Miraklernes tid

Miraklernes tid

I min erindring er det sådan, at fra midten af oktober sidste år blev vejret ret trist. Faktisk var det november fra midten af oktober til starten af januar i år, hvor vinteren pludselig indfandt sig, og det varede så frem til starten af april.

Jeg kan godt lide sne, men det kan blive for meget. Tilmed regnede det hele tiden. På vores græsplæne opstod et større svømmestadion og til sidst en enorm skøjtebane. Det store flerstammede moreltræ midt på plænen stod i fire måneder i skiftevis sjap og en meget stor isterning. Jeg frygtede for træets overlevelse og erkendte hurtigt, at de 100 krokus og tulipanløg, jeg møjsommeligt havde nedgravet under træet i betonhårdt moræneler, måtte rådne op. Men hvad med træet? Ville det dø?

To uger efter den sidste snestorm kom foråret pludseligt. Lige på vores bryllupsdag midt i april. Træet sprang ud og står nu som en kæmpemæssig hvid buket midt på græsplænen. Ikke nok med det; for første gang i mit liv har jeg juleroser, påskeliljer, tulipaner og både blå, hvide og gule anemoner på en gang samtidig med blomstrende moreller og hvidtjørn samt udsprungne bøge og birketræer. På 14 dage.

Man får mig ikke til at sige, at det er for meget af det gode, men mirakuløst er det. Jeg synes, vi alle sammen har fortjent denne overflod oven på november-november-november og tre måneders sne og sjap. Jeg har rådført mig med min havekalender for at sikre mig, at digteren i mig ikke har hittet på unøjagtigheder, men det er altså ganske vist.

Samtidig befinder jeg mig i den fase, hvor min næste roman er lige ved at være færdig. Jeg regner med at aflevere om fire uger. Jeg er passende omtåget og ikke helt i stand til at administrere både et opkald til en professor i Aarhus, en kommende litteraturfestival i Lillehammer, hvor jeg til min overraskelse er nomineret til en fin pris – og så hverdagens sammensurium af elektroniske girokort, min virksomheds regnskab og noget så ordinært som rengøring og græsslåning. Det hører ikke rigtig hjemme på den planet, hvor jeg er lige nu. Det føles totalt uvedkommende og måtte godt bare gå væk og komme igen, når jeg har bedre tid.

Jeg har en rigtig god og erfaren redaktør, der lytter tålmodigt til mig og som en anden garvet jordmoder siger: ”Ja, det er lige oppe over, der er fin hjertelyd, og det bliver en roman. Den udkommer i slutningen af september”.

Imens har min roman og jeg det som naturen. Her og der blomstrer juleroser, der skulle have været færdige i marts. Samtidig er påskeliljernes og tulipanernes flor forunderligt farvekoordineret i år – og det er ikke min, men naturens planlægning, der har udvirket det. Den lysegrønne bøg fletter fingre med den blomstrende tjørn. Nattergalen øver sig allerede, og dompappen, som normalt kun er vintergæst hos os, er her stadig. Den store morel overlevede og blomstrer overdådigt – fuldstændig upåvirket af fire måneders isbad. Rådyrene er ved at smide vinterpelsen og render rundt og ligner punkere fra midt-80’erne med hårtotter strittende i alle retninger. Men på et tidspunkt falder alt på plads.

Når jeg afleverer min roman i slutningen af maj, er det sikkert blevet sommer. Helt uden min indgriben. Lykkeligvis.