Tordenguden rumler vagtsomt over stubmark og gravhøj. Man forstår ham, for det er vikingeguld, vi er ude efter.
Med metaldetektorerne i fejende bevægelser, skovle i bæltet og svage bip-lyde i høretelefonerne bevæger Freddy Arntsen og Ole Harpøth sig støt hen over marken. Til daglig arbejder den ene med it, og den anden er geolog, men lige nu er de bare to af de mange amatørarkæologer, der landet over leder efter fortidslevn som mønter, smykker og beslag.
Særligt interessante historiske fund får de vurderet af museumsfolk, for er det danefæ, må tingene ikke beholdes. Til gengæld vinder man æren og en lille findeløn.
Alle kan få noget ud af gå med en metaldetektor, men “nybegyndere kommer kun 15 meter, fordi de stopper for at grave hele tiden”, siger Freddy Arntsen med henvisning til, at de erfarne i hobbyfaget kan sortere bondeskrald fra alene på lyden.
Bondeskrald er for eksempel dele af harver og plove – den slags man ikke bøjer sig efter, hvis man har styr på frekvenserne.
”En knækket tand fra en harve giver en dyb, uren lyd fra sig, sådan øhuø-øhuø,” brummer Freddy Arntsen, ”mens sølv giver et meget klart bib-bib-bib. Og når man hører en rigtig god bip-lyd, stiger pulsen”.
Marken, vi afsøger denne tordentunge eftermiddag, ligger uden for Værløse, cirka der hvor oldtidsvejen gik fra Roskilde over Farum og Allerød til Helsingør. Her er fundet stykker af bronzesværd, stenøkser, fingerbøl og mønter, men også et utal af patronhylstre efter militærøvelser. Så det er nyttig viden, at patronhylstre slår ud på detektorens lille skærm med en frekvens på mellem 85 og 87, så man ikke behøver at stoppe. Ole Harpøth graver et par hylstre ud, så vi kan se, at det passer.
Det er interessen for historie og spændingen ved fundene, der får amatørarkæologer til at gå flere hundrede kilometer om året på denne måde.
”Man er også med til at udrede historiens gang for områder som det her, ” siger Ole Harpøth, der har leveret mange hundreder stykker danefæ til museerne.
Hans bedste fund var en stor guldbelagt broche fra vikingetiden. Findelønnen for et danefæ som det er cirka 500 kroner.
Freddy Arntsens ældste fund er en bronzecelt (et økselignende redskab), og det fineste nok et specielt vikingebeslag med fire hoveder i stedet for tre. Og så viser han en lille foldebog af bly frem, som han for nylig fandt på Lolland.
Det er et runebrev, men kun Nationalmuseet må folde sådan et ud. Udenpå er der skåret et kors, man har gået med livrem og seler dengang i skellet mellem de gamle guder og kristendommen.
”Runebreve blev brugt som amuletter – men man kunne også smide sådan én på en anden mands mark og ønske ham dårlige tider,” siger han.
Amatørarkæologi med detektor er en hobby, hvor man kan gå alene, men ofte aftaler man at gå nogle stykker sammen, fordi det er hyggeligt, og fordi man kan hjælpe hinanden med at vurdere det, man finder.
”Vi spørger altid lodsejerne, om vi må få lov til at gå på deres marker, så man skal jo ikke komme 50 ad gangen,” siger Freddy Arntsen, der mener, at man kan søge med detektor, fra man er ”13-14 år og til langt op i alderen”.
Pludselig bipper det lovende. Freddy Arntsen graver, vi andre holder vejret. Det er et stykke bly, formentlig fra middelalderen, vurderer de to amatørarkæologer. Det er ikke noget særligt, men alligevel en hilsen hen over århundrederne fra en tid, hvor man blandt andet brugte bly til at tætne kar eller tynge fiskenet ned med.
Mens vi synker skuffelsen, viser Ole Harpøth en norsk toskilling med det tydelige årstal 1667, som han har fundet her på marken en anden dag.
”Sådan en må vi gerne beholde, det er ikke danefæ,” siger han.
Der er stadig masser af fund at gøre i de øverste jordlag (der må ikke graves dybere end 30 centimeter), men om 40-50 år er det angiveligt slut. På langt de fleste marker spredes der gylle, ofte forsuret med syre, så de smykker og mønter, der ligger i markerne, ætser op.
”Det er det, vi redder, inden det er for sent. Om 40-50 år er der ikke noget tilbage,” siger Freddy Arntsen, der sidder i bestyrelsen i Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer (SDA).
Moderne landbrugsredskaber er heller ikke amatør- arkæologernes bedste ven, sådan nogle kan splintre et skålspænde fra vikingetiden i 20-30 småstykker.
En dreng på cykel stopper og spørger, hvad vi finder. Han får de to patronhylstre. De ser gamle og seje ud og er ufarlige. Han råber mange tak og cykler videre. Måske er der vundet endnu en ildsjæl for sagen.