Det har ikke været nemt denne jagtsæson. Det har været mildt, vådt og gråbrunt. Rådyrene har været perfekt camoufleret. Der, hvor jeg går på jagt, har vi skudt en tredjedel færre dyr, end vi burde for at holde en sund bestand, der passer til arealet.
Den sidste weekend, inden sæsonen sluttede den 31. januar, havde vi forsøgt det meste og set nærmest ingenting. Søndag midt på dagen drog tre kammerater frustrerede hjem uden dyr, og vi stod fire mand tilbage, som mente, at der var et stykke skov, der skulle forsøges. Taktikken var, at tre af os listede ind i den ene ende af skovstykket, og at min mand listede ind fra den modsatte side og stille puslede gennem terrænet for at se, om rådyrene ville gå vores vej.
Vi sneg os af sted med vores buer i hånden. Den første kammerat fandt et godt træ, stillede sig foran det og faldt i et med naturen. Vi andre to listede lidt længere op langs skovkanten, inden jeg som aftalt drejede fra. Der, hvor jeg troede, jeg skulle stå, løb en tydelig dyreveksel.
Hvis jeg har heldet med mig, kommer der måske en den vej, tænkte jeg og fandt et godt tykt træ 16 meter væk og stillede mig op ad det. Den anden kammerat forsvandt også. Og så ventede vi på min mands benarbejde. I en evighed.
Pludselig hører jeg noget i de tætte nåletræer skråt fremme foran mig. Jeg trækker øjeblikkeligt buen. Ud på vekslen lunter et rådyr. Jeg følger den i sigtet og forsøger at afklare, om det er en, jeg må skyde. Jeg kan ikke se nogen opsats. Endelig kan jeg se så meget af dens bagkrop, at jeg kan fastslå, at den store hårtot bagest betyder, at det er en rå, og hun er alene uden lam. Hun er godkendt. Men hun stopper ikke. Det går ikke, tænker jeg, men følger hende stadig i sigtet. Jeg fløjter blidt til hende. Det er ikke noget, man gør, med mindre afstanden er kort og situationen rigtig. Råen standser forbavset op. Den fugl har hun ikke hørt før.
Jeg slipper pilen. Skuddet træffer fint, og mærkeligt nok går hun ned på stedet. Hun kæmper for at komme op, men virker omtåget. Benene traver lidt i luften. Normalt tager det højst et halvt minut, men jeg er ikke helt tryg ved det. Mine fingre løber automatisk hen over pilekoggeret på siden af buen og standser ved den sidste pil, som jeg straks lægger på strengen. Jeg trækker buen igen. Hun ligger nu med ryggen mod mig, og det er grundlæggende en elendig vinkel. Jeg tager omhyggeligt sigte og sætter en pil i hendes ene lunge. Råen lægger hovedet og udånder.
Med rystende fingre finder jeg telefonen og skriver til de andre jægere:
”Pil sluppet. Dur leveret”. Den stavefejl regner de nok ud.
Jeg modtager straks to tillykke-sms’er og en ”Jeg så det ske. Hurra” fra den nærmeste jagtkammerat. Jeg er glad og lettet. Det hele er gået godt, og hun faldt, så jeg kunne se hende.
Vi bærer hende ud af skoven og lægger hende ved bilen. Hun er stor og tung. Mens vi drikker kaffe, glæder vi os over, at vores taktik efter en lang tom weekend lykkedes. En halv time senere skyder min mand et dyr i en anden såt.
”Tænk engang, fire jægere og to dyr. Er det ikke mageløst?”, siger en af vores jagtkammerater tilfreds og tænder sin pibe. Han har ikke selv skudt noget denne gang. Men for alle buejægere gælder det vist, at vi glæder os over hinandens dyr, for vi ved, hvor svært det er at få det til at lykkes.