For 25 år siden købte den daværende leder af Henriette Hørlück Skolen i Odense nogle store Royal Copenhagen-vaser og placerede dem i vindueskarmene i den sal, hvor der dagligt var morgensamling med hundredevis af børn. Indkøbet var taktisk, udtænkt som en form for test, for hvor længe ville der gå, før de skrøbelige porcelænsvaser ville havne på gulvet i tusind stykker?
Svaret er, at vaserne står der endnu helt intakte. Og det er netop pointen. Selv børn i 0. klasse kan sagtens både administrere og ikke mindst nyde godt af at gå i en skole, der er indrettet smukt med kunst og antikviteter.
Det er nuværende leder af skolen Henrik N. Jørgensen, der fortæller historien om vaseeksperimentet. Han har stået i spidsen for Henriette Hørlück siden 1998, hvor han overtog skolen efter sin far.
”Indretter man en skole som en gummicelle, behandler børnene den derefter. Når nogen gider at tænke på at indrette stedet med smukke ting, så tager de til gengæld hensyn. Det bliver næsten som at færdes i et hjem for dem, og det er meget sjældent, at noget bliver ødelagt. Det fattigste ved mange institutioner og skoler i dag er, at det skal være hærværkssikret det hele. Når alt er lavet i stål, kalder det nærmest på, at nogen tester, hvor længe det kan holde.”
Henrik N. Jørgensen er cand.mag. i kunsthistorie og dansk og arbejdede i reklamebranchen, inden han sagde ja til at efterfølge sin far som skoleleder. Dermed kunne han også fortsætte det arbejde, hans far allerede var begyndt på med at tilføre skolen kunst og farver. Skolen blev grundlagt i 1870, og har i dag 590 elever. 120 af dem går på en international linje.
Overalt, hvor blikket hviler, er der glasmontrer med gammelt legetøj, skæve skulpturer, udstoppede dyr, emaljeskilte, malerier, plakater og nips. Og skoletoiletterne, ej at forglemme, har marmorhåndvaske og smukke armaturer i messing. I den føromtalte fællessal er loftet sågar inddraget til ophængning af kunstplakater. Her sidder et par piger lige nu på gulvet og arbejder på en opgave.
”Både børn og voksne kender vel til at sidde til en forelæsning eller et foredrag og blive distraheret. Tankerne flyver, blikket flakker, man kigger måske op i loftet, og hvis man så bare møder en hvid væg eller et hvidt loft, stopper alt. Jeg ønsker, at deres øjne skal møde noget, der sætter tanker i gang. Der skal være et godt alternativ, til når man en gang imellem mister koncentrationen.”
Henrik N. Jørgensen kalder selv udsmykningen for ”skolens tapet”. Han arrangerer ikke guidede ture, hvor børnene bliver overhørt i den spanske maler Tàpies eller en af de mange andre repræsenterede kunstnere fra både nutid og fortid. Inspirationen ligger der som en mulighed. Det er dog ikke usædvanligt, at en del af skolens udsmykning bliver brugt, når eleverne for eksempel skal finde en idé til stileskrivningen. En hel væg er dekoreret med sider fra fotobogen ”1000 familier”, som forlaget Taschen udgav i år 2000. Billederne i bogen portrætterer familier fra hele verden.
”Det er en fantastisk bog at tale ud fra for eksempel i dansk. Ved at bruge bogen som tapet bliver det meget tydeligt, hvor forskellige og mangfoldige vi mennesker er, og det er et godt udgangspunkt for en god snak. Kunsten her er et gratis tilbud, som næsten kommer ind med modermælken.”
Han står personligt for at hjembringe størstedelen af kunsten og inventaret til skolen. Hver gang han rejser, kigger han efter nyt, og i løbet af sommerferien bruger han gerne et par uger på at rokere rundt på værkerne, så vægge og rum fremstår anderledes og formentlig kan inspirere på ny. Lige med undtagelse af borde og stole i klasseværelserne er alt inventar købt brugt.
Tunge skriveborde i massivt træ og velpolstrede øreklapstole tilfører sammen med gamle skrivemaskiner den rigtige ånd til skolens bibliotek, mener skolelederen. Hans filosofi er, at så længe eleverne både igennem undervisningen og udsmykningen bliver præsenteret for stor mangfoldighed, så vil de også selv være stolte af, hvem de er.
”Børn er meget rummelige. Vi forsøger på ikke at hugge dem for meget til. Skolen skal ikke være en pølsefabrik, hvor de børn, der ikke er gode til fodbold, bruger det meste af timen på at grue for frikvarteret. Her kan man sagtens være hende, der er rigtig dygtig til at spille harpe og så stadig være en del af fællesskabet,” siger Henrik N. Jørgensen.
Hans ambition er, at eleverne her får noget med udover fagene. Ser man for eksempel matematik i sammenhæng med den geometriske kunst, så får matematikken en medværdi og en historisk relation.
”Jeg kan mærke, hvordan eleverne, som de bliver ældre, får et andet forhold til kunsten og får en særlig interesse for bestemte værker. Pludselig opdager de et motiv i et maleri. Og jeg vil sige, at hvis de efter endt skolegang her har et særligt forhold til bare ét værk, som de siden vil blive ved med at tænke tilbage på, ja, så er målet nået.”
