Da vi havde gået i halvanden time, krydsede vi igen hovedvejen og stillede os ved min lille, røde Volvo, der holdt parkeret på vigepladsen. Jeg åbnede bagsmækken, hev de to krus frem, stillede dem på gummikanten ved låsen og bød på te, kaffe eller kakao.
”Te, tak,” sagde hun, og jeg hældte kogende vand over tebrevet, åbnede den lille dåse med småkager, og blandede derefter mig selv en kop kakaokaffe, et særligt miks, der egner sig perfekt til en sukkerglad skovgænger som mig.
Vi stod lidt.
Bilerne kørte stærkt ned ad bakken. Det havde regnet om morgenen. Både motorer og dæk larmede. Lastbilerne kørte så tæt, at deres sprøjt næsten nåede op på vores vandrestøvler.
Men vi blev stående.
I mange år gik vi tit, vi to. Vi havde børn på samme alder, i samme skole og fodboldklub og var aktive i foreningslivet sammen. Vi vidste meget om hinanden, andre ikke kendte til detaljerne i. Inde i skoven var vi frie sammen. Vores delte ord blev liggende derinde, efter at vi var gået ud til vores job og familier, livsløfter og pligter.
For seks år siden skete der noget, som bragte os så tæt sammen, at det gjorde for ondt på os at se hinanden.
Da min yngste i et spring endte sit eget liv den 17. december 2014 i Florida, USA, var det hende, jeg ringede til, da min familie havde fået besked. Hun kom med det samme. Insisterede. Jeg forstod ikke hvorfor.
”Det er godt bare at tale med dig i telefonen. Du behøver ikke køre ud så sent på aftenen,” eller noget lignede, sagde jeg. Mens jeg ikke husker de eksakte ord, kan jeg præcist genkalde mig min egen undren. Hvorfor ville hun komme?
Da hun kom omkring midnat, satte vi os ved spisebordet. Hun og jeg og min mand. Da vi havde fortalt, fortalte hun, hvad hun ikke havde fortalt ret mange. At hendes lillebror også tog livet af sig som ung. At han hængte sig i familiens hus, og at ingen siden var de samme. Hverken hver for sig eller sammen med hinanden eller andre.
Hun sagde ikke til os, hvad hun ønskede at give os, bevidst eller ubevidst. Men vi tog imod det. Vi lærte ikke at tie, ikke at gå hver for sig, ikke at forsegle smerten og sorgen, skylden og skammen, der er så enorm, at man ikke kan ane omfanget endsige se kanten af hverken det ene, andet, tredje eller fjerde.
At vi to veninder skulle se samme smerte i hinanden var for ondt. Det var og er en lidelse for mig at se den i min mands øjne, som det også for hende har været grusomt at genkende den i sin families blikke gennem de mange år. Med dem havde vi intet valg. Vi skulle se dem. Men vi to veninder lod hinanden være og sås kun lidt, og når vi gjorde, holdt vi en skånende afstand.
Indtil forleden, da vi stod på den asfalterede vigeplads med de varmende papkrus mellem vore hænder og talte så længe, at vi blev kolde om fingrene.
Vi havde taget tilløb alle 90 minutter mellem træerne, men det blev til et nu eller aldrig, da vi stod i den larmende trafik til slut. Orkede vi den hæmningsløse ærlighed, der ville følge med et ja med al den fælles nærhed til døden og den største afmagt?
Ja.
Vi turde vise det mod, som venskaber består af, og talte som før om alt det, vi kun vil dele med hinanden. Hvad vi sagde, kan jeg ikke skrive. Vores ord blev loyalt liggende på vigepladsen, da vi kørte, min veninde og jeg. Som snart ses igen.