvinde, fordi det var så utroligt spændende at lære noget og at fordybe sig. Nye verdener blev åbnet for mig.

En af dem, der har gjort størst indtryk på mig, er den latinlærer, jeg var så heldig at få, da jeg i gymnasiet valgte latin på højt niveau. Forestil Dem en lille dame med kort pagehår, venlig og energisk, utroligt vidende om romertiden, med en særlig forkærlighed for latin i middelalderen og naturligvis også forfatter til et par undervisningsbøger.

Vi blev behandlet med respekt, interesse og ikke mindst positiv forventning om, at uanset hvilken tekst hun lagde foran os, så kunne vi knække de grammatiske nødder. Ofte kunne vi også vide os sikre på en eller anden pudsig godbid undervejs i teksten. Noget sært, smukt eller morsomt. På den måde blev oversættelser (eller versioner, som det hedder, når man oversætter fra fremmedsproget til ens eget) som at løse en kryds og tværs og undervejs finde en skjult vittighed.

Skulle en elev en sjælden gang ikke have nået lektierne, så var et par sekunders stilhed som regel den eneste nødvendige konsekvens. Denne dame var aldrig i tvivl om elevens eget ansvar for læring, men hun var bestemt heller ikke uden forståelse for livets mærkværdige tildragelser, der kan komme grusomt på tværs. Vi anstrengte os altid. Det var svært andet med en lærer, der evig og altid var begejstret for sit fag og for dagens tekst og oprigtig glad, når vi elever lykkedes.

Jeg ved ikke, om man skal være nørd for at vælge latin på højt niveau. Vi var i hvert fald flere, der gjorde det. Jeg kunne jo ikke vide, hvor ofte latin sidenhen faktisk ville hjælpe mig både på rejser og i mit daglige arbejde som forfatter. Måske er faget i sig selv ikke altid det væsentlige, men lærerens entusiasme er afgørende.

I 1992, hvor jeg gik i 2.g, anmodede Karen Dreyer, min latinlærer, Undervisningsministeriet om at køre en forsøgsordning, hvor faget latin skulle kombineres med computere. Det forekom dengang helt hen i vejret, og ingen så den logiske sammenhæng mellem det tudsegamle sprog og den spritnye brug af computere – lige bortset fra Karen og et eller andet velvilligt menneske i Undervisningsministeriet. Således kastede vi os i et kælderlokale ud i at kombinere de to fag.

Dansk grammatik og syntaks (sætningskonstruktion) adskiller sig meget fra latin – og det viste sig utroligt nyttigt at sidde med en computer, når man skulle nedbryde en latinsk tekst til ordentligt dansk, fordi vi kunne flytte rundt på rækkefølgen af de oversatte ord meget lettere end med blyant og viskelæder.

Det samme gjorde sig naturligvis gældende, når vi skulle oversætte fra dansk til latin. Jeg tager hatten af for en dame, der fik den tanke på det tidspunkt i undervisningshistorien.

Til sommer går Karen Dreyer på pension. I nogle dage gjorde det mig lidt trist, fordi fremtidige elever går glip af så meget. Så forstod jeg, at man ikke kan andet end at glæde sig over mange års begejstret indsats. I virkeligheden er der al mulig grund til at fejre både hende og alle de gode undervisere, som entusiastisk lærer fra sig af kærlighed til deres fag. Der findes ikke noget smukkere, man kan smitte et andet menneske med, end netop begejstring. Tak!