Muslimsk vært for trosprogram: Når jeg skal slappe af, fordyber jeg mig i min tro

Sangeren Isam Bachiri med marokkanske rødder, bedre kendt som Isam B, er aktuel med programmet ”Tro på det!”, på den nye kanal Radio4, som bliver sendt om lørdagen

Isam Bachiri, 42 år, fordyber sig i sin tro og tilbringer tid med sine to sønner i weekenden. – Foto: Leif Tuxen.
Isam Bachiri, 42 år, fordyber sig i sin tro og tilbringer tid med sine to sønner i weekenden. – Foto: Leif Tuxen.

Jeg mærker, det er weekend, når jeg kan sove længe. I hvert fald indtil min næsten toårige søn kommer og vækker mig. Weekend for mig, især lørdag, er der, hvor man kan sove længe. Når min søn er vågnet, og hvis vi er tidligt oppe, hopper vi en tur i svømmehallen. Det er meditativt og afslappende, når der er ikke er mange mennesker, og det er kvalitetstid med min søn. Jeg kan sagtens forestille mig, at det er noget, som jeg vil blive ved med i hans opvækst. Da jeg selv var syv-otte år, var jeg tæt på at drukne i Middelhavet, hvor der er en styrke i vandet, der ikke er i Danmark. Nærdødsoplevelsen satte sig i min krop, og det gav mig vandskræk. Det var faktisk min ældste søn på 11 år, der for et par år siden lærte mig at svømme. Vi var i Rusland og havde en svømmehal for os selv, og jeg fik så knækket koden på et par timer. Det er sådan nogle ting, der er tid til i weekenden: Man kan skabe dybe forbindelser til sine børn. Børn kan lære en noget, men det kræver, at man gearer ned.

Jeg tænker ikke så meget over, at jeg selv bliver en del af andres weekend med det nye program ”Tro på det!” på Radio4. Det sendes om lørdagen, og jeg håber på at kunne sætte ord på og forklare tro i et tid, hvor vi ikke har tid til at tro. Jeg interesseret i hverdagstroen, i den personlige tro, ikke den akademiske og komplicerede. Hvordan man får noget ud af sin tro, og hvordan kan den hjælpe en i de svære situationer, man står i.

Da jeg var barn, spiste vi fællesmorgenmad i weekenden, som var en blanding af dansk og marokkansk mad. Min far læste Politiken, og jeg kunne sidde og bladre i de sektioner, som han ikke havde fat i. Det er sådan noget, som sætter sig i dig resten af livet og er med til at bygge dig som menneske. Familie er skæbnebestemt, og det er vigtigt at være sammen i ro og mag og have et nærmest åndeligt moment sammen. Vi tager det kollektiv for givet i dag, hvor vi har travlt med at komme ud af huset. Jeg havde dog også selv noget at se til i weekenden som barn. Om lørdagen lærte jeg arabisk, og om søndagen gik jeg i koranskole. Det var en naturlig del af min opvækst, og det har stadig en essentiel plads i mit liv og min hverdag. Det har en værdi for mig, at jeg har bedt og læst i fællesskab med andre. Som barn er du et meget åndeligt væsen, som voksen kan du forsvinde ind i dit arbejde. Man kan bruge den frihed, som man har i weekenden, til at træde ind i det sjælelige.

Når jeg skal slappe af, fordyber jeg mig i min tro. Jeg læser og reciterer Koranen, og det er afslappende for mig, at der er regler og retningslinjer at forholde sig til. Jeg kan også koble hjernen helt fra og se noget på en skærm. Jeg kan godt lide at se noget med en af mine favoritkomikere, Dave Chappelle, eller følge med i, hvordan det går for Liverpool eller Brøndby i fodbold. Hvis jeg skal se noget på Netflix, synes jeg, at jeg bruger enormt lang tid på at finde det, som jeg vil se. Når en af mine venner kommer med en anbefaling, noterer jeg det for at blive peget i en eller anden form for retning. Jeg har ikke noget tv, da jeg synes, at det er en tidsrøver, men jeg kan godt savne at se en nyhedsudsendelse på et fast tidspunkt, eller dengang hvor alle så den samme film i fjernsynet i weekenden.

Søndagen går blandt andet med at være frivillig og undervise i Koranen og arabisk på børneniveau. Det falder mig naturligt at bruge nogle morgentimer om søndagen på det. Søndagen er for mig også familiekvalitetstid. Det er dejligt at komme ud i naturen, væk fra asfalten og få frisk luft ind i lungerne. Jeg er egentlig et bymenneske og københavner med stort K, men det giver energi at være et sted og tænke, at det kan godt være, at det er lidt kedeligt, men nu er vi her og er i det.

Inden jeg går i seng søndag aften, drikker jeg en kop te og sidder sammen med min hustru. Det kan godt være, at vi ser noget på hver vores skærm, men jeg foretrækker, at vi faktisk finder nålen i høstakken og ser noget, som vi begge nyder. Det er stilhed før stormen i den kommende uge.