Mit elskede skur

Der sker noget særligt, når mænd bare kan være mænd sammen og tale om arbejde og om længsler og om pensionistdrømme, skriver sognepræst Morten Skovsted, der har et skur indrettet til formålet

Mit elskede skur

Da børnene var små, blev skuret bag ved præstegården brugt til havestole, udendørs legesager og aviser, der skulle genbruges. Det var som regel lidt af en rodebutik, som mange ting er, når man har små børn. Men børnene blev større, og aviserne blev digitale, så det gamle skur lå i en årrække bare hen. Men så fik jeg en idé, og da jeg begyndte at realisere idéen, gik det op for mig, at det var mere end bare en fiks idé. Det var udtryk for et behov: Jeg havde brug for et frirum. Et sted, der kun var mit, og som lå lidt væk fra huset, omend kun tre meter.

Så der blev ryddet op i skuret, og det gamle rum, der var lagt sammen af to mindre rum (engang formodentlig lokum og hønsehus), stod nu klar til at blive indrettet med lænestol, bloklys og stereoanlæg. Ikke så meget andet. Det er omtrent otte kvadratmeter, og bliktaget skråner, så jeg kun kan stå oprejst i den ene halvdel af rummet. Men jeg elsker det sted. De første par vintre var det rent faktisk kun mit rum. Der gik jeg ud cirka en gang om ugen og røg en god cigar med et glas portvin og jazz eller opera ud af højttalerne. Åh, at sidde der helt stille og iagttage den blå-grå røg, der står næsten stille i luften, mens den skulpturelt og næsten umærkeligt skifter form. Ingen mobiltelefon og heller ingen læsning. Bare ro og stille tanker. Det blev gennem et par travle vintre den rene stress-forebyggelse at ”gå i skuret” en gang om ugen, og jeg går stadig derud alene engang imellem.

Men rummet har udvidet sig, og der er blevet skaffet et par lænestole mere, så der også er plads til andre. Ofte kommer den nære familie eller gode venner med. Fordi det er så hyggeligt at skifte rum, tænde stearinlys og gå ind i en anden verden. Og der ryges med gode præstekollegaer, med hvem man kan vende både præstelivet og alle de andre store ting.

Men det nyeste er, at skuret fra sidste efterår har lagt hus til den lillebitte ”Hjortshøj Cigar klub”, hvor der kun er adgang for mænd. Der samles vi en søndag aften hver måned (når det ikke er coronatid), og så nyder vi at være fri for hverdag, fri for jagen og (undskyld mig) fri for kvinder. Det er svært at forklare hvorfor, men samtalen er altid dyb, seriøs og åbent tillidsfuld. Der sker noget særligt, når mænd bare kan være mænd sammen og tale om arbejde og om længsler og om pensionistdrømme. Og så er det skønt at være sammen med andre mænd, der kan forstå, hvad en gammel motorcykel, et lækkert ur og en god flaske rom kan betyde. Og der sidder vi så, et sært sammensurium af mænd: en skoleleder, en fra et jobcenter, en ,der har lavet akvarieplanter, en organist, en direktør, en jægersoldat og så en præst. Og vi er samlet om dette ene: at ryge en god cigar med den langsommelighed og de pauser i samtalen, cigarrygning kræver. Og jeg er helt høj og opløftet, hver gang jeg har været sammen med de andre mænd, og det handler ikke kun om de dråber, vi har nydt, men om at være revet ud af alting for en stund, mens man samtidigt sidder midt i det.

Det er 100 procent politisk ukorrekt, hvad der foregår i skuret, men det er ikke ment som statement i den retning. Det er dumt at ryge, og man lugter fælt af værtshus, når man kommer ud af skuret. Men man er alligevel renset i sjælen på en livgivende måde.

Jeg er klar over, at det er vældigt privilegeret at have et skur tilovers, men mindre kan også gøre det. Det kan være et lille kammer i huset, et rum ude i byen, en plet i skoven eller kirken. Blot tror jeg, at vi alle har brug for frirum, også efter denne sære coronatid, hvor mange af os har nydt, midt i utrygheden og uvisheden, at stige en smule ud af hamsterhjulet. Det tror jeg, vi skal huske at gøre, også når det hele kommer op i fart igen. Eller måske netop, når det hele kommer op i fart igen.