Modgang modner

Tilværelsen både før og nu byder på modgang, som tester udholdenheden og fremmer vores modenhed, skriver Henrik Bang-Møller

Henrik Bang-Møller
Henrik Bang-Møller.

Som barn havde jeg lang vej til skole. Over tre kilometer ad veje, som Vorherre ikke havde udjævnet for at gøre turen lettere. Tværtimod var der stejle bakker, som skulle forceres sammen med det skiftende vejrlig, som særligt om vinteren gjorde turen endnu mere ufremkommelig.

Jeg ser mig selv som barn ligge under den varme dyne på mit værelse, mens det stadig er mørkt, og med udsigten til min lange, kolde og besværlige cykeltur til skole foran mig. Er der noget at sige til, det var en hård fødsel at komme ud af den varme seng?

Men når jeg så alligevel var kommet op og omsider havde sat mig på cyklen, mærkede jeg også en stærk trods, der nægtede at kapitulere over for modstanden. Fra mine mange besøg i både kirke og missionshus havde min livlige fantasi fået tilstrækkeligt med stof til at forestille sig kampen mod vind, vejr og bakker som en kamp mod ondsindede magter, som ikke for nogen pris måtte vinde. Så jeg bed tænderne sammen og trodsede mig vej til skole.

Mine egne børn har ikke langt til skole. Og jeg fornemmer efterhånden en træthed i deres himmelvendte øjne, når jeg beretter om min strabadserende skolevej som barn. De har hørt om den et par gange. Og når de jævnligt i en fælles klagesang ømmer over sig at skulle cykle selv, rydde op på deres værelser og i det hele taget give deres bidrag til husførelsen, trækker jeg en anden gammel traver af stalden fra dengang, jeg skulle købe ind for mine forældre hos købmanden i den nærmeste by: Da jeg var ankommet til købmanden, låste jeg cyklen, købte ind, samlede varerne i en papkasse, satte den på bagagebæreren og skulle til at cykle hjem igen, da jeg pludselig opdagede, at jeg ikke kunne huske koden til låsen.

Jeg måtte trække cyklen med varerne bagpå og løftet baghjul hele vejen hjem. Og med en tilsvarende løftet pegefinger udløser jeg straks som far langt senere den vigtigste pointe i historien – ved siden af min hårdt prøvede barndom – at jeg i lang tid efter ikke glemte koden til låsen. ”Hvad der kommer let, går let,” som min far yndede at formane.

Når jeg ser på mine konfirmander og egne børn, slutter jeg uden videre, at tilværelseskampen er aflyst. I hvert fald hos os. Det er vistnok Niels Haus-gaard, der konstaterer, at vi i Danmark ikke har nogle for alvor farlige dyr, vi skal tage os i agt for. Bortset fra sofaen, som han tilføjer – og beskriver dernæst malende, hvordan sofaen ydermere angriber bagfra, så byttet, når det først er angrebet, næsten ikke kan rejse sig fra den igen.

Gad vide, om livet kan blive for let? Det mener i hvert fald den tjekkisk-franske forfatter Milan Kundera (født 1929), der i 1983 udgav en senere også filmatiseret bog med titlen ”Tilværelsens ulidelige lethed”, som beskriver den leddeløse eksistens, mennesker frister, dér hvor livet ingen tyngde har.

Og mon ikke også den samvittighedsfulde børneforsker og far Per Schultz Jørgensen (født 1933) mener det samme, når han i sin bog fra 2014 ”Styrk dit barns karakter”, som jeg selv anmeldte her i avisen, opfordrer os forældre til at lære vores børn at tackle modstand og udfordringer, så de får styrket deres modstandskraft og karakter og lært at stole på egen dømmekraft? Det tror jeg.

Tilværelsen både før og nu byder på modgang, som tester udholdenheden og fremmer vores modenhed. Der er intet nyt under solen, som det tankevækkende nok hedder med et gammeltestamentligt citat. Overvundet modgang lægger dertil solidt byggemateriale til stoltheden og selvrespekten, som man også kan bruge til at stå imod med og forankre glæden over at være til.

Så kan det godt være, vi bliver slået omkuld. Men vi kan rejse os op igen ved både egne og andres kræfter.