Jeg er på kontoret, da min kone ringer. Hun ringer aldrig, når jeg er på arbejde – i yderste nødstilfælde sender hun en sms. For eksempel den 11. september 2001, hvor hun skrev ”Tænd for tv. New York bliver angrebet”.
Så da jeg tager telefonen, ved jeg, at der er dårligt nyt. Og jeg ved også, hvad det er.
”Vi har en meget alvorlig situation,” siger hun.
”Sig ikke, at Mister er løbet ud,” siger jeg.
”Mister er løbet ud,” siger hun.
Mens sønnen og svigerdatteren er på rejse, passer vi deres kat. Indespærringen i vores Østerbrolejlighed passer ikke udekatten Mister. Han tilbringer eksilet på sofaen i tilsyneladende dvale, men i virkeligheden lurer han på en chance for at stikke af. Vi har mere end én gang mødt ham på vej ned ad bagtrappen, når vi har været ude med skraldespanden.
”Jeg har gennemsøgt lejligheden. Han er her ikke,” siger min kone.
Hun fortæller, at håndværkerne, som skifter vinduer i ejendommen, uventet har låst sig ind for at tage mål til næste dags arbejde.
Det er her, jeg er for fin til at sige ”Hvad sagde jeg?” – selvom jeg kunne, for hvem var det lige, der advarede mod at sige ja til at passe katten i den uge, hvor vinduerne skulle skiftes? Mens en anden insisterede på, at det ikke var noget problem?
I stedet skynder jeg mig hjem for at overtage eftersøgningen, mens min kone er til møde. Jeg tjekker lejlighedens skabe, bagtrappen, hovedtrappen og gården. Jeg står i den åbne gadedør og prøver at forestille mig, at jeg er en kat på desperat flugt hjem til Valby. Hvilken vej ville jeg løbe? Har jeg et indre kattekompas, der fortæller, hvor Valby ligger?
Jeg går rundt i kvarteret og kalder. Det føles grænseoverskridende at gå rundt på Østerbro og råbe ”Mister! Mister!”, så jeg hvisker det højt. På Garnisons Kirkegård ser en mand underligt på mig.
Det går op for mig, at jeg hurtigst muligt bør efterlyse Mister. Jeg skynder mig hjem og laver en plakat med det mest indtagende portræt af Mister, jeg kan finde. Jeg sætter den op i alle ejendommens opgange. Jeg laver et opslag i en lokal Facebook-gruppe. Det vælter ind med græde-smileyer og gode råd. Men ingen har set Mister.
”Har du fundet Mister?”, råber min kone, da hun kommer hjem.
”Nej,” svarer jeg irriteret og tilføjer: ”Det er en trøst, at det ikke var barnebarnet, vi skulle passe.”
”Nu må du altså slappe af. Det er en kat, ikke et barn,” siger hun.
”Sig det til Misters forældre,” vrisser jeg.
Og pludselig er jeg ikke længere for fin til at sige ”Hvad sagde jeg?”.
Det viser sig at være en fejl.
Vi tilbringer aftenen i ægteskabelig tavshed, mens vi flytter alt inventar fra de rum, der skal have skiftet vinduer, ind på gæsteværelset. De tungeste møbler dækker vi med plastik. Uden et ord går vi hver sin vej ud i mørket og leder.
Da jeg kommer hjem, sidder min kone i sofaen i den tomme stue.
”Vi bliver nødt til at fortælle dem det,” siger jeg.
”Lad os vente til i morgen,” siger hun.
I det samme lyder et miav fra gæsteværelset.
Der finder vi Mister i færd med at mave sig ud under gæstesengen. Han gaber, strækker sig og får øje på tingene, der er stablet overalt i værelset. Og sender os et blik, der spørger: ”Har I flyttet om?”.
Vi ser på hinanden.
”O.k. Jeg går ned og fjerner plakaterne,” siger jeg.