Da jeg var 25 år, blev jeg mor for første gang. Til en skøn og viljestærk datter med et heftigt temperament, stort gå-på-mod, en jernvilje og megen utålmodighed.
Vi havde nogle omskiftelige år i begyndelsen af hendes liv. Jeg blev skilt, inden hun fyldte et år, og vi fik Mads (min nuværende mand) ind i vores liv kun et par måneder senere. Første lillebror kom til verden, inden hun var fyldt tre år, og vi flyttede et par gange i forbindelse med nye jobs, så et par skoleskift blev det også til.
Familien voksede støt igennem de næste mange år, og mor-delen i mig fyldte det meste i mit selvbillede. Altid mindst et blebarn i huset i knap 25 år. Det store kørekort og en 10-personers minibus som familiebil. Masser af madpakker, udtrækspladen permanent trukket ud på spisebordet, 10 maskinvaske om ugen, bage tre store rugbrød hver tredje dag og en king-size-familiekalender på væggen i køkkenet til at holde styr på alle aftaler, fodboldkampe, klassefester, forældresamtaler med mere.
Og jeg nød det! At være overorganisatoren og at være det vigtigste menneske især i de yngste børns liv. Så jeg tænkte, at jeg var et naturtalent inden for mor-disciplinen, og at det ville blive sjovt og hyggeligt, desto ældre vi alle blev. Stoltheden over egne evner var til at få øje på.
Men … Temperamentet og jernviljen fulgte med ind i teenageårene hos ældstebarnet. Hvilket resulterede i nogle virkelig hårde år, hvor sammenstødene i familien var dramatiske, og hvor jeg i en lang periode var seriøst bekymret for, at hun ikke landede på benene. Mange søvnløse nætter, mange skænderier om og med ældstebarnet blev det til. Jeg er blevet råbt af og kaldt de værste ting og har følt mig afmægtig og var fuldstændig dumpet i den store mor-eksamen.
Jeg skammede mig over, at jeg havde klaret det så dårligt, samtidig med at bebrejdelserne nærmest stod i kø i mit hoved: at hun var skilsmissebarn, om skoleskiftene havde været for svære, om jeg havde overset hende på grund af den store børneflok og så videre. Og tanken om, at hun bare var den første af syv teenagere, jeg skulle igennem, var virkelig uoverskuelig.
I dag fylder ældstebarnet så 30 år. 30! Det er jo på sin egen måde en milepæl. Heldigvis kan jeg sige, at al min bekymring fra hendes teenageår er gjort til skamme. For sikke det er gået: job som intensivsygeplejerske, mor, kæreste, andelsbolig- og bilejer, pensionsopsparing. Alt sammen rigtig voksen-agtigt. Samtidig er hun også den, der sørger for, at alle søskende har god kontakt: ringer bare for lige at høre hvordan det går, organiserer julegaveindkøbene, inviterer de mindste søskende på weekendtur, planlægger søskendeferieture. Og det er jo ret godt gået af én, der for 15 år siden proklamerede, at hun hader familie!
Muligvis er jeg blevet aldersblind. Men i mit hoved er vi nu nærmest jævnbyrdige. Både i den måde, vi lever livet på, og det sted vi er i livet med hensyn til job- og familieliv, drømme om fremtiden og meget mere. Så ja, jeg elsker at have voksne børn. Hvor man kan have spændende samtaler og hede diskussioner. Hvor man tør betro sig til hinanden og er ægte engageret i hinandens gøren og laden.
Stort tillykke med dagen, ældstebarn. Det er en fornøjelse og glæde at se dig mestre livet. Tak for alle årene – også de svære. Og tak, fordi du lærte mig at blive teenagemor. Jeg vil allerede nu glæde mig til at se dig bliver mester i den disciplin en dag. Du ringer bare, hvis du vil have et godt råd eller to. Så bestemmer du selv, om du vil følge det eller gøre det stik modsatte.