Uffe Savery: Musikere arbejder, når andre har fri

Fra barnsben har Uffe Savery brugt weekenderne på at optræde til koncerter og parader. Som ny rektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium skal han nu vænne sig til, at ugen kun har fem arbejdsdage

Den 1. august tiltrådte 53-årige Uffe Savery stillingen som rektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. –
Den 1. august tiltrådte 53-årige Uffe Savery stillingen som rektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. – . Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Jeg mærker, det er weekend, når jeg står til en koncert fredag aften. Som musiker optræder man jo, når andre har fri, og ofte har weekenderne været forbundet med noget arbejdsmæssigt for mit vedkommende. Man kan sige, at jeg burde holde weekend mandag og tirsdag i stedet, men det har jeg aldrig fået gjort. Når jeg nu begynder som rektor på konservatoriet, får jeg en arbejdsuge på fem dage efterfulgt af weekenden, så mit liv kan blive mere opdelt.

Da jeg var barn, glædede jeg mig i weekenden til at spille tennis med min far. Det var dejligt med den kontakt, det skabte mellem os. Min far lod mig aldrig vinde, og det gjorde mig en gang imellem ked af det som barn. Men første gang, jeg vandt, vandt jeg også rigtigt. En del af min barndom boede vi i USA, derfor begyndte vi at holde søndagsbrunch derhjemme, også selvom det ikke var noget man kendte til i Danmark dengang midt i 1970’erne. Så efter tennis købte vi morgenbrød og gjorde klar til brunch, og så nød vi at kunne tage os god tid sammen.

Jeg er vokset op med, at en stor del af weekenden gik med koncerter og parader, for jeg var del af Tivoligarden, fra jeg var 10 til 15 år. Det har været altafgørende for, at jeg senere hen blev professionel musiker. Jeg brugte nok 20 timer om ugen på garden, og det blev fundamentet for mange af mine venskaber. Blandt andet var det der, at jeg mødte Morten Friis, som senere blev min makker i Safri Duo. Tivoli var vores have, og vi havde fri adgang til alle forlystelser. Så som barn kunne jeg godt finde på at sætte mig op i den gamle rutsjebane og kører rundt i en time. På den måde var min barndom også koncerter, parader og rutsjebaneture.

Når jeg skal slappe af, elsker jeg at være på eller ved vandet. Jeg dyrker meditation, og det kan man i princippet gøre, hvor som helst. Men det er noget særligt, når jeg gør det ved vandet. Der hører jeg kun havet og lader lyden fylde mig op. Det er meget meningsfuldt for mig. Havet er udgangspunkt for alt liv på Jorden, og der er noget meget stort ved den tanke. Når jeg sidder ved vandet og ser en solnedgang, kommer jeg altid til at tænke over, hvor fantastisk livet og vores klode er.

Søndag er, når jeg hører klokkerne bimle fra Jesuskirken, som jeg bor over for, og bliver mindet om, at søndagen er dagen, der også handler om de store perspektiver, hvad der skaber mening i livet – og det er virkelig vigtigt, om end ikke dagligt, så mindst én gang om ugen, at prioritere tid og tanker til refleksion. Refleksion og handling er hinandens forudsætninger samtidig med at være hinandens pendant.

Skal jeg ud af huset, skyldes det normalt, at jeg enten skal til koncert, mødes med gode venner eller er sammen med min familie. Det handler om at gøre nogle af de ting, som jeg selv har lyst til. Men det kan også være, fordi jeg har et eller andet større projekt, der ikke har være tid til i hverdagen.

Inden jeg går i seng, er der tit det filosofiske kvarter, hvor jeg tænker over de lidt større perspektiver. Helt konkret og lavpraktisk skriver jeg også ofte ned, hvad jeg skal den næste uge. Det er mindst lige så vigtigt, fordi det er en måde at tømme hovedet på. Det kan også være, at der bliver tid til en lille aftenmeditation.