Emilia van Hauen: Mit weekend-jeg er, som vinden blæser

For kultursociolog og forfatter Emilia van Hauen er weekenden forbundet med følelsen af at kunne give slip. For weekenden er den eneste tid på ugen, hvor hun tillader sig selv at lægge planer, der ikke forpligter

 Når det bliver weekend, tillader den 50-årige kultursociolog, forfatter og foredragsholder Emilia Van Hauen sig at sænke skuldrene og give lidt ekstra slip på hverdagens rytme. Til maj udkommer hendes nye bog ”Succestyranniet og vejen ud” på forlaget Rosinante. –
Når det bliver weekend, tillader den 50-årige kultursociolog, forfatter og foredragsholder Emilia Van Hauen sig at sænke skuldrene og give lidt ekstra slip på hverdagens rytme. Til maj udkommer hendes nye bog ”Succestyranniet og vejen ud” på forlaget Rosinante. – . Foto: Mathias Christensen/Ritzau Foto.

Jeg mærker, det er weekend, når jeg kan give lidt mere slip. Når jeg med ro i sindet kan konstatere, at nu er der ingen, der har professionelt krav på mig. Nu er der kun det sociale tilbage. Deadlines og pligter flyder i baggrunden, og jeg giver mig selv fri til at rette min opmærksomhed hen mod det, der optager mig i netop dette øjeblik. Så føler jeg mig mere fri indeni, selv i de weekender, hvor jeg også har noget arbejde.

Jeg vil gerne vågne og se et afsnit af en tv-serie. På hverdagsmorgener mediterer jeg altid som det første, når jeg vågner, men i weekenden starter jeg dagen med en serie eller en film. Det er den største luksus for mig ikke at skulle noget særligt om morgenen, men bare nyde den i lange træk med en kop te og en god historie.

Der er så meget af min hverdag, som går med at tage informationer ind og være aktivt vurderende, men selvom tv-serier også er information, er de også bare underholdning. Man kan være passivt modtagende og bare lade sig opsluge. Det er en rar frihed at fylde sin morgen med. Når jeg har en mand i mit liv, er den største luksus at blive i sengen og vågne langsomt sammen, måske ligge og snakke og bare holde om hinanden, indtil vi får nok af det.

I en weekend vil jeg gerne være sammen med mennesker, jeg holder af, særligt mine to store drenge på 14 og 16 år.

Jeg vil gerne have klaret en masse, jeg ikke får gjort alligevel. Der er en masse ting, jeg burde gøre. Men mit weekend-jeg er konsekvent inkonsekvent. Jeg tillader mig at være, som vinden blæser. Jeg kan godt have en idé om, at jeg gerne vil nå noget praktisk, men i samme åndedrag giver jeg mig selv friheden til ikke at forpligte mig på det. For det giver mig ikke energi at fylde weekenderne op med pligter.

Skal jeg holde et middagsselskab, forbereder jeg det selvfølgelig. Men jeg er ikke den klassiske værtindetype, der kan gå og tænke over madretter og opdækning en uge i forvejen. I det hele taget spiller ”selskab” en langt større rolle end ”middag” i min bog. Det er ikke maden, der er i fokus, men de mennesker jeg inviterer. Jeg elsker at sætte folk sammen på kryds og tværs. Mennesker, der ikke kender hinanden, men som jeg kan se et magisk potentiale i at placere rundt om samme bord. Har mine gæster en nysgerrighed på omverdenen, og er de villige til at dele ud af sig selv, så bliver det med garanti en interessant aften.

På en søndag vil jeg have så få planer som muligt.

Skal jeg ud af huset, vil jeg enten gå en tur i skoven eller i mit nye kvarter, Nordhavn (i København, red.), som jeg flyttede til sammen med mine to drenge sidste vinter. Der er simpelthen så fedt herude. Det er jo en helt ny bydel, så det emmer af pionerånd. Sådan en gensidig enighed mellem naboerne om, at her skal vi opbygge noget nyt.

Inden jeg går i seng, beder jeg en aftenbøn som tak for de gode ting, der er sket i løbet af dagen, og det grundlæggende faktum, at jeg er i live og har det godt. Jeg er katolsk opdraget, men er slet ikke katolik i dag. Jeg ser mig selv som troende, men ikke kun på en gud i klassisk bibelsk forstand. Det er en større kraft, jeg retter min bøn mod. Noget, der både er uden for mig og samtidig en del af mig selv.